Et lille skriv om mit skriveri

Scenekunsten set med ”Unge Øjne” er et nyt tiltag som Teater1 har sat i værk, og hvor vi giver et indblik i hvad der rør sig hos de fremadstormende unge indenfor scenekunst både i vækstlaget og det professionelle miljø. Artiklerne er skrevet af skribenter mellem 20-30 år, der alle er en del af vækstlaget.
Af Nadia Jasmin Nielsen

Tegn lige noget, bare hvad som helst… Så har jeg ca. tre mærkelige dyr, jeg kan fyre af: en giraf med selskabshat, som ligner en tro kopi af den, mit syv-årige selv tegnede. En larve i liggestol ved en palme osv. Men jeg tør ikke søge nye veje, nej det ville være for risky! Men de nye veje er jo ofte dem, der er spændende. Man har jo stadig sig selv med, når man går på de nye sten, så helt forskrækket behøver man jo ikke at blive!

Hvad har det med teatertekster at gøre? Det har en hel del med mit skriveri at gøre. Hvis nu nogen sagde: tegn noget inden for dette emne, så ville jeg være meget mere fri og finde på nye ting. Det åbner min fantasi at få grænser, og det gør det også, når jeg skriver. Min blyant får en skøn frihed, når der er nogle rammer. På det seneste har jeg skrevet en masse til teaterprojekter. Det er et godt forum til lidt livsfilosofi, og det er perfekt, for der er så meget, jeg undrer mig over:

»Det er mærkeligt med alle de tanker i en krop, der går rundt og køber mælk og laver surdej. Selvom vi er i lige præcis det øjeblik, vi er i, så rejser vi i tid med vores tanker og ord. Nogle gange tør vi så ikke kaste os ud i nuet, og nuet er jo lige ved at blive til fremtid, og så sker der jo aldrig noget!«

Når jeg får et emne, skriver jeg med hjertet, noget der har betydning for mig – hvad mener jeg mon om dette emne? Det er det bedste sted at starte, for det er umuligt at gætte, hvad, andre synes, er fedt at mene. Og så skriver jeg uden tanke på korrekte kommaer eller andet, bare derudaf. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive i hånden. Det er ganske charmerende og eventyrs-agtigt, men computeren er dog lidt mere fleksibel, og min hjerne arbejder altså ikke helt kronologisk af sig selv, så det er smart, at man kan skifte mening. I skulle se denne tekst, før jeg fik rettet i den!

Når jeg skriver, vil jeg helst beskrive ting på den mindst direkte måde muligt. Det bliver lidt et projekt i sig selv, hverdagen kender vi jo så godt, så der kan man altid trække teksten tilbage til, hvis det bliver for mærkværdigt. Jeg tænker meget over, hvordan jeg fortæller noget hverdagsagtigt fra en ny vinkel, måske ved at personificere et objekt, hvordan har koppen det mon med at blive drukket af? Stolt? Træt af altid at være den der bliver valgt til kaffe? Jeg synes, det er hyggeligt, når det er lidt fantasifuldt, blandet med det helt almindelige, så det hverken bliver for forudsigeligt eller for abstrakt.

Ofte roder jeg mig ud i at skrive noget om kærlighed eller det at være noget for hinanden.

»Jeg blev forelsket, fordi han gav mig en kiks. Han gav mig den allersidste kiks i sin pakke. Før har jeg kun mødt folk, der giver den øverste kiks af en nyåbnet pakke, eller låner deres paraply ud i solskin«.

En anden ting, jeg prøver at holde fast i, er, at jeg altid skriver mig selv eller rollen, jeg spiller, som den der ikke kan hitte ud af noget.

»Det er ligesom om, hver gang jeg prøver at være en lille smule ’in’, så slår min tunge fuldstændig knude på sig selv, og en myretue har åbenbart besluttet sig for at danse jazzballet i maven på mig, liige når jeg skal sige noget helt casual… Det er mærkeligt, man kan tænke så meget og sige så lidt!«

Jeg forestiller mig, at det giver publikum lidt ekstra plads til selv at undre sig eller genkende noget i den forvirrede person på scenen, i stedet for at pege fingre af dem.

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk