Manden i det lyslilla hus

Scenekunsten set med ”Unge Øjne” er et nyt tiltag som Teater1 har sat i værk, og hvor vi giver et indblik i hvad der rør sig hos de fremadstormende unge indenfor scenekunst både i vækstlaget og det professionelle miljø. Artiklerne er skrevet af skribenter mellem 20-30 år, der alle er en del af vækstlaget.
Af Tabita Friis Kristensen

Der var engang

Da jeg var fem år gammel, drømte jeg om at blive frisør. Jeg fandt en saks for at tage hul på eventyret. Resultatet endte i to dages trillende tårer, og frisørdrømmen røg i skraldespanden sammen med mit pandehår.

Da jeg var seks år, drømte jeg om at blive pilot. En dag cyklede jeg ind i et træ, fordi jeg så en flyvemaskine på den blå himmel. Jeg måtte på skadestuen - og pilotdrømmen fløj sin vej.

I dag er jeg 26 år - og siden mit første møde med teateret, har jeg drømt om at lave teater. På alle mulige måder og kanter. I alle farver og former. Jeg ville bare gerne lave teater. Fortælle historier. Skabe magiske universer, som, jeg kun har kunnet forestille mig, kan finde sted i teatret.

Sidste år modtog jeg en helt særlig mail. En solskinsrig dag i maj. Jeg var blevet optaget på Teaterskolen i Amsterdam som sceneinstruktør. Og så gik eventyret i gang. Et endnu vildere eventyr, end hvad jeg selv ville kunne finde på at skabe i teateret.

Nyt liv i Amsterdam

Hvis jeg havde vidst helt præcist, hvad jeg gik ind til, da jeg rykkede alle rødder op og forlod mine bedste venner, familie og trygge rammer til fordel for teatret, så ved jeg ikke, om jeg havde turdet. Men det turde jeg godt. Hele min krop skreg efter at komme ud i verden og blive en dygtig sceneinstruktør.

De sidste ni måneder har været et virvar af oplevelser i alle afstøbninger. En ny hverdag fyldt med vilde udfordringer. Ny teaterlærdom, nye mennesker, dygtige undervisere, en fremmed by og ikke mindst et helt nyt sprog.

Alt, hvad jeg havde forestillet mig, inden jeg tog af sted, indrammer måske ti procent af alt, hvad jeg har oplevet.

At fare vild og udnytte det

På teaterskolen i Amsterdam er der stor åbenhed omkring hvilken ”slags kunstner”, man er, og hvad det er, man søger efter at blive. Det er noget, jeg synes er meget vigtigt i arbejdet med teater. Kunstnerisk frihed og plads til at udforske verden. Det er vores verden, jeg gerne vil lave forestillinger til - og derfor vil jeg gerne udforske den og finde inspiration i den, såvel som i mig selv.

I februar blev vi stillet en helt fri opgave. Vi fik to uger til at undersøge, udfordre eller skabe noget, som vi selv mente at have brug for i vores personlige udvikling.

Men på det tidpunkt, vi fik stillet opgaven, kunne jeg midt i skoleslid, tekstanalyse, teaterhistorie, praktisk udfoldelse og hollandske gloser godt tabe mig selv og helt glemme, hvorfor jeg egentlig var i Amsterdam.

Jeg valgte derfor at tage til Nordspanien og gå 300 kilometer på Camino de Santiago. Væk fra Holland. Og væk fra teateret. Jeg var nysgerrig på, hvad stilheden og måske ensomheden kunne bringe. Jeg havde en idé om, at mine vandrende fødder og de naturlige omgivelser kunne tage mig til steder i mit sind, jeg aldrig før havde været.

Jeg kom hjem med masser af nye tanker om verden, mennesker og om mig selv. Historier og inspiration til at skabe nyt teater. Særligt én bestemt oplevelse gav mig en helt ny indsigt i livet og i mig selv.

Manden i det lyslilla hus

Det var en dag på turen, hvor det var et frygteligt regnvejr. Jeg havde gået omtrent 12 kilometer og klokken var måske ti om formiddagen. Jeg kunne godt bruge at komme lidt i tørvejr og måske få en kop varm kaffe et sted. Men hver lille landsby, jeg kom igennem var helt mennesketom og stille.

Pludselig så jeg en mand på sin balkon i en af de mindste landsbyer. Han var trods regnvejret i gang med at male sine vinduer. Jeg spurgte, om han vidste, hvor jeg kunne finde en kop kaffe. Men alt var lukket, svarede han.

Lidt efter kom han dog ud af sin hoveddør og vinkede mig indenfor. Hele huset var fyldt med avispapir, der dækkede alle gulvene. Han var i færd med at male det hele lyslilla. Han var begejstret for at have mig der og inviterede mig med det samme ud i køkkenet og satte vand over til kaffe.

Mens vi ventede på, at vandet skulle koge, fortalte han mig, at han havde været lastbilchauffør, skolelærer, elektriker og brandmand. Sidste år var han blevet skilt.

Alt i hans liv mistede sin glans, fortalte han, mens han imiterede sig selv på det tidspunkt med tunge skuldre og hovedet hængende ned. Men så en dag, hvor han var ude at gå en lang tur, faldt han over dette hus. Og pludseligt kom han i tanke om, hvad han altid havde drømt om: At åbne et herberg for vandrende pilgrimme. Hans øjne strålede som stjerner, da han fortalte det.

Fremtiden er den bedste

Et hus, hvor man kan hvile sine fødder, lave varm mad, spille musik og sove trygt, sagde han. Med ét, forsvandt glimtet i hans øjne. Han gik hen til køkkenvinduet og åbnede det. Han kiggede ud, som om han ledte efter noget. Han så tilbage på mig med spørgende øjne, løftede skuldre og håndfladerne vendt opad - ”But the future? I don’t know it”, sagde han. ”I don’t know”.

Han grinede af sig selv og hældte en frisk kop kaffe op, så jeg kunne få varmen. Nu var regnen holdt op igen.

Manden i det lyslilla hus mindede mig om mine egne drømme. Han og hans historie fyldte mig med kampgejst og mindende mig om, hvor meget jeg elsker teateret, og hvor glad jeg er for alle de muligheder og oplevelser, mine drømme har ført mig til.

”But the future? I don’t know it.”

Nogle gange skal der nok bare ryge en ordentlig tot pandehår i skraldespanden - Heldigvis gror det jo ud igen.

 

     

 

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk