Anmeldelse / november 2013

MADE IN INDIA

Spilleperiode: 16-24. oktober 2013. Hverdage kl. 20, lørdag kl. 17, søndag kl. 15 og 20. 19 og 21/11 ligeledes kl. 11. Forestillingen indgår i filmfestivalen CPH:DOX
Spillested: GROB
Co-produktion mellem Global Stories, Odense Teater og Riksteatern (SE)
Ide og iscenesættelse: Ditte Maria Bjerg
Research: Amrita Pande
Tekst: ensemblet
Dramaturgi: Sandra Theresa Buch og Tanja Diers
Scenografi og video: Filippa Berglund
Medvirkende: Amrita Pande og Nanna Bøttcher
Af Anne Liisberg

Global Stories har siden 2009 skabt researchbaseret scenekunst, der med afsæt i internationale problemstillinger ønsker at gå i dialog med sine tilskuere og styrke deres orientering som globale medborgere. MADE IN INDIA handler således om indiske rugemødre. Forestillingen er baseret på sociologen Amrita Pandes ph.d. afhandling om rugemødre på Dr. Patels Akanksha Infertility Clinic i Anand, Indien, som det kunstneriske team også har besøgt.

I første del følger vi Amritas feltarbejde på klinikken via hendes autentiske noter og lyd- og videooptagelser af interview og stemningsbilleder med rugemødre, ansatte og kunder på klinikken. Foran lærredet gennemspilles forskellige situationer af Amrita selv og Nanna Bøttcher. Den meget dokumentariske stil står til dels i vejen for indlevelse i karaktererne, men giver netop derfor mulighed for at holde hovedet en anelse koldere og ikke omgående forfalde til ensidig fordømmelse af det udnyttelsesforhold, som rugeriet uomtvisteligt er. Forestillingen formår faktisk at komme godt omkring mange aspekter, der nuancerer den enstrengede kolonisationsfortælling.

Vi møder den vestlige kvinde, der brændende ønsker sit eget barn, og vi hører om de fordele, rugemødrene kan have af projektet, der giver dem 5 års løn for 9 måneders arbejde. Vi hører naturligvis også, at klinikken tjener tæt på det firedobbelte. Spillerne holder en let tone og metakommenterer løbende på skuespil og vinkler, men trods letheden står emnets tyngde klart, af og til hjerteskærende klart, når vi overværer de smertefulde inseminationer eller lytter til rugemødrenes kvaler over babyernes fremtid hos de vestlige forældre. Kun i få tilfælde holdes kontakt mellem rugemoren og aftagerfamilien.

I anden del giver Amrita Pande et kort overblik over sine forskningsresultater og hvilke veje, hun ser for en global håndtering af fertilitetsindustrien. For, som hun tørt konstaterer, teknologierne er kommet for at blive. Så selvom man vel altid kan diskutere, om det er en ret at få sit eget barn, kan fordømmelse og forbud ikke hjælpe den fattige kvinde, der får en mulighed for at tjene penge, der kan give hendes egne børn en bedre tilværelse. Efter oplægget er der Q&A, hvor Amrita stiller op i karakter som hhv. Dr. Patel og rugemoren Puja og til sidst som sig selv. Spørgeseancen fungerer efter en lidt tøvende start overraskende godt – især giver Dr. Patels uvillighed til at oplyse sin del af den økonomiske kage og Pujas vrede reaktion, da hun spørges, hvad hun ville sige til, at hendes egen datter blev rugemor, gør indtryk ud over den ellers faktabaserede fremstilling. For selvfølgelig skal Pujas datter ikke være rugemor. Puja gør det jo kun selv for at give datteren mulighed for en uddannelse og en ordentlig mand.

MADE IN INDIA er en rigtig gedigen forestilling, der taler både til hjernen og hjertet. Indien skabes i teaterrummet via lugte, lyde, sarier og rugemødrenes broderier, der hænges op i pausen. Refleksion ud over sort/hvid skabes via Amritas nøgterne noter og konklusioner. Indlevelse skabes af billederne af de ventende, gravide kvinder og i interaktionen mellem scene og sal. Emnet er komplekst og formen anderledes, men det bliver et fint match, der rejser spørgsmål og kalder på handling. En god appel til vores alles globale ansvar og en påmindelse om, at teatret ej blot er til lyst.

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk