Anmeldelse / november 2014

Men lever man?

Spilleperiode: 2-22. november 2014, man-fredage kl. 20, lørdage kl. 17. Derefter 25. november-6. december på Aarhus Teater
Spillested: Teater V
Frit efter Shakespeares Stormen
Instruktion: Lydia Bunk
Scenografi og kostumer: Nadia Nabil Korsbæk
Kostumer: Hanne Mørup
Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Komponist: Peter Kohlmetz Møller
Lyd: Todd Sarfanez, Morten Frank
Medvirkende: Mads M. Nielsen, Camilla Bendix, Ellen Hillingsø, Peter Reichardt, Mette Kolding og Pelle Koppel
Af Anne Liisberg

“We are such stuff as dreams are made on, and our little life is rounded with a sleep”, lyder citatdelen af Prosperos centrale replik i Shakespeares Stormen. En tekst, der adresserer flere af hans grundtemaer. Dels fremstillingen af menneskelivet flygtigt som en drøm – som en teaterleg – alt er forgængelighed og kun tiden bestemmer, om livet havde en betydning. Dels magtens betydning. Magten, der drager og bedrager.

På Teater V bruges Stormen som ramme for en afsøgning af livets mening og meningsløshed. Eller måske mere præcist af den tomhed, der kan opstå midt i livet, hvor vi har opnået – om ikke alt, så dog en del – og alligevel leder famlende efter den lykke, der måske aldrig skal fanges, men ligesom os er gjort af samme stof som drømme. Eller fordi – som forestillingen selv antyder - vores banale, menneskelige dumhed, der indvikler os i magtspillets labyrintiske irgange, står i vejen for lykken?

Men lever man? er en midtvejsforestilling, tænkt som midten af en trilogi, der tog sin begyndelse med Line Knutzons Først fødes man på Aarhus Teater for 20 år siden. Teaterchef Koppel har samlet sit gamle teaterskolehold og gør status over livet, som det ser ud, når halvdelen er passeret. Det er ikke kønt, ikke særlig lykkeligt og ret svært tilgængeligt i tyske Bunks udfordrende iscenesættelse. Teater V er aldrig bange for at tage en chance og i denne tager de en stor. Man kan dårligt forestille sig to mere forskellige bud på en Shakespearefortolkning end sidste uges grinebider af en turbo-Shakespeare på Bellevue Teatret og denne tekst- og tanketunge, sfæriskdrømmende og billedskønne dramatisering af menneskelige grundvilkår.

Korsbæk transformerer skibsforliset i Stormen til indersiden af et skibsskrog i havsnød, så vi både er på øen og midt i forliset på samme tid. Alt er lidt skævt, lidt sløret, og spillerne glider, falder, vælter rundt i denne klaustrofobiske skibsmave, billedet på livet – og samtidig den visuelle gestaltning af det drømmeunivers, vi er hensat i. Bag lågen i skibsbiblioteket finder vi på skift Prosperos mange bøger, en japansk have og den dårende, yndefulde Miranda, Prosperos kærlighedssyge datter. Intet er, hvad det synes i dette univers, der dog hele tiden fyldes af ord, gentagelser, flere ord. Messende, nynnende, hviskende. Ord, ord, ord, der dog kun i øjeblikke skaber orden i det udflydende univers, hvor alt er ved at gå under, går i ring – bedst symboliseret ved tebordets gang over scenen. Først med Koppels uhyggelige tjenerpersona Stephano som fører, siden som en pinball i slowmotion ført af Nielsens Janushovede diktator/slave-karakter Caliban, for endelig at danne midtpunkt i det afsluttende fælles talekor med tekop, hvor alle karakterer reciterer deres kernereplikker og måske i kakofonien rammer et kort lykkepunkt af menneskelig sameksistens. Hver for sig, men sammen.

Forestillingen spænder over bjergtagende, suggerende skønne drømmebilleder og modsat langstrakte sekvenser, hvor ordstrømmene truer med at overmande tålmodigheden. Hillingsøs autoritative og retorisk bimlende stærke fremstilling af magtspilleren Prospero gør indtryk, også i dance macabre med Reichardts katatonisk martrede Antonio. Spillestilen tangerer generelt det melodramatiske, hvilket fungerer bedst for Bendix’ sødmefyldte Miranda, der danner en vidunderlig kontrast til de tungere, sorte karakterer – som et helt andet udtryk for den meningsløse jagt på lykken. Mindre godt fungerer bl.a. Koppel og Nielsens fuldemandsscene, der nok har sine momenter i sin stumfilmsagtige, gentagende insisteren på forbrødrende fornedring, men også – for mig – bliver et billede på forestillingens problem med at få afsluttet og stå rent. Scenen er lang, men ikke lang nok til at udgøre en udmattelsesstrategi, der kunne fæstne den følelse af meningsløs løben efter mening, som den kunne repræsentere.

Men lever man? er en montage af brudstykker af Stormen, bidder af andre Shakespeare-dramaer og filosofiske tekster. Det kunne være prætentiøst. Det er det ikke, men det er en voldsomt krævende tekst og stil, der arbejdes med, hvilket imponerer, men også irriterer og trætter i de mindre skarpe sekvenser. Der er meget, der lykkes, og en del, der vil blive spillet på plads efter et par forestillinger. Man bør unde sig en tur i denne drømmemaskine af en helt særlig aftapning.

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk