Anmeldelse / maj 2017

International Performance Art Festival 2017

Spillested: Warehouse 9
Spilleperiode: D. 26. april – 30. april
Medvirkende: Anna-Stina Treumund (EE), Viljami Nissi (FI), Teemu Mäki (FI), Kris Grey (US), Karen Nikgol (NO/IR), Amanda & Ofinja (FI), Diana Roncevic (HR), Gry Tingskog (SE), Sildenafil Fairy (HU), Eugen Jebeleanu m. Florin Caracola (RO), Dj duoen Cockwhore & Macho, Karen Vedel (DK)
Kuratorer, fundraisere og arrangører: Emma Møller, Gritt Uldall-Jessen, Jørgen Callesen
Af Mette Garfield

På Warehouse 9’s årligt genkommende Internationale Performance Art Festival, der viser queer relateret kunst og dermed oftest performance med transformation som et omdrejningspunkt, blev transkønnede personers manglende rettigheder og svære livsvilkår meget passende særligt behandlet i år.

I alle andre lande i verden undtagen Danmark siden januar 2017 betegnes transkønnede (personer, der ikke identificerer sig med det køn de har fået ved fødslen) nemlig med diagnosen Gender Identity Disorder. At være transkønnet bliver altså betragtet som en psykisk lidelse, hvilket tidligere også været tilfældet for homoseksuelle.

Og i 12 europæiske lande er det fx ikke muligt for transkønnede at få ændret billede og kønskategori i deres pas.

Amerikanske Kris Greys performance lecture Body Dialectic var nok en af festivalens bedste udtryk. I værket fortæller Grey sin egen personlige historie som transkønnet; han får samtidig informeret, underholdt og charmeret sit publikum. Han skifter tøj, danser og står til slut helt nøgen på scenen. Den dramaturgiske opbygning er som et traditionelt striptease eller burlesque show. Performeren klæder sig af, klædningstykke for klædningstykke og afslører til sidst sin krop. Kris Grey gør det på en særlig afslappet måde, uden sensation og provokation, så performancen i stedet bliver intim, demokratisk og informativ, et rum for dialog, i modsætning til et sensationshungrende freakshow. Publikum får lov at genkende og spejle sig i den transkønnede Greys erfaringer. For mange mennesker oplever at blive stoppet i paskontrollen, måske ikke pga. af deres seksualitet og køn, men pga. fx etnicitet, religiøse overbevisning eller oprindelsesland, ligesom mennesker af alle seksualiteter og køn hver dag oplever at blive diskrimineret, oplever de klassiske binære kønsopfattelser som hæmmende spændetrøjer.

Derfor afklæder Kris Grey sig ikke kun fysisk i sin performance. Det er ikke hans nøgenhed og skæggede, behårede krop med kvindelige kønsorganer, som er det mest væsentlige for fortællingen. Det er derimod afklædningen eller dekonstruktionen af den traditionelle binære kønsopfattelse. Let, elegant og reflekteret piller Kris Grey den fra hinanden i den velstrukturerede performance. Så publikum forstår og føler de begrænsninger denne binære tænkning medfører. Og så står Kris Grey nøgen på scenen som et klart fysisk håndgribeligt eksempel på, hvor komplekst og facetteret køn kan være.

Anderledes rørende var performancen She’s a Good Boy af Eugen Jebeleanu og med Florin Caracola fra Rumænien. Her indgik høns, høje hæle, sang og den hjerteskærende historien om den transkønnede Rodicas transliv i et rumænsk landdistrikt. Hendes liv indebar ikke kun diskrimination, vold og prostitution men også passion og omsorg særligt fra beboerne på landet. She’s a Good Boy ville muligvis have haft godt af en dramaturgisk opstramning, måske at sløjfe metaplanet, som kunne virke prætentiøst.

Transkvinders udsatte liv blev også behandlet i den finske danseduo Amanda & Ofinja Sexpectations – The Trans and Queer Diaries 1. Her blev et porøst, hyperseksualiseret og transformerende univers danset, lipsync’ed og performet frem; et randunivers præget af gentagende vold og overskredne grænser, men også enkelte momenter med venskab og ømhed.

Den sidste performance, der her skal nævnes er den ungarske duo Sildenafil Fairys humoristisk og legende Eye Candy. Duoenindtog Warehouse 9s galleri kun iført slik på ansigt og krop. De to mænd åd herefter slikket på hinandens kroppe med mere og mere glubende appetit. De dansede en romantisk og altfortærende dans med hinanden til storladen patetisk musik. En munter kritisk kommentar til klassisk teaters opera og ballet, men også et smukt, skægt og anderledes romantisk udtryk for et parforhold, hvor man ikke kan få nok af hinanden.

I programmet var derudover som vanligt flere artist talks, hvor kunstnerne kom til orde, og publikum blev inddraget i dialogen. Og som et nyt tiltag var kunstnerne Gry Tingskog, Amanda & Ofimja og Viljami Nissi blevet en del af festivalprogrammet på et open call rettet mod upcoming kunstnere i de nordiske og baltiske lande. Måske en fastere defineret ramme for kurateringen kunne være et nyt tiltag for kommende festivaler?

Warehouse 9’s Internationale Performance Art Festival var igen i år et indblik i nogle af de nyeste udtryk indenfor queer og kønsrelateret performance; programmet var varieret sammensat af dans, udstilling, lectures og hybridformater og sprængte altså ikke kun de traditionelle grænser for køn og kroppe, men også for scenekunst.

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk