Artikel / juni 2015

Ein bisschen Spass muss sein

Herbert Fritsch på de tyske teatre
Mary Aniella Petersen

I løbet af sidste den sidste sæson kunne det danske teaterpublikum stifte bekendtskab med én af de tyske instruktører, som i disse år slår tonen an inden for scenekunsten. For kaster man et blik på listen over instruktørerne på de tyske teatre, er navnet Herbert Fritsch ikke til at komme udenom. Det vidner de seneste års invitationer fra Theatertreffen, der er noget nær tysk teaters svar på Oscaruddelingen, også om. Festivalen i Berlin har til opgave at præsentere de 10 mest bemærkelsesværdige iscenesættelser fra det tysksprogede område i den forgangne teatersæson, og i ikke mindre end de sidste 4 år i træk, har juryen udvalgt en opsætning af Herbert Fritsch. Undtagelsesvis udvalgte juryen hele to iscenesættelser til Theatertreffens program i 2011. Så hvem er denne instruktørkomet, som kan vække teaterlysten på ny, og hvis iscenesættelser går for fulde huse rundt om på de tyske teatre?

Late bloomer

Instruktøren Herbert Frisch er det man kan kalde en Late Bloomer. Først efter mange år som skuespiller, i særdelelseshed på Volksbühne i årene fra 1993 til 2007 under Frank Castorfs ledelse, kunne publikum opleve Herbert Fritsch i skelsættende opsætninger, altid parat til at gå til kropslige yderligheder, han tilførte nu energi til scenen med indlagte legende og udfordrende improvisationer og akrobatiske indspark. Nærmest ikonografisk står en berømt scene for denne helt særlige Fritsch'ske teaterleg, nemlig Frank Carstorfs opsætning af "Pension Schöller/Schlacht" fra 1994, hvor han i dragende samspil med Henry Hübchen trækker to levende pytonslanger op af en medbragt taske, og giver sig i kast med en slapstick, hvor han vikler slangerne om sig, så man som tilskuer ikke helt ved hvor mennesket slutter og dyret begynder. Typisk for skuespilleren Fritsch foregår denne indbyggede slange-lazzi som en sanselig leg, der har det klare sigt at drage og forføre tilskueren.

Herbert Fritsch er født i den bayerske by Augsburg i 1951. Pudsigt er netop denne by kendt for Fritschs kunstneriske modsætning, det politiske teaters grand old man: Bertold Brecht. Fritschs vej til teatret gik via Skuespilskolen Otto-Falckenberg-Skolen i München, og derefter slog han sine folder på bl.a. på teatrene i Heidelberg, Stuttgart og Hamburg, indtil han i 1993 blev til en del af ensemblet på det mest toneangivende teater i det nyligt genforenede Tyskland: Volksbühne Berlin. Her prøvede han kræfter med instruktør-koryfæer som teaterchefen Frank Castorf, instruktøren Dimitri Gotsheff og gesamtkunstperformeren Christoph Schlingensief i en tid, hvor teatret var optaget af at redefinere sig selv politisk, æstetisk og socialt. De store fortællinger i nye gevandter stod på teaterplakaterne, de krævede ofte lange teateraftner og blev sat i sceniske rum, der gengav en verden af rå materialisme: hvide plastikstole, spånplader og neon var noget nær den æstetiske devise. Allerede med sine første spæde forsøg som instruktør viste Fritsch, at han ville gå en anden retning med sit teater.  

En tur ud i provinsen - og tilbage igen

I 2005 sprang han ud som instruktør langt væk fra teatermetropolen i Berlin, nemlig i den schweiziske by Luzern, hvor han debuterede med Moliéres "Den gerrige". Derefter fulgte iscenesættelser på en lang række teatre i den tyske provins: Oberhausen, Schwerin eller Halle - senere kom større byer som Hamburg, Køln og Berlin til. Han slog for alvor sit instruktørnavn fast med iscenesættelsen af Ibsens "Et dukkehjem" ("Nora") i 2010 på teatret i Oberhausen, hvor han i bedste filmisk thrillerstil omformede Noras tarantella til en danse macabre i zombiland. I 2012 vendte han så at vende tilbage til åstedet, da han på Volksbühne i Berlin lod trampolin-springende skuespillere give sig i kast med komedien, som ingen ellers ville drømme om at sætte på plakaten, nemlig Franz Arnold og Ernst Bachs "Den spanske flue" fra 1913. Dog tilført et par parenteser, for på den måde af skilte med den indbyggede ordleg med "panisk" og "spanske": Die(s)panische Fliege. Efterfølgende tog han livtag med fluxsus-kunstneren Dieter Roths tekst "Murmel Murmel" fra 1974, der udelukkende består af gentagelsen af ordet "Murmel" på 170 tætskrevne sider. Denne ordrække kom til at danne et kompositorisk fundament for Fritschs opsætning, hvor spillerne kunne begive sig ud en i musikalsk, koreografisk dans med æstetiske elementer af farve, lyd og krop i en sanselig, akrobatisk leg. Teatret drejer sig ikke længere om teksten som betydningsbærende element, men her er en frisættelse på færde, også af skuespilleren, og hen mod et teater, der midt i et mylder af ord søger det non-verbale og retter fokus på kroppen. Her befinder slapstick sig på lige fod med Bauhaus rum- og teateræstetisk, i gakkede bevægelser møder Marx Brothers univers elementer fra den franske komiker Tati, og Fritsch går da heller ikke af vejen for at indlægge citater fra Victor Borges kendte sketcher.

   Det er i det hele taget kendetegnende for Herbert Fritsch, at han i sit teater både vender vrangen ud på klassiske tekster, eller gendigter et parallelt musikalske spor hen over dem, men også at han ønsker at grave glemte eller ukendte tekster frem fra litteraturens og kunstverdens gemmer. Han skyer ikke tekster, der i teatersammenhæng ikke betragtes som helt "stuerene". Operetter, gothic romaner eller trash film, er nogle af de genrer, han gør brug af. 

   Det er vigtigt at holde sig for øje, at man inden for den største del af tysk teater i udpræget grad befinder sig i dramaturgiens hellige haller. Selve udgangspunktet og omdrejningspunktet for denne form for teater er dramaturgien med det talte ord i centrum; det være sig produktionsdramaturgisk i forhold til de enkelte opsætninger, men også selve teaterinstitutionen, som i Friedrich Schillers arv står som "moralsk institution". Her placerer Fritschs teaterforståelse sig i en helt anden lejr, med det man kunne kalde en anti-dramaturgisk tilgang, og med et bevidst anti-realistisk tilsnit, der afviser teatrets som politisk megafon, som han selv siger: "det er jo det, jeg søger i teatret: at teatret har sit helt eget sprog, som står for sig selv, der er fjernt fra virkeligheden. Den, som ønsker at se virkeligheden blive reproduceret, fordi vedkommende åbenbart ikke kan mærke sig selv ude i virkeligheden, den person har jeg ondt af, jeg har ikke brug for den (...) jeg ved i al fald, at jeg ikke har brug for en dokumentarfilm for at vide, hvad der foregår i virkeligheden. Teatret skal være en anden verden, som vi dykker ned i. For måske omvendt på den måde få kraft at til at betragte virkeligheden endnu mere nøjagtigt." Fritsch søger og dyrker sit helt eget teatersprog, som ikke bestandigt er nødt til at "underkaste sig realismen", som han selv udtrykker det.

Det er rytmen, der giver mening

Herbert Fritsch vælger en helt særlig tilgang til sine opsætninger, hvor det hverken er ordet eller en egentlig udlægning af teksten, der har den centrale placering i arbejdet, men teksten omformes til en form for partitur, og spillerne opfordres i langt højere grad til at betragte sig som dansere, som gestalter ordet i rummet. Meningen, både i udlægningen af teksten, og også selve forestillingens udsagn, skal findes i forestillingens rytme. Her spiller Fritschs egen erfaring som skuespiller ind, da han i tilstrækkeligt mange år har oplevet, hvordan skuespilleren bliver "reduceret" til udelukkende at udtrykke teksten gennem tale. Én af hans centrale pointer er, at hans teater skal sætte spilleren fri, fri fra blot at skulle udtrykke sin kunst gennem formfuldendt tale. I stedet bliver det ekspressive fysiske udtryk, de sproglige, umiddelbare nonsenslege og de musikalske finurligheder til skabende elementer på lige fod med forestillingens tekst.

   Lige siden Herbert Fritsch begyndte at instruere, har han også været sin egen scenograf. Hans rum er også udtryk for samme ønske om at skabe rumlig frihed for spillerne. Rummene er befriet for al form for interieur, udtrykt gennem enkelte elementer og står klare til frit at boltre sig i. I "Den spanske flue" bestod scenografien i to spændstige trampoliner og et stort tæppe, mens han i sin seneste opsætning på Volksbühne i "Ohne Titel 1", valgte en gigantisk sofa som centralt element, hvor der var dømt fri leg for forestillingens spillere og sangere.

  Når man ser på al den energi, teaterleg og latterforløsning, som Herbert Fritschs forestillinger sender ud over scenekanten, må man ikke glemme, at der er tale om en frisættelse, der i lige så høj grad indbefatter publikum. Efter at det etablerede "Stadttheater" i Tyskland gennem længere tid har opdraget publikum til at lægge ansigterne i de mere alvorlige miner, når de sætter sig i plyssæderne, så er det med Herbert Fritschs teateræstetik i langt højere grad blevet tilladt at give frit løb for latteren, måske fordi Fritschs ikke står langt fra afgrunden og den menneskelige fortvivlelse. Men som det hedder i Robert Blancos berømte tyske schlager "Ein bisschen Spass muss sein...." 

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk