Anmeldelse / december 2014

Mefisto

Spilleperiode: 3. december - 18. januar 2015. Ons-fredage kl. 20, lørdage kl. 16 og søndage kl. 15.
Spillested: Betty Nansen Teatret
Instruktion: Peter Langdal
Manuskript: Ariana Mnouckine efter roman af Klaus Mann
Scenografi: Ashley Martin-Davis
Medvirkende: Olaf Johannessen, Stine Stengade, Iben Hjejle, Cecilie Stenspil, Kristian Halken, Anders Juul, Christiane Gjellerup Koch, Morten Eisner, Mikkel Kaastrup-Mathew, Jens Jacob Tychsen og Line Kromann
Af Anne Liisberg

Mefisto er baseret på Klaus Manns nøgleroman af samme navn fra 1936, der portrætterer Manns tidligere svoger Gustaf Gründgen, hvis karriere blomstrede under nazismen bl.a. med glansrollen som Mefisto, som Mann naturligvis bruger som symbol for Gründgens pagt med nazismen, dvs. Djævlen. På FÅR302 blev Gründgens historie tidligere på året fortalt som hovedpersonens selvopgør lige før døden med en stærkt spillende Pauli Ryberg i Lucas Svenssons glimrende monolog Sympati for Djævlen.

I Betty Nansen Teatrets Mefisto i Ariana Mnouckines dramatisering af romanen, hvor Gustaf Gründgen er omdøbt til Hendrik Höfgen, er der fokus på både individ og kollektiv, bl.a. fordi forestillingen bærer præg af, at den er baseret på en roman. Der er mange karakterer og storylines, men det lykkes faktisk forbløffende godt at holde de enkelte figurer adskilt, selvom de fleste spillere har mindst to karakterer at jonglere med. Det er et stjernespækket cast, hvor alle spiller på meget højt niveau, og selvom Johannessens Höfgen-karakter selvfølgelig står centralt, er Mefisto altså i høj grad en ensembleforestilling om en tid, hvor fællesskaber blev opløst og den enkeltes moral sat på prøve. Höfgen fremstår også i denne forestilling som den opportunistiske livsløgner, men hans valg nuanceres fint af de øvrige skæbner i det lille teaterkollektiv, der sammen med Mann-familien (i forestillingen kaldt Brückner) danner ramme om de menneskelige og moralske spørgsmål.

Den revolutionært-avantgardistiske lille kabaretscene Stormfuglen, hvor teaterfolkene i starten udlever deres socialistiske drømme ved siden af deres faste arbejde på provinsbyens teater, bruges især til at fortælle den store historie i et karikeret univers. De enkelte numre er samtidig svært underholdende i egen ret, måske især Stenspil og Hjejles kost-og-spand-koreograferede og kapitalismebashende maskinstormerduet. Aktiviteterne på Stormfuglen fremstiller dermed også på en både intelligent og underholdende måde nogle af kunstens evige dilemmaer: skal kunst stå uden for samfundet eller angribe det indefra, skal kunst være direkte aflæselig som et flyveblad eller er kunstens særlige force tværtimod dens iboende æstetiske transformationspotentiale?

Mefisto abonnerer på det sidste synspunkt. Allerede i åbningsbilledet ved vi, at vi er i et stiliseret univers. Scenen forekommer mere end almindeligt skrå og vores perspektiv er bagfra; vi ser spillerne modtage applaus med ryggen til os. Martin-Davis’ scenografi er fleksibel og detaljeret med både minimalistiske gademiljøer, klaustrofobiske spejlkabinetter, forblæste jernbanebroer og forskellige scenemiljøer. Han tegner med få virkemidler og et ikke-naturalistisk udtryk tidsperioden op, og skaber samtidig diffuse og mangetydige drømmebilleder, der udvidende adresserer tidens dilemmaer.  

Teksten er ganske nutidig og mundret, men fungerer sømløst ind i den solide etablering af et 1920’er-dekadent Tyskland med bl.a. en overdådigt velspillende Tychsen i et side-kick som drag-diva, Stenspil og Hjejle i koket og sensuel homoerotisk scene, og tidstypiske sange som Stenspils sødmefyldte foredrag af Dietrich-signaturen Ich bin von Kopf bis Fuss aus Liebe eingestellt.

Langdal har ramt en meget velfungerende og forførende, stiliseret spillestil inspireret af kabaretens univers med et let touch af både Verfremdung, isnende rørende scener mellem nazismens tabere og et særligt danseunivers, som især knyttes til Höfgen-figuren. Johannessens danse foran spejle, i senge og med lyskegler tegner ordløst, men præcist billedet af en ambivalent karakter spændt ud mellem selvglæde og skam, mellem opportunisme og indsigt. ”Jeg er jo blot en skuespiller”, lyder hans slutreplik, der atter indrammer forestillingens centrale spørgsmål: er kunsten/kunstneren kun forpligtet på sig selv eller skal den/han engagere sig samfundsmæssigt?

Mefisto er lang og kunne have været strammet en smule, men det ændrer ikke på, at det er en gedigen, meget velspillet og meget underholdende forestilling, der henvender sig til både øjet, hjertet og refleksionen med sin fremragende fremstilling af en historisk periode, der fremkaldte både det bedste og det værste i mennesket.

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk