Aarhus Teater
Turne rundt i hele landet
Livingstones Kabinet leger scenekunsten frem
Interview med syrisk dramatiker
Aarhus teater
Østre Gasværk Teater
Fredericia Teater
Aarhus Teater
Skuespilhuset, Det Kongelige Teater
Bellevue Teatret
Betty Nansen Teatret
Teatret Svalegangen
Republique, Store Scene
Tivoli
Religion
Driver teaterbranchen intern censur?
konsekvenser for det danske teaterlandskab.
Interview med Efva Lilja
Den Anden
Den Anden
Grønnegårds Teatret
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Maria Lucia vandt Teaterpokalen
Det var LIVA der manglede
Nyd en dugfrisk dansk monolog

Egnsteater – i går, i dag og i morgen

I 2016 skal den nye egnsteaterlovgivning implementeres. Tidligere professor i dramaturgi, Jørn Langsted, har skrevet en forfaldshistorie eller analyse af, hvilke konsekvenser det vil få for det danske teaterlandskab.
Af Jørn Langsted

Få år efter at egnsteatre blev en kategori i teaterloven i 1979, blev de – og har siden været – en konstant pinsel for skiftende kulturministre, eller måske snarere for deres embedsfolk, der ikke kunne få pengene til at passe. Det var konstruktionen i teaterloven – at staten ville støtte med samme beløb som kommunerne inden for en maksimums beløbsram­me, den såkaldte fifty-fifty-ordning – der viste sig at blive for succesrig. Det, der var tænkt som en animering for at få kommunerne involveret i teaterpolitikken, endte med at animere for meget i for mange kommuner, set fra Finans- og Kulturministeriets vinkel. Det kom derfor i teaterpolitikken igen og igen til at dreje sig om forsøg på at få sat en prop eller en si i statstilskuddene til egnsteatrene.

I et generelt opgør med alskens refusionsordninger i teaterloven i 1990 røg også fifty-fifty-ordningen på lossepladsen. Men den blev så genindført i 1996, da det havde vist sig, at den variable (og stærkt dalende) statsrefusion, man indførte i 1990, gjorde det helt umuligt for kommuner og teatre at planlægge.

Budgetusikkerhed 

Efter at Brian Mikkelsen (kulturminister 2001-08) i flere omgange havde prøvet at få fifty-fifty-ordningen fjernet igen, så lykkedes det ved noget, der nærmest var et kup, nemlig gemt hen i en finanslovsaftale med Dansk Folkeparti, at ophæve ordningen igen i 2007 med virkning fra 2009. Og så skumplede det videre i de følgende år. Kommunerne blev forpligtet til at lave fireårige aftaler med deres egnsteatre med bl.a. angivelse af teatrets støtte år for år i den fireårige periode. Men kommunerne vidste ikke, hvor meget staten ville refundere. For det afhang af forholdet mellem den statslige, fastlåste bevilling til egnsteatre på finansloven og de samlede kommunale udgifter til de her teatre. Det betød i virkelighedens verden, at hvis en kommune besluttede sig for at oprette et egnsteater, så ville det medføre, at samtlige egnsteaterkommuner ville få mindre i refusion fra staten. Budgetusikkerheden var altså blevet flyttet fra staten til kommunerne. Nu handlede det ikke længere om at animere kommunerne til at drive teaterpolitik. Det handlede snarere om at få dem til at lade være, i hvert fald hvis staten skulle være parthaver. Animering var blevet ændret til afskrækkelse.

Og så gik det hele hen og blev gevaldig bureaukratisk. Først blev teaterloven, der nu kom til at hedde lov om scenekunst, ændret i 2012. Her blev det muligt at få mere i statsstøtte til egnsteatre, når de var flerkommunale eller fusionerede. Og dette med flerkommunale egnsteatre var tænkt sådan, at nabokommuner kunne gå sammen om driften af et egnsteater. Men det var formuleret på en måde, så driftige teaterfolk i en københavnsk omegns­kom­mune luftede ideer om, at én eller flere jyske kommuner da kunne blive parthaver i det omegnskøbenhavnske egnsteater, som så til gengæld kunne drage til den jyske provins to-tre uger om året. Det kom der godt nok ikke rigtig noget ud af, men det illustrerer meget godt, hvordan egnsteaterbestemmelserne i loven i takt med, at der strammes til, kontrolleres og evalueres, åbner for nye smuthuller til at lave kreative løsninger.

Mere forudsigelighed

Sluttelig kom der så en lovændring i 2014 for at give kommunerne mere forudsigelighed. Fra 1. januar 2017 skal alle aftaler mellem egnsteatre og deres kommuner indgås samtidig. Og eftersom aftalerne skal angive, hvor meget kommunen vil yde til det enkelte teater for hvert år i den fireårige periode, så kan man let regne sig frem til, hvor meget af kommunernes udgifter staten dækker (refunderer) år for år i hele den fireårige periode, vel at mærke, hvis finanslovene vedtages med uændrede beløb til egnsteatre. Og eftersom der ikke kan komme nye egnsteatre ind i ordningen på andre tidspunkter end hvert fjerde år, så skulle den sag være kringlet. Tingene bliver mere styrbare og regulerede både i Nybrogade og i kommunerne.

Et lille aber dabei er, at 12 af de 33 egnsteatre har aftaler, der først udløber efter 31. dec. 2016, og hvis det ikke lykkes at vride armen om på dem eller vel snarere deres kommuner, vil den endelige, store synkronisering og budgetmæssige forudsigelighed først kunne indtræffe 1. januar 2021. Og hvem ved, om verden, kulturpolitikken eller egnsteatrene står til den tid?

Tingene bliver altså mere stive. Fornyelse i antallet af egnsteatre sker hvert fjerde år og ikke på noget som helst andet tidspunkt, selvom Projektudvalget for Scenekunst under Statens Kunstfond på papiret kan være med til at starte egnsteatre i den mellemliggende periode – af udvalgets i forvejen hårdt pressede midler! Nok ikke synderligt realistisk!

Hertil kommer, at der skal kontrolleres og evalueres som ingen andre steder i dansk teater. Lovændringen bygger på en gevaldig mistillid til egnsteatrene og de involverede kommuner, sådan som tidligere lovændringer også har gjort det. Den centrale instans, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, er nu blevet det sted, hvor blåstempling af det, de går og hitter på i Nedre Bøvelse Kommune, skal finde sted.

Selvfølgelig er det rimeligt at sikre sig, at støtte til produktion af professionel scenekunst ikke anvendes til dilettant i Nedre Bøvelse. Men man savner måske lidt mere tillid i politikernes opfattelse af, hvad egnsteatre egentlig er. På den anden side giver kontrol og evaluering selvfølgelig jobs til folk i konsulentbranchen.

Slut med bredden ved egnsteatre

Det værste ved indskrænkningerne omkring egnsteatre er imidlertid følgende: Egnsteatre var oprindelig tænkt som kulturinstitutioner, der selvfølgelig producerede teater og lagde hus til gæstespil, men tanken var også, at de skulle indgå på alle mulige andre måder i egnens kulturliv. Det kunne være samarbejde med amatører, med andre kunstarter, med uddannelses- og andre institutioner etc. Men denne bredde i egnsteatrenes mulige opgaver er det slut med, hvis teatret også skal have statstilskud. Nu snævres der helt ind om professionel scenekunst. Og egnsteatrene er på vej til bare at blive nogle miniudgaver af alle mulige andre teatre. Faste institutioner, der skal producere kunst og i øvrigt ikke blande sig for meget i andet lokalt liv.

Det har ellers været karakteristisk, at egnsteaterparagrafferne i teaterloven har givet mulighed for en bred vifte af teatertyper. Børneteatret har en stærk base blandt egnsteatrene. Der er desuden eksperimenterende teatre (fx Odin Teatret og Cantabile 2), der er operaer og danseteatre og et musicalteater. Ordningen har givet mangfoldighed.

Når der strammes til, og når det fx kræver dispensation, hvis et teater ikke producerer mindst to nye forestillinger pr. sæson, så er det udtryk for ensartetgørelse og harmonisering, ikke for kunstens skyld, men for at gøre tingene overskuelige og administrerbare.

Egnsteaterordningen ændres ikke længere for at skabe god kunst eller for at sprede teatret geografisk og socialt. Ændringer motiveres med administration, regneark og forudsige­lighed.

En forfaldshistorie

Egnsteatrene kom i sin tid til verden, fordi to stærke visioner flød sammen. Der var en række teatergrupper, som ville et nyt, en anden slags teater, som ofte spillede for børn, som ville være tæt på publikum, og som savnede en fast støtteordning. Og der var en politisk vision – som en form for reaktion på Rindalisme og kulturkløft – om at decentralisere kunst- og kulturlivet, gøre det tilgængeligt for et geografisk og socialt bredt publikum. De to strømninger kunne mødes i en satsning på et lokalt forankret, men statsligt animeret, kunst- og kulturliv. Begge disse visioner har mistet pusten i den mellemliggende tid. Tilbage er der nogle institutioner, der på flere felter, fx ledelsesmæssigt og hos nogle også repertoire­mæssigt, er blevet miniudgaver af de store teatre, nogle institutioner, som det politiske system konstant nærer mistillid til, og hvis kvalitet evig og altid skal forsvares, og som søges kontrolleret, evalueret og overvåget.

Man kan læse det her som en forfaldshistorie. Det er det også. Men det er også historien om, hvordan gode viljer (de seneste ændringer i egnsteaterordningen er bl.a. båret igennem af teatrenes egen organisation) og administratorintentioner kan gå hånd i hånd og glemme det, det hele drejer sig om: kunsten og publikum.

 

Fakta:

Jørn Langsted (f. 1945), dansk cand.mag., tidligere prof. i dramaturgi ved Aarhus Universitet siden 1988, formand for Kulturministeriets Egnsteaterudvalg 1991-93, medlem af Teaterrådet 1992-95. Langsted har fokuseret på teatret i en samfundsmæssig sammenhæng og været igangsætter af den teater- og kulturpolitiske forskning i Danmark, dels med en lang række publikationer, dels som en flittig og skarp debattør.

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk