Aarhus Teater
Turne rundt i hele landet
Livingstones Kabinet leger scenekunsten frem
Interview med syrisk dramatiker
Aarhus teater
Østre Gasværk Teater
Fredericia Teater
Aarhus Teater
Skuespilhuset, Det Kongelige Teater
Bellevue Teatret
Betty Nansen Teatret
Teatret Svalegangen
Republique, Store Scene
Tivoli
Religion
Driver teaterbranchen intern censur?
konsekvenser for det danske teaterlandskab.
Interview med Efva Lilja
Den Anden
Den Anden
Grønnegårds Teatret
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Maria Lucia vandt Teaterpokalen
Det var LIVA der manglede
Nyd en dugfrisk dansk monolog

Kaldet

Spillested: Aarhus Teater
Spilleperiode: Til 17. december
Tekst: Astrid Saalbach
Iscenesættelse: Victoria Meirik
Scenografi: Rebekka Bentzen
Lys: Kim Glud
Lyd: Ise Klysner Kjems
Medvirkende: Christian Hetland, Inge Sofie Skovbo, Mette Døssing, Mikkel Becker Hilgart, Kim Veisgaard, Anne Plauborg
Af Lene Grønborg Poulsen

le="font-size: 12px;">Et lille rum med otte stole og et stemningssættende ovenlys. Et enkelt og stærkt startbillede. I forestillingen Kaldet på Aarhus Teaters Studio Scene, har Victoria Meirik iscenesat dramatiker Astrid Saalbachs tekst Kaldet. Her møder vi den seende Rune, it-nørden, der bliver ansat i et callcenter, hvor der kun arbejder blinde. Med deres nærværende stemmer tilbyder de alt fra medlemskaber af politiske partier til strøm og små nuttede og forladte orangutangunger. Her bliver knaldtilbud og aflad solgt per telefon. Og midt i det hele står Rune. Fortabt, seende og alligevel blind. Selvom han kan fikse computere, gå hvorhen han vil og gemme sig for de blinde kollegaer, har han alligevel behov, som ikke bliver opfyldt.

I stykkets bedste scener arbejder tekst, lyd- og lysdesign sammen om at skabe en forvirring, der gør det svært at afgøre, hvad der sker i virkeligheden, og hvad der foregår inde i Runes hoved. Har de blinde virkelig et hemmeligt sprog, som han ikke forstår? Og er han et forfulgt og jaget bytte eller en paranoid og skizofren egoist?
Men i de fleste scener opstår denne dobbelthed desværre ikke, og vi skal igennem mange lange samtaler i callcenteret om bifigurers liv og problemer, som ikke synes egentlig væsentlige for handlingen, og som ikke følges op.


Ord af Saalbach
Astrid Saalbach slog igennem som dramatiker i 80’erne og 90érne, hvor hun med sine surreelle, drømmende og symbolske verdener pegede kritisk på strømninger i tiden. I 2014 røg hun dog ind i en polemik omkring hendes stykke Frisørerne, som Folketeatret nægtede at spille, og som siden fik premiere på TeaterFår302. Efterfølgende udgav hun nøgleromanen Klapperslange, der kan ses som en kritik af den danske teaterbranche. Heldigvis har hun ikke opgivet teatret, og Astrid Saalbach er tilbage på Aarhus Teater med ord til scenen.
Og hun kan stadig skrive og dreje en dialog, så den lykkes og rammer i maven. Små korte sætninger bliver skudt afsted ud i rummet. Men det er som om, at det ikke helt rammer niveauet fra tidligere udgivelser. Nok er det et symbolsk og skævt miljø, vi træder ind i, men vi er ikke i nærheden af at mærke afgrunden som i Verdens ende fra 2003. Og selvom meningsløsheden er til stede, rammes vi ikke i mellemgulvet som i den montageprægede Morgen og aften.
Tematisk arbejder stykket med modsætningsforholdet mellem de blinde og de seendes verden – om at være en del af noget eller stå helt alene i verdenen. Men tematikken bliver næsten for banal, for gennemskuelig, og det føles trættende, når vi hele tiden bliver mindet om, at de blinde kan se og de seende er blinde. Forestillingen er kategoriseret som en thriller, og vi når da også momenter af suspense, skabt gennem især et godt lys- og lyddesign, men egentligt spændingsskabende bliver det ikke.
På skuespilsiden er det især skønt at se Christian Hetland og Anne Plauborg som henholdsvis Rune og den blinde pige, han forelsker sig i, hvilket også er de to roller, der på manuskriptsiden har fået mest at arbejde med. De veksler imponerende mellem glæde, vrede, forelskelse og selvpineri i både den ydre og indre verden.
Selvom forestillingen ikke rammer helt i plet, så kan man kun håbe på at se mere til Astrid Salbachs ord og universer på scenen i fremtiden. For hun kan skrive, så scener og uforklarlige fornemmelser, sætter sig fast i kroppen i flere dage. Som når Rune står med en vens blinde og kunstige øjne i hånden, og kigger vredt og misundeligt på dem. Det er både trist og væmmeligt.
Desværre er der bare for få af sådanne øjeblikke i forestillingen.
 

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk