Artikel / maj 2017

Shakespeare-opsætninger i samtidsteatret i Danmark

I løbet af indeværende og forrige teatersæson omkring 400-året for William Shakespeares død har der overalt været mange markeringer af Shakespeares betydning, også i Danmark. Denne Shakespeare-storm er anledningen til, at jeg i det følgende kaster et blik på et udvalg af nyere Shakespeare-teateropsætninger i Danmark.
Af Annelis Kuhlmann

The Play’s the Thing … (Hamlet, akt II, scene 2)

For 50 år siden blev Jan Kotts berømte bog, der udkom med den danske titel Shakespeare – vor samtidige (1966; den polske version var fra 1964), banebrydende for, hvordan efterkrigstidens læsninger af Shakespeares værker åbnede for en ny forståelse set gennem det absurde teaters genrebegreb og virkelighedsforståelse.

En generations tid senere blev Lars Liebsts og Erik A. Nielsens Hvem ejer Shakespeare? (1999) en replik til det, som blev kaldt for ”den Langdalske licens” om at gå op imod tiden med et iscenesættelsesgreb. Liebst og Nielsen hentede primært belæg for deres ærinde i Peter Langdals cirkusprægede og underholdende opsætning af Ludvig Holbergs Erasmus Montanus på Betty Nansen Teatret (1984), hvor spillet mellem de sociale roller, som Holberg har udstillet mellem lærd og bonde, her fik et mere performende træk med cirkusmanegens metaforer. Pointen hos Liebst og Nielsen var i al sin korthed at diskutere grænser for kunstneriske rettigheder i iscenesættelse af klassikere.

Begge de to nævnte bøgers vinkler er fortsat interessante i forhold til et Shakespeare-landskab i dagens Danmark. Da Langdal således i 2016 iscenesatte Kong Lear på Store Scene i Skuespilhuset, fik opsætningen i anmeldelserne skudsmål som folkekomedie, lavkomik m.m. Det var næsten, som om mindst 25 år gamle klichéagtige udtalelser om den Langdalske licens og om instruktørens frihed i arbejdet med klassikeren atter blev trukket frem af mølposen. Holberginstitutionen i Danmark er nok en form for nationalklenodie, men at den også nærmest kan forfølge en instruktørs arbejde med Shakespeare 32 år senere, er dog tankevækkende.

Med Jan Kotts greb kan vor tids teater udfordre sit teatersyn i Shakespeare-opsætninger i Danmark, og det er således min pointe, at der nu tegner sig et på forskellige leder anderledes spændende og samtidigt Shakespeare-fortolkningslandskab, som jeg her skal forsøge at indkredse. Selvom jeg her har valgt ikke at opholde mig særligt ved det tekstlige forlæg eller ved bearbejdelser, så er det dog absolut på sin plads at nævne, at stort set samtlige danske Shakespeare-opsætninger i dag benytter de nye oversættelser af Niels Brunse. De er mundrette og bestræber sig i vid udstrækning på at prioritere skuespillets muligheder i tekstens billedrigdom frem for, om linjerne alle bliver gengivet i blankvers.

All the (white) world is a stage …

Den kendte replik ”Al verden er en scene” fra Som man behager bliver ofte anvendt, når man ønsker at diskutere Shakespeare-opførelser. En måde kunne være den helt bogstavelige, nemlig hvordan hele verden er indkapslet i Shakespeare-forestillingerne. I Danmark får vi sjældent hele verden at se, og det er vi sådan set selv ude om. Det skyldes formentlig til dels det faktum, at det kun yderst sjældent sker, at rollebesætningerne modsvarer et bredere billede af den faktiske befolkningssammensætning. Således bliver Shakespeare hvidvasket, om jeg så må sige, uden at der måske er tænkt ret mange tanker over det fra teatrenes side.

Der er dog en markant undtagelse, nemlig forestillingen Ur-Hamlet, iscenesat af Eugenio Barba (2006). Denne forestilling, der baserede sig på Via Amlethi [a1_1] fra Saxos Danmarkskrønike, havde 83 medvirkende fra 25 lande. Yorick var fortælleren, der nu gik igen, og dermed var hele gravperspektivet fra sidste akt i Hamlet blevet vendt på hovedet. Yorick, spillet af Julia Varley, kunne give os nationens historiefortælling, hvor kongen var den balinesiske danser, I Wayan Bawa, dronningen blev spillet af Roberta Carreri, og Hamlet selv blev spillet af den brasilianske Bahia-danser, Augusto Omolú. Mod slutningen af forestillingen, hvor virkeligheden var blevet til ét stort delirium, blev hele spillepladsen, der var selve slotsgårdens virkelige brostensbelagte plads, invaderet af mennesker, der lignede forarmede fremmede med deres indbo i Nettoposer og udtjente barnevogne. Tavse søgte de blot at finde hvile som afslutning på en lang dags rejse mod nat i Hamlet-land.

Denne forestillings multikulturelle dimension tog livtag med temaet om, hvordan alverden er en scene. De mange dansere, skuespillere, sangere m.m. i forestillingen gjorde også det performative udtryk til et meget sammensat komponeret scenebillede.

Internationalisering i teaterlandskabet

Lad os opholde os lidt ved Kronborgs rolle i dagens Shakespeare-landskab. Hamlet-scenens Shakespeare Festival, der hvert år finder sted i begyndelsen af august på Kronborg Slot under åben aftenhimmel i slotsgården, er i stigende grad blevet en markant kulturstemme i Danmark i forhold til at vise primært udenlandske gæstespil med Shakespeare-opsætninger over for et både dansk og internationalt publikum. Set med danske øjne har disse gæstespil vist sig at blive en form for international horisont, som danske teatres Shakespeare-opsætninger kunne se ud til at spille op imod. Således har The Globe Tour flere gange besøgt Kronborg med opsætninger af Hamlet (instr. Dominic Dromgoole, 2011), King Lear (instr. Bill Buckhurst, 2013), Much Ado About Nothing (instr. Max Webster, 2014) og Two Gentlemen of Verona (instr. Nick Bagnall, 2016). Det ligner en tradition, som HamletScenen hermed har etableret.Disse opsætninger har med yderst sparsom dekoration været særdeles turnévenlige, men har samtidig også understreget en form for ’playfulness’, der har været velgørende som kontrast til mere litterært betonede spillestile. Sproget var intakt, og skuespillerne forvandlede sprogbillederne fuldt ud til kropsligt fantasifulde forestillinger, spillet med en form for frontalspil, der i øvrigt adskiller sig fra spillet på The Globes stationære scene i London, hvor der stort set er tilskuere på alle sider af scenen.

En anden Shakespeare-friluftsforestilling, nemlig Grønnegårds Teatrets opsætning af De lystige koner i Windsor (2014) i Christoffer Berdals iscenesættelse, tog i dette teaters historie for første gang Shakespeares ikke-illusoriske konvention på ordet, idet tilskuerne var bænket rundt om scenens ottekantede form. Rollerne var besat med skuespillere, hvoraf flere tidligere har medvirket i nogle af teatrets mange Holberg-opsætninger, så der alt i alt kom en særlig måske ligefrem ’dansk form for Shakespeare-komedieforståelse’ til udtryk i opsætningen.  

Et par år tidligere havde Elisa Kragerup iscenesat Shakespeares Sonetter (2012) i Det Røde Rum i Skuespilhuset i København. Skuespillernes improvisationer åbnede for en særlig vital kropslig tilgang til billedsproget i disse digte. Opsætningen blev utrolig populær hos publikum, fordi ensemblet netop havde så stort og overrumplende fantasiæggende fokus på selve spillet og det til trods for, at sonetterne jo ikke er skrevet som dramatik i dialogform. Her blev tilskuerne inviteret med til at afkode sonetternes ofte erotiske betydninger. Sonetterne er som små udsagn, der giver tilskueren en anden oplevelse af det ’monologiske’ som en ny mulighed for mentalt at tage del i skuespillernes samspil. Dette hænger også sammen med Det Røde Rums ensemble, der på dette tidspunkt arbejdede som et laboratorium, der var i færd med at udvikle en særlig generøs performance-improvisatorisk måde at spille på. Denne overskudshandling blev særdeles vel modtaget af både publikum og kritikere. Ensemblet tog efterfølgende erfaringerne med over i Kragerups opsætning af Romeo og Julie på Skuespilhusets Store Scene (2014), en forestilling, som højst usædvanligt blev genopsat i den følgende sæson. Appellen fra scenen var klokkeklar med Steffen Aarfings sikre scenografiske greb i form af en kæmpestor beigefarvet sengemadras, der i hele scenens bredde var rejst på højkant, og som blev brugt til alt lige fra kærlighedsseng til klatrevæg i Verona. Dette bevirkede, at spillets konkrete og symbolske flygtighed fik tag i den jagt, som klanerne var i på hinanden, og som Romeo og Julie i Thomas Hwans og Danica Curcics levendegørelse gav krop og sjæl i et overbevisende rørende og ungdommeligt spil af intimitet og skrøbeligt nærvær. Dette var et billede på samtidens ungdom i en meget direkte kontakt til publikum. Scenerummet var ellers stort set tomt, så her havde den ikke-illusoriske scenekonvention faktisk overraskende nok nået Store Scene.

Hamlet overalt

Hvad der derimod ikke er særligt overraskende, er, at Hamlet overalt er det hyppigst opsatte Shakespeare-stykke, og Danmark er ingen undtagelse på dette punkt. På Kronborg blev der eksempelvis vist Hamlet-opsætningeraf hhv. Schaubühne Berlin (instr. Thomas Ostermeier, 2010) og Staatsschauspiel Dresden (instr. Roger Vontobel, 2015). Begge disse opsætninger synes at have udgjort en ikke ubetydelig inspirationskilde for dansk teater, senest i Aalborg Teaters Hamlet (2016), iscenesat af Hans Henriksen. Den udtalte brug af remedieringer samt Hamlet-figurens interesse for musikband (i stedet for teater) som det indlejrede stykke i stykket var således genkendelige fortolkningsgreb fra de to tyske gæstespil.

Hertil kommer i rask opremsning: Samtidig med Aalborg Teaters Hamlet havde også Odense Teater sat Hamlet på repertoiret, iscenesat af Egill Pálsson. (Se anmeldelsen af denne forestilling andet sted i Teater 1)[a1_2] . På Aarhus Teaters Store Scene spillede Hamlet (2011) i den daværende teaterchef, Stefan Larssons iscenesættelse. Og endelig udgjorde Alexander Mørk-Eidems iscenesættelse af Hamlet (2008) åbningsforestillingen ved indvielsen af Skuespilhuset.

Et stærkt musikalsk udtryk var også det gennemgående træk i Teater Republiques version af Hamlet med Tiger Lillies (2012), iscenesat af Martin Tulinius. Denne forrygende opsætning, som er radikalt anderledes end så mange andre danske Shakespeare-opsætninger, opnåede meget stor popularitet og turnerer fortsat rundt i store dele af verden. Forestillingen er ikke en decideret Hamlet-teaterkoncert, men rummer mange sange i en hårfin balance mellem det groteske og det musikalsk poetiske i forestillingen. Hele verden er blevet scene for denne Hamlet.  

Endelig må vi også huske, at Odense Teater viste Alexa Thers iscenesættelse af En Skærsommernats Drøm (2014), Aalborg Teater viste Therese Willstedts iscenesættelse Richard III (2015), og Skuespilhuset viste ligeledes Staffan Valdemar Holms iscenesættelse af Richard III (2010).

Vi kan næppe tale om en egentlig Shakespearesk licens i Danmark, men det er efter min opfattelse meget velgørende at opleve, hvordan netop Shakespeares ikke-illusoriske virkelighedsforståelse fungerer som en fantastisk håndsrækning til flere af de nyere iscenesættelser af Shakespeares værker. Denne konvention kan som tilgang virkelig åbne for, at skuespillerne rent spilmæssigt kan være til stede på en anderledes performende måde. Her står Kragerups Romeo og Julie for mig foreløbig som det hidtil klareste eksempel på en kukkassescene. Det bliver spændende til foråret 2017 at se Therese Willstedts iscenesættelse af Helligtrekongersaften i Skuespilhuset med en stribe af dygtige skuespillere, heriblandt Danica Curcic som Viola og Thomas Hwan som Andreas Blegnæb.

 

 


 

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk