Anmeldelse / juni 2017

Premiere

Spillested: Århus Teater
Spilleperiode: D. 24. maj – 17. juni
Medvirkende: Anders Baggesen, Inge Sofie Skobvo, Kim Veisgaard, Anne Plauborg, Mikkel Becker Hilgart
Instruktør: Sargun Oshana
Dramatiker: Magnus Iuel Berg
Scenograf: Benjamin La Cour
Af Mette Garfield

”Nej, vi skal ikke tæt på publikum”, udbryder instruktøren Anders Baggesen desperat i en telefonsamtale med sin chef. Han har fået at vide, at hans kommende fortolkning af klassikeren Who’s Afraid of Virginia Woolf  på grund af dårlige salgstal alligevel ikke skal spille på den store scene, men derimod den lille scene Stiklingen på Århus Teater.

I instruktør Sargun Oshanas og dramatiker Magnus Iuel Bergs meta-forestilling Premiere er publikum dog netop helt tæt på skuespillerne. Vi, publikum, går rundt på Århus Teatrets små administrationsgange, kigger med bagved scenen, er med i prøverummet og overværer helt nede i teatrets kælderrum en mere end lyssky samtale.

Publikum er fluen på væggen eller et kameraøje. Publikums perspektiv på scenerne er nøje tilrettelagt, så forestillingen også får en filmisk karakter. Og som i stykket og filmen Who’s Afraid of Virginia Woolf kommer man gennem forestillingen tættere og tættere på karaktererne, hvis masker efterhånden skrælles af for til sidst at falde; konflikterne tilspidses og det bliver kun grimmere og grimmere – vi er med fra de første læseprøvers hierarkiske maskeradespil, med til seksuelle magtoptrin og til afpresning i kælderetagen og den afsluttende premiere, hvor instruktørens tydeligt håbløse teatralske fægte-greb på forestillingen foldes humoristisk og selvironisk ud. 

Karakterne spiller sig selv i en karikeret udgave lidt à la Frank Hvam og Casper Christensen i tv-serien Klovn. Alle klicheerne om skuespillere bliver udspillet, fx den aldrende besværlige diva, den spirende og ubegavede skuespillerinde, konkurrenten den oversete elevpraktikant og den ideforladte, magtudøvende og selvoptagede instruktør, der selvfølgelig har en affære med den beregnende, lækre unge skuespiller.

Premiere er sindssygt skægt og vedkommende teater om teater; en forfriskende selvironisk morsom måde at debattere teater på. Måske slår det slemt til i dansk teater, fordi man som instruktøren i Premieren ikke vil tæt på sit publikum, eller som teaterchefen, han har i røret, kun er interesseret i sikre salgstal. Det skal i hvert fald debatteres hvad teatret skal og kan. Men forestillingen handler heldigvis også om alt muligt andet; om generelle menneskelige relationer og konflikter; om hvordan vi performer vores identitet, og om hvad det så betyder, når maskerne tages på eller falder.

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk