Jeanette Munzert

Uddannelsen i Dramatisk Skrivekunst ved Den Danske Scenekunstskole sendte i juni måned et hold nye dramatikerne på gaden. Visionerne er store og energien enorm.
Teater1 er stolte over at kunne kan give et sommerligt smugkig ind til de enkelte dramatikeres stil og tanker i en række essayistiske tekster om de temaer, som aktuelt optager dem. Der kommer tre bølger af tekster henover sommeren med følgende temaer:
Fortællingens magt
Den Anden
Religion

God sommerlæsning
Af: Jeanette Munzert

FEMINISME – NORDENS NYE RELIGION?

For mig har religion altid været forbundet med en underlig blanding af tiltrækning og frygt. Tiltrækning, fordi jeg i bund og grund har brug for at tro på, at der er noget større end mig. At der er noget der kan hjælpe mig, hvis jeg kommer i nød, et sted jeg kan søge hen. At det hele ikke bare er slut, når livet en dag ender… Frygten skyldes mennesket. For der er ikke noget jeg frygter mere, end når religion bliver mistolket, udnyttet eller brugt til at kontrollere folk. Derfor tror jeg flere og flere (i vesten) tager afstand til det at tro, fordi troen i for høj grad bliver forbundet med frygten. Alligevel formår mennesker, at indikere sig til nye ”religioner”.

Her i Norden oplever jeg feminismen som den herskende tro (især) blandt kvindekønnet. Man har brug for at tro og når andre ikke forstår ens tro, har man brug for at forsvare og dominere. Derfor er feminismen for mig at se, i nogen grad gået hen og er blevet en kamp for kvinder, i stedet for en kamp for ligestilling. Samtidig føler jeg, som med en hver anden religion, denne konstante splittelse mellem tiltrækning og frygt. Tiltrækning, fordi jeg kan se, at min halvanden årige pige allerede er blevet indhyllet i en verden af lyserødt tyl og dukker. Det provokerer mig grænseløst, når folk kommenterer på hendes fine kjoler (bevares, dem har jeg jo selv givet hende på og jeg bøjer mig for det stereotype kvindebillede, jeg er i gang med at skabe for mit barn) og spørger hende, om hun ikke selv synes hun er så fin i sin fine fine kjole? Og så har jeg lyst til at gå over og flå den af hende, for min datter skal ikke føle, hun er fin i en alder af halvanden. Derfor har jeg valgt, at beholde alt det blå og grønne tøj hun har arvet af sine fætre, så min indre kønsneutrale forkæmper kan føle sig nogenlunde tilpas med sig selv. Men jeg tiltrækkes. Jeg tiltrækkes fordi jeg jo i bund og grund er hjernevasket, af det samfund jeg er opvokset i og nu, selv mod min vilje og med en bevidsthed om dette, selv er i gang med at opdrage min datter ud fra hendes køn, fordi det ligger så indgroet i min og alle andre i hendes livs måde at tænke hendes køn på. Så jeg tiltrækkes til at ændre dette, selvom jeg samtidig kæmper med min egen splittelse om hvor vidt det er så forfærdeligt, at der er forskel på vores køn?

Samtidig frygter jeg feminismen, fordi jeg som kvinde ikke vil sættes i bås med andre kvinders holdning, da jeg langt fra er enig med alle feminister. Måske endda med ingen? Eller er jeg? Eller er mit liv blevet mere kompliceret som kvinde og mit forhold til mig selv, mit køn og mit køn i forholdet til det modsatte, fordi feministerne hele tiden fortæller mig hvor forkert det er, at folk fortæller mig at jeg er kvinde? Men det er jeg jo. Kvinde.. Jeg er jo for helvede en kvinde! Men hvad vil det så sige? Nu er jeg jo ikke længere en ’Hende’ eller ’Hun’ ifølge feministerne og min kæreste er ikke længere en ’Ham’. Næh, for vi er alle sammen ’Hen’. Eller, ’Høn’? Men hvad er egentlig en ’Hen’ og en ’Høn’. Og bliver det hele ikke meget forvirrende at forklare, når min lille datter en dag når den alder, hvor hun spørger om forskellen på det mellem mine ben og hendes fars? Og er vi overhovedet mor og far længere, eller skal vi kalde os ’Mar’ eller ’For’?

Det dejlige ved at være dramatiker er, at man kan få lov til at undersøge menneskers holdninger og tro og være nysgerrig på dette. For det er vigtigt at beholde sin nysgerrighed, uanset om man ikke forstår det, man nu engang står foran. Om jeg er enig med mine karakterer eller ej er derfor underordnet, så længe jeg ikke har dømt dem fra starten. Og kære feminist.. Indtil I har overbevist mig om andet, så hedder mine karakterer altså stadigvæk ’Han’ og ’Hun’ på papiret. Men jeg vil øve mig i at skrive kvinderoller, der ændrer det stereotype kvindesyn. Det synes jeg nu alligevel, jeg skylder min indre kønsneutrale forkæmper. Og min datter. Måske. Hun er nu ualmindelig glad for de dukker. Samfundspåvirket eller ej. Hvad ved jeg?        Dramatiker: Jeanette Munzert f. 1986

 

Bachelor i Dramaturgi. Skrev og opførte sin første forestilling som 15årig. Efterfølgende bl.a. En Kødelig Historie (Basement, 2010), Vejen til Hullet (turné i DK 2011), Når Mennesket Græder (Teater Katapult, 2012).  

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk