Alexandra Moltke Johansen

Uddannelsen i Dramatisk Skrivekunst ved Den Danske Scenekunstskole sendte i juni måned et hold nye dramatikerne på gaden. Visionerne er store og energien enorm.
Teater1 er stolte over at kunne kan give et sommerligt smugkig ind til de enkelte dramatikeres stil og tanker i en række essayistiske tekster om de temaer, som aktuelt optager dem. Der kommer tre bølger af tekster henover sommeren med følgende temaer:
Fortællingens magt
Den Anden
Religion

God sommerlæsning
Af: Alexandra Moltke Johansen

Min mormor meldte sig ind i DKP da hun var tolv. Min oldefar opgav sit gods, for at blive kommunist. En rød baron. Min far er socialist. Verden brænder. Min mor og far arbejder for dem uden penge og dem, der har mistet forstanden. Vi venter på revolutionen. Vi er ikke døbt, ikke konfirmeret, vi går ikke i kirke, heller ikke til jul. Min far siger: Vi tror ikke på gud, vi tror på mennesket.

Religion får et samfund til at gå i stå. Til at løbe baglæns.

Der er skyld og skam og omskæring og heksebrænding. Mennesker bliver stenet. Sten rammer deres kroppe. Sten, så mange og så længe at kroppene forbløder.

Det tredje riges politikere brugte religionens virkemidler til at forføre folket. I taler og artikler beskrev de politikere og militærtropper som fanatiske og forsøgte på den måde at vende ordet til en egenskab, en kompliment. ”Fanatisk” betyder at handle ud fra en religiøs overbevisning, uden evnen til rationelt at forholde sig til verden. Det tyske folk skulle handle ”fanatisk”. De skulle slippe intellektet. Lade sig rive med af deres følelser, af kroppene og vreden og angsten og fællesskabet.

Religion lader livet hengå i venten.

Den synger for dig om lykken efter døden, om alle de blomster og krondyr og jomfruer, der venter dig, hvis du holder ud. Udholdenhed er en fin ting. Handling mindre ædel, hvis ikke det drejer sig om at sætte ild til noget.

Religion er grusom og meningsløs, men religion er også vigtig og forenende.

Min mor arbejder stadig, for dem, der har mistet forstanden. Min mormor er nu syg og indlagt, men hun husker stadigt alle sine gamle bøger og tror stadig på et andet system. Til gengæld er min far rejst til Chicago for at studere. Sammen med de fattige sorte går han i kirke hver søndag. Han har fundet dét han elsker og savner. Mange, mange sorte bliver skudt på gaderne hver dag. Præsten kalder børn op til alteret og råber: Se på jeres smukke, vidunderlige børn. Mødre, I kan græde om natten, men om dagen skal I kæmpe. De går ud på gaden og blokerer trafikken med bannere. De sætter ikke deres lid til gud. Præsten siger: I skal ikke vente på paradis, I skal skabe paradis her på jorden.

Religion er et redskab. Ligesom kommunisme eller socialisme kan være det.

Det er teatret også. Det kan skabe håb, trøste os og vise os blomsterne og krondyrene og jomfruerne. Skønhed er en fin ting, den må man ikke skamme sig over at nyde.

Men teatret skal, som et redskab bruges til noget og mere. Teatret skal samle os, give os et fællesskab, et mod. Styrke og lyst til at handle. Til at skabe andre virkeligheder her på jorden, i denne tid. Teatret skal, ligesom præsterne og min mormors bøger, få os ud på gaden og blokere trafikken med bannere.

 

Dramatiker: Alexandra Moltke Johansen f. 1988

Har skrevet dramatik siden 2008.

Har været kursist 6 steder.
Har fået tekster readet 8 gange.
Har skrevet 14 værker.
Hvoriblandt 5 er opført.
Derudover 1 underviserforløb, 1 reklame, 1 bestyrelsespost. Har bl.a. skrevet: Sange for systemet (Teater V, 2016), Stik mig en muse (Café Liva, 2015)

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk