En ode fra gæsten

Scenekunsten set med ”Unge Øjne” er et nyt tiltag som Teater1 har sat i værk, og hvor vi giver et indblik i hvad der rør sig hos de fremadstormende unge indenfor scenekunst både i vækstlaget og det professionelle miljø. Artiklerne er skrevet af skribenter mellem 20-30 år, der alle er en del af vækstlaget.
Af Trine Godt Hansen

Skuespiller og instruktør Trine Godt Hansen har skrevet en tekst om at skide hul i, hvad man troede, man ville nå og i stedet tænke på, hvor langt man vil gå. Til trods for at hun både lider af storhedsvanvid og dårligt selvværd i en hård teaterbranche. Det er en tekst om at være lidt for fuld og mingle med et ukendt fjæs til premierefesten. Om at brænde dybt for sit fag, turde stå op for sig selv og drømme lidt om at være hende Marie Ville, eller hvad hun nu hedder.

»Lørdag aften, og gæst til endnu en premierefest, og ham jeg taler med, har jeg glemt hvorfra jeg kender, men jeg kender ham jo godt, siger han, og imens vi står på gaden og søber i en fad til 65, fortæller han, at han i går kom hjem fra optagelser i Tadsjikistan, og jeg siger, det skulle være et helt vildt sindssygt land, så du er så’n en rigtig verdensmand, og  jeg ryger en Kings nummer, jeg ved ikke hvor mange, og jeg prøver at charme denne fyr på 28, for i virkeligheden er jeg jo skide bange for ikke at præstere, som de ønsker, og for at indse at jeg er alt for pissegammel til ikke at vide, hvor jeg er om et år, og pludselig husker jeg en casters kommentar, da jeg ikke fik den rolle, om at jeg har lidt for tykke lår, den gik til hende den lange med det der naturbarns-look, kender du hende, jeg tror måske, hun har gået på AFUK, og hun lider i hvert fald ikke af dårlig mindreværdsfordøjelse, for så er det sgu også svært at be’ om lønforhøjelse til et liv, man ikke helt tør tro på, man er berettiget til, eller ved hvor ender, siger jeg.  Og han siger, kender du hende Marie Mille, nej Louise Ville, hende ligner du sgu lidt, og jeg siger, så ser du virkelig skidt.  Og jeg ændrer retning og siger, mit sind er jo slet ikke kodet til at kode alle de ting, jeg føler, jeg burde kunne kode, og inde bag min brandert kan jeg se, at han helst ønskede, jeg stoppede min frasefyldte ode. Så jeg griner, klapper ham på skulderen, og det er da skide flot ham, hvad han nu end hedder, blev nomineret, selvom jeg inderst inde føler, at den præstation gjorde mig æstetisk skamferet. Og jeg hører selv mit verbale udflåd og siger sorry, det var jo pisse flot gået, og skål på det, og jeg hælder min billige dåsebajer over i teaterets eget glas og ignorerer, at jeg føler mig fucking utilpas ved alt det her minglen og underforstået flirten. Og jeg ved, det er mig, den er gal med, for jeg vil jo i virkeligheden bare gerne være en af dem, de kendte vil stå tæt ved. Så jeg tyller mit glas, så jeg alligevel på trods af mit ukendte, ugenkendelige fjæs kan føle mig berettiget til, at jeg klikkede attend på face. Men jeg ved ikke, hvad jeg laver, og om jeg er helt alene med at føle mig udstødt og misforstået, og det, jeg har mest brug for, er sgu, at der snart er en, der siger det er sgu ok gået.  For selvom alle siger, det er en pisse hård branche, og hvis der er andet, du kan, bør du holde dig væk, men hvad skal man gøre, når det er alt, man er, og det eneste man vil, men at man alligevel ikke tør sætte alt på spil, når man som mig lider af storhedsvanvid og dårligt selvværd, så er det sgu svært ikke at blive mega sær. Og ja jeg forvirrer mig selv og har hang til dramatisering, og jeg ved godt, at jeg har gang i en verbal masochistisk masturbering. Men siden jeg var lille, har jeg haft noget på hjerte, som man siger, siger jeg, og jeg hører det udefra og hører det hult. Kan man nyde uden altid at skulle yde, og flosklerne flyder, og jeg står og pisse meget fortryder, at jeg ikke noget før turde stole på mig selv, for hvad skal jeg med alle de her ord, når det, jeg tror, ikke er noget jeg ved, og jeg må være ærlig og sige, at al den her konkurrence og de spidse skuldrer gør mig så pisse frustreret, og når jeg vågner søndag morgen, ville jeg igen ønske, at jeg var helt følelsesmæssig mumificeret, for i min verden har det jo intet med kunsten at gøre, og fyren ser træt ud, og jeg kan godt forstå hvorfor, jeg er sgu også træt, siger jeg, men vi laver jo alle sammen det samme, ikke sandt eller hvad, og vi brænder jo alle, som man siger, for det samme, og jeg ønsker sgu ikke at være en af de tamme, forstår du hvad jeg siger, siger jeg og råber. Det er sgu os, der er de værste tåber, for hvornår har jeg egentlig sidst anbefalet en ven, er det ikke noget med karma, og man får det hele igen, vi holder kortene for tæt til kroppen, det er sgu derfor vi aldrig når toppen. Og glasset er tomt og den billige dåsebajerpose tømt, og jeg ved sgu godt jeg fremstår lidt ømt, men fyren rykker tættere på, og jeg tænker, det måske er tid til at gå, og han siger, måske det er noget med samfundet, jeg føler mig i hvert fald pisse bundet. For vi er opvokset til at tro, vi kan det hele, og så kan det sgu være svært at dele, når tingene ikke går, som man ville, og jeg ville ønske, at jeg var Marie Mille, eller hvad hun hedder, og jeg siger, jeg er også bare så pisse dobbeltmoralsk og angst, når det går mig godt, tør jeg ikke engang poste det på face, det er jo sindssygt blæst, for tænk hvis jeg bliver gennemskuet, jeg er så træt af at føle mig underkuet – forstår du, hvad jeg siger, siger jeg. Vi skulle få fingeren ud og stå op for os selv og ikke bare tale alt ihjel. Han siger, du må sgu ikke blive en kliché, for dem er der ingen, der ringer til. Skid sgu da hul i, hvad du troede du ville nå og tænk mere på, hvor langt du vil gå. Og han giver Lars Mikkelsen en high five og forsvinder ind til festen, det er åbenbart muligt ikke altid at føle sig som gæsten. Og da jeg igen cykler hjem langs søerne, med Poul Krebs i ørerne, tænker jeg, at jeg måske er en smule kliché, men Krebs er sgu da en man ringer til, så råber jeg højt, og jeg håber, du hører det, jeg fucking laver en pagt med mig selv, inden jeg flår alt det smukke ved kunsten og mig selv ihjel.«

 

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk