Anmeldelse / november 2014

IMPOSSIBLE

Spilleperiode: 22. november – 20. december 2014. Man-fredag kl. 20.00, lørdag kl. 17.00
Spillested: Husets Teater
Idé/instruktion/scenografi: Edward Lloyd Pierce
Dramaturgi: Simon K. Boberg
Live video- og lyddesign: Turpin Napoleon Djurhuus og Jes Theede
Medvirkende: Mia Lerdam og Mads Wille
Af Anne Liisberg

Husets Teater præsenterer med IMPOSSIBLE en lille poetisk perle af en scifi-stumfilmteaterforestilling. IMPOSSIBLE er inspireret af myten om Orfeus og Eurydike, og titlen refererer vel både til den umulige kærlighed til den afdøde elskede og til umuligheden af at hente hende tilbage. Især når man som Wille ikke skal til Hades, men til månen efter hende, og må klare sig med et helikopterlignende fartøj, der på bedste rumfilmvis eksploderer, så han vægtløs svæver i rummet blandt forestillingens få, men signifikante objekter, inden han lander i blødt månelandskab og kortvarigt forenes med sin elskede. Kom igen Gravity og alle moderne forgængere, kan man roligt sige. Med helt enkle midler skabes de mest rørende, intense og overbevisende billeder af en rejse på trods og glødende kærlighedslængsel ud i himmelrummet og dybt ned i havet, inden månen langsomt opsluger kvinden og for sidste gang sænker sig bag den ulykkelige elsker.

I den ene side af scenen har vi manden og kvinden (Wille og Lerdam), en briks og en lænestol. Bagscenen domineres af den skærm, hvor filmfortællingen udspiller sig, og i modsat side finder vi teknikerduoen Djurhuus og Thede, der i et kontrolrum af typen den-gale-opfinder-kontor styrer rumskibet eller den hyper-avancerede afvikling af forestillingen, om man vil. Den legende metode med (gen)skabelse af filmsekvenser ved hjælp af forhåndenværende rekvisitter ligner den, Fix & Foxy anvendte i deres teaterversion af Triumph des Willens i foråret, men IMPOSSIBLE skaber et både mere rent og mere surreelt univers med sin rent ud blændende opfindsomme brug af især dobbelt- og multieksponeringer, der samtidig integrerer referencernes kornede filmunivers med moderne teknologi.

Trods forestillingens mange filmhistoriske og mytiske inspirationskilder fortælles kærlighedsmødet og dets pludselige endeligt ved kvindens død nemlig gennem billeder på mandens smartphone, der levendegøres, når situationer via greenscreen-teknologi eksponeres indover – så vi altså samtidig ser spillerne agere det, vi ser på skærmen. Det lyder måske kluntet. Det er det ingenlunde. Lerdam og Wille arbejder dybt koncentreret med de mange rekvisitter og kameraerne og formår både at få det til at se legende let ud og mere væsentligt: at formidle den grundlæggende historie om kærlighed, tab og savn til og efter døden. De spiller meget af tiden liggende med de koreografiske udfordringer, det naturligvis medfører, men selvom vi ser dem ligge og sprælle, tror vi stadig på, at de lige er sprunget ud fra månen, for det ser vi jo helt filmforførisk på skærmen.

Forførende er også den enkle, men imponerende gestaltning af rumskibet ved hjælp af legetøj og stjernekaster dobbelteksponeret med Wille i styrthjelm og lænestol, der refererer til enhver bedaget scifi-films udstyr, men samtidig også er et fint eksempel på rekvisitternes multifunktion, hvor en paraply er en paraply, men også en satellit og en faldskærm. Det er teaterfantasi og -forførelse, når det er bedst.

IMPOSSIBLE skaber et surreelt drømmeunivers, der kan få både film-buffen og oldkundskabslæreren til at gnægge fornøjet over referencer i kø, men som samtidig helt krystalklart appellerer til både store og små med sin fantastiske billedunivers og bevægende fortælling.

 

Se klip fra forestillingen her

Se en af inspirationskilderne Le Voyage Dans la Lun by Georges Méliès her

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk