Jeanette Munzert

Uddannelsen i Dramatisk Skrivekunst ved Den Danske Scenekunstskole sendte i juni måned et hold nye dramatikerne på gaden. Visionerne er store og energien enorm.

Teater1 er stolte over at kunne kan give et sommerligt smugkig ind til de enkelte dramatikeres stil og tanker i en række essayistiske tekster om de temaer, som aktuelt optager dem. Der kommer tre bølger af tekster henover sommeren med følgende temaer:

Fortællingens magt (uploades d. 22.6)

Den Anden (uploades d. 11.7)

Religion (uploades 8. 8)



Læs også dramatikernes afgangsteksterne i hele juni måned på: http://dendanskescenekunstskole.dk/afgangsreading-2016-dramatisk-skrivekunst/



God sommerlæsning

DEN ANDEN

Af: Jeanette Munzert

Jeg er bange for mørke. Ja jeg ved godt, at jeg ikke burde være det, bange. Men det er jeg altså! (Beat) Otte gange om dagen lægger jeg noget mørkt over hovedet og prøver at trække vejret i et roligt tempo. Jeg graver hovedet ned i en sandkasse, hver gang jeg kan komme til det. Lægger mig fladt på maven, når jeg går fordi en grusgrav og venter på, at sandet trænger ind i hver en afkrog af min krop for sådan at (Beat) øve mig i problemet. Så ligger jeg der... Puster og stønner indtil jeg får vendt mig om på ryggen og stirrer lettere udmattet op i den tomme blå himmel. Men så bliver jeg for alvor bange, for himlen gør mig altid utryg! Det er som om, den kan finde på at vælte ned over mig, hvornår det skal være. Jeg ved ikke engang, om den skal betegnes i ental eller flertal, for er det den samme som er over mig nu, som hvis jeg befinder mig et helt andet sted? Eller er det sådan en hel gruppe af himler, som alle fungerer som en samlet truende enhed?

Da jeg var lille, var det eneste jeg ønskede mig en hund. En lille sød hund med varme øjne og en tyk pels, som jeg kunne lægge hovedet ind til og føle mig tryk og varm. Den skulle være min bedste ven og komme hver gang jeg kaldte på den: ”Samson!” - Det skulle den hedde. Samson. Hunden Samson! (Beat) Så fik jeg en kat. En lille loden kat med trætte ben, som kun orkede at se på én når den var sulten. En lille kat med beskidt pels og så mørke øjne, at det gjorde det svært at orientere sig i dem. Og så var den væk en dag. Og mine forældre ledte og ledte, og jeg lod som om jeg ledte med, selvom jeg godt vidste, at jeg selv havde lukket den inde i naboens gamle legehus. Og jeg sagde det ikke til nogen, men kunne alligevel ikke dy mig for at kikke til den efter nogle dage. Der lå den så, med sine trætte ben og kikkede på mig for første gang, som om den virkelig så mig. Som om den vidste noget om mig, som jeg ikke engang selv var klar over hvad var. (Beat) Og så skreg jeg og skreg, og vores naboer kom løbende og løftede forsigtigt katten ud af legehuset. Og der gik kun få dage, så var katten frisk igen og mine forældre troede, at det var fordi, jeg havde været bange for, at den skulle dø, at jeg var blevet så stille. Og de prøvede at berolige mig dag efter dag og sagde, at katten havde det godt og at katte kan blive meget, meget gamle. Måske så gammel, at den ville overleve alle de år jeg boede hjemme. Og det gjorde den. Med sin lodne pels og sine mørke øjne, som hver dag stirrede på mig med sådan et underligt blik. Som om den vidste hvordan jeg i virkeligheden var. Som om den havde regnet mig ud! (Beat) Og hver aften satte den sig ude foran mit værelse og kradsede på døren. Krrrrr… Krrrrr… Sådan kradsede den, som om den vidste, at jeg lå derinde i min seng og ikke kunne falde i søvn. Og jeg lå derinde i min seng og kunne ikke falde i søvn. Jeg er bange for mørke.       

 

Dramatiker: Jeanette Munzert f. 1986

Bachelor i Dramaturgi. Skrev og opførte sin første forestilling som 15årig. Efterfølgende bl.a. En Kødelig Historie (Basement, 2010), Vejen til Hullet (turné i DK 2011), Når Mennesket Græder (Teater Katapult, 2012).  

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk