Anmeldelse / december 2014

Døden

Spilleperiode: 3. december 2014 – 25. marts 2015. Hverdage kl. 20, lørdage kl. 17.
Spillested: Det Røde Rum, Det Kongelige Teater
Iscenesættelse: Therese Willstedt
Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Lyddesign: Ditlev Brinth
Komponist og musiker: Martin Ullits Dahl
Medvirkende: Asbjørn Krogh Nissen, Johanne Louise Schmidt, Martin Ullits Dahl, Nicolai Dahl Hamilton, Diana Cuni, Maria Rossing, Tim Matiakis og Esther Lee Wilkinson
Af Anne Liisberg

Den relativt nyuddannede instruktør Therese Willstedt har valgt at tage livtag med et af livets store, men ofte fortiede emner – døden. Det er blevet til en bevægende og billedskøn forestilling, der i montageform bearbejder 7 døende menneskers refleksioner over deres liv, sygdom og forestående død. Altså en slags dokudrama eller virkelighedsteater, hvor de døende er til stede som stemmer i rummet. Deres fortællinger gestaltes af 4 skuespillere og 3 dansere, hvilket er et fint greb, der pointerer vores kroppes betydning. Vi kan tænke, snakke, reflektere så meget, vi vil, men kroppen – og dens eventuelle sygdom – har sit eget liv, som her får lov at tale med sideordnet med de mere sprogbårne elementer i montagen. Danserne Cuni, Matiakis og Wilkinson fra Corpus (Den Kongelige Ballets pendant til Det Røde Rum) visualiserer på meget forskellig vis, hvordan sygdom kan låse og nedbryde en krop. 

En for en præsenteres de 7 personer og den spiller/danser, der fremstiller deres historie. Derefter foldes fortællingerne ud. Nogle får mere tid og flere omgange end andre, samlet giver de et rørende og vedkommende indblik i de tanker, man kan gøre sig ved livets slutning. Hvad enten det gælder den bevægelseshæmmede, rationelle forsker Jørgen (Matiakis), den purunge danser Veronica med muskelsygdommen ALS (Wilkinson) eller den depressive Jonah (Schmidt), hvis familie har tvangsindlagt hende for at undgå, at hun begår selvmord.

Historierne har forskellige, men også sammenfaldende pointer. ”At lade nogen gå er det sværeste”, siger Jonah, og omsorgen for de efterladte går igen i mange af fortællingerne. Et andet gennemgående tema er ønsket om at have fået noget mere eller bare andet ud af livet. Hos Peter Pan-typen, musikeren Bobo (Nissen) kobles dette ønske til et andet fællestema, nemlig ensomhed – han mangler pludselig den familie, han aldrig har ønsket at stifte. Hos den kræftsyge Lisbeth har livet vist bare været gråt og for forsigtigt. Præsten Andreas, der fremstilles fænomenalt neddæmpet og vedkommende på samme tid af Hamilton, har måske endelig ro til at møde sine teologiske anfægtelser. Særlig stærkt står Rossings Eva, der ikke vil være sin sygdom, men bare være i nuet med sin elskede mand. Rossing fremstiller karakterens balance mellem kåd, fornægtende livsglæde og desperat vrede over skæbnen og andres forstilte empati: ”Lad være at spørge, hvordan jeg har det med den der stemme”.

Rummet er rødt og bart - fint reflekterende døden som grundvilkår - i starten kun oplyst af sæsonens topscorer inden for lysdesign: en elpære, her dog supperet med et neondisplay, hvor fortællernes navne og dele af deres beretning vises. Displayet bruges fint komplementært mod slutningen, hvor det skridt for skridt giver den kliniske beskrivelse af kroppens nedlukning, der spændes fint op mod spillernes ubehageligt diffuse orme-koreografi i rummet. ”Alt bliver sort”, lyder sidste neontekst, men nej, det ender hvidt med spillerne mere eller mindre villigt på stjernetæpper med en fin lille durmelodi under. Ullits Dahl har komponeret og er selv medspillende på scenen med sin elektriske guitar, hvis lyd han varierer imponerende og udtryksfuldt, så musikken fungerer som markant medskaber af de skiftende stemninger.

Døden er en enkel og velfortalt forestilling, der taler til både unge og ældre i et sprog, hvor både lyd, billede, sprog og bevægelse får lov at tale sammen.

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk