Aarhus Teater
Turne rundt i hele landet
Livingstones Kabinet leger scenekunsten frem
Interview med syrisk dramatiker
Aarhus teater
Østre Gasværk Teater
Fredericia Teater
Aarhus Teater
Skuespilhuset, Det Kongelige Teater
Bellevue Teatret
Betty Nansen Teatret
Teatret Svalegangen
Republique, Store Scene
Tivoli
Religion
Driver teaterbranchen intern censur?
konsekvenser for det danske teaterlandskab.
Interview med Efva Lilja
Den Anden
Den Anden
Grønnegårds Teatret
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Maria Lucia vandt Teaterpokalen
Det var LIVA der manglede
Nyd en dugfrisk dansk monolog

Ødipus og Antigone

Spilleperiode: 24. september-14. december 2016. Alle dage 19.30, dog lørdag 1/10 kl. 15 samt 8+15/10 kl. 17.
Spillested: Skuespillerhuset, Det Kongelige Teater
Gendigtning: Niels Brunse
Iscenesættelse: Elisa Kragerup
Scenografi og kostumer: Maja Ravn
Lysdesign: Åsa Frankenberg
Lyddesign: Jonas Vest
Koreografi: Signe Fabricius
Komponist: Jeanett Albeck
Medvirkende: Peter Christoffersen, Tammi Øst, Maria Rossing, Sicilia Gadborg, Peter Plaugborg, Mads Rømer Brolin-Tani, Karen-Lise Mynster, Simon Bennebjerg, Marie Dalsgaard, Lila Nobel, Rasmus Fruergaard og musiker Tore Nissen
Anne Liisberg

Klassikerfortolkninger kan knække halsen på selv de bedste intentioner og ender nemt i støvet pligtvandring gennem versefødder eller modsat i forceret aktualisering. Ingen af delene vinder nyt teaterland. Hvor er det derfor en udsøgt fornøjelse at se Skuespilhusets nye ensembles pivmoderne, topæstetiske, velspillede og vedkommende fortolkning af hele to klassiske, græske dramaer i Ødipus og Antigone.

I Ravns smukke dystert-støvede scenerum isprængt guldstrejf og fyldt med stole sidder Iokaste ene med sin klynkende baby, gråden stiger, det er hendes egne tårer, bylten er tom, barnet er borte.

Babyen er jo Ødipus, der blev sat ud for at dø, da det var spået, at han skulle dræbe sin far og ægte sin mor. Ødipus forlader sit barndomshjem for at undvige denne skæbne, men den går ikke i græske dramaer, så uvidende om sit sande ophav går Ødipus tværtimod skæbnen i møde og nedkalder blodskammens evige skyld over sig selv og sine børn.

Er skæbnetro og nedarvet skyld aktuelle emner i Danmark 2016? Det bliver de i hvert fald i Kragerups legende iscenesættelse, der fandenivoldsk blander tragediens urskrig med barnesprog, løssluppen lyst og magtfuldkommenhed til et eget billedmættet, foruroligende univers, der får os selv til at tænke og relatere dramaets temaer om love, demagogi og fællesskab til nutiden. Iscenesættelsen støttes kongenialt af Fabricius prægnante gestik-koreografi og Albecks fabulerende kompositioner, der i Nissens og Øst’s fremførelse spænder fra morgensangens glædeslys over elegiens ordløse sorg til dunkende hjerteslag og danserytmer.

Kragerups greb om det incestuøse tema overrasker i sin enkelhed. Ødipus (Christoffersen) er både Iokastes (Øst) søn og mand og præcis sådan spiller de. Snart kysser de lidenskabeligt, snart tager Øst trøstende Christoffersen på skødet, snart lykkes det at sample de to niveauer, når Øst erotisk-moderligt tager hans tæer i munden. Børnene pibler hylende frem og leger muntert med deres bror-far. Blindebuk naturligvis. Men i korets inciterende hvisken og de mange stoles labyrint lurer katastrofen, der endeligt kuldkaster den midlertidige lykkelige munterhed i den isnende slutscene, hvor først Øst tyst og siden Christoffersen knust skriger deres dødsråb ud.

I anden akt tager næste generation tøvende over. Sønnerne Polyneikes (Plaugborg) og Eteokles (Brolin-Tani) har udskiftet de korte bukser med lange, men har lige som deres far svært ved at beholde tøjet på, når de er under pres. De deler styret mellem sig i en mageløs ”Så sagde vi, at du er konge 1 år”-børnesprogsdialog, men tørner snart sammen i en formidabelt udført brydekamp, der i slowmotion stikker helt ind, hvor det gør rigtig ondt. Kreon (Mynster) griber magten, men udfordres af brødrenes søster Antigone (Rossing), der mod Kreons diktat vil begrave Polyneikes. Hendes forsvarstale er enhver teenageforælders mareridt, og rummer tvetydigt ønsket om retfærdighed. For skal retfærdigheden følge samfundets lov og orden eller den subjektive, menneskelige empati? Forestillingen giver ikke klare svar, hvilket er en af dens mange kvaliteter.

Her er kun hovedkaraktererne nævnt, men Ødipus og Antigone er ensemblespil af høj, høj klasse. Alle er på scenen næsten uafbrudt og nuancerer handlingen gennem det varierede arrangement, de elegant indflettede korpartier, gennem blikke og positurer. Alle leverer helstøbte karakterer, når de er direkte på, men det særligt smukke i denne forestilling er, at alle løfter hinanden. De dialogbårne karakterer er ikke vigtigere for fortællingen end de syngende, lyttende, trippende karakterer bag dem. Da Polyneikes dør, bliver han liggende i kramper stykket ud og visualiserer mere end 1000 ord den smerte og uretfærdighed, der får Antigone til at trodse magtens love.    

Ødipus og Antigone er en sejr for Det Kongelige Teater. Det er en modig forestilling, der ikke er bange for at være sær eller grim, men som også lukker lyset ind i perfekt afmålte doser og dermed gør mørket desto dybere. Hatten af for et ensemble, der tør skrige nøgent, og som i den grad forstår at udnytte kroppen og mimikkens tale. Forestillingen er teaterfest med tyngde for alle,og vil med garanti tale lige lukt ind i det unge publikum, der her kan få kød på klassikeren.

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk