Aarhus Teater
Turne rundt i hele landet
Livingstones Kabinet leger scenekunsten frem
Interview med syrisk dramatiker
Aarhus teater
Østre Gasværk Teater
Fredericia Teater
Aarhus Teater
Skuespilhuset, Det Kongelige Teater
Bellevue Teatret
Betty Nansen Teatret
Teatret Svalegangen
Republique, Store Scene
Tivoli
Religion
Driver teaterbranchen intern censur?
konsekvenser for det danske teaterlandskab.
Interview med Efva Lilja
Den Anden
Den Anden
Grønnegårds Teatret
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Maria Lucia vandt Teaterpokalen
Det var LIVA der manglede
Nyd en dugfrisk dansk monolog

Stuerent teater?

Driver teaterbranchen intern censur, når de ikke vil vise en forestilling om dansk folkeparti, eller er der bare én politisk agenda, der er mere korrekt i dansk scenekunst?
Teater1 spurgte Mungo Park Koldings direktør Lasse Bo Handberg, om han ville nedfælde sine oplevelser med opsætningen af forestillingen om Dansk Folkeparti, ”De Stuerene”.
Af: Lasse Bo Handberg

Censur-spørgsmålet er svært. Er det censur, når et teater ikke ønsker at præsentere orestillingen, fordi ”Dansk Folkeparti ikke skal have taletid på scenen”? Har vi på teatret censureret os selv under produktionen for ikke at falde i unåde hos bevilligende myndigheder? Bliver teaterbranchens ensartede ’gode smag’ censurerende, alene ved hjælp af kolde skuldre og himmelvendte øjne?

Jeg synes ikke, svarene er entydige, men jeg har takket ja til Teater 1’s opfordring, for med skabelsen af "De Stuerene" har jeg både mærket den styrke, vores scener har – og hvor forsigtigt og forudfattet vi griber om styrkens mulighed. Og det synes jeg er værd at debattere. På Mungo Park Kolding har vi et udtalt mål om, at vores forestillinger skal skabe dialog – mellem publikum og i samfundet. Derfor var det vigtigt for os, at vi i foromtale og i forestillingen ikke gav svar på, hvad man skal mene om Dansk Folkepartis succesfulde første 20 år. Ambitionen har været at skabe en forestilling, som fremlægger Dansk Folkepartis historie i en kunstnerisk og underholdende ramme, uden at tage tydeligt parti for eller imod. Jeg er ret overbevist om, at vi ikke ville vække selv de mest debatlystne publikummer med den (forudsigelige) kulturradikale revselse – og en ukritisk hyldest ville nok vække debat, men ville i bedste fald være en provokation og i værste fald en dårlig teaterforestilling. Ved at holde os upartiske og tæt på den historiske virkelighed er det vores ambition, at alle publikummer kan læse sig ind forestillingen. Når forestillingens Pia citerer virkelighedens Pia, er der nogle blandt publikum, der gyser, mens andre nikker. Under alle omstændigheder er spejlet sat op, og publikum kan forholde sig til den virkelighed, som hidtil ikke er blevet sagt fra scenen: Dansk Folkeparti er på trods af de flestes forventninger blevet landets største borgerlige parti og den mest afgørende stemme i den danske debat.

Det er tydeligt, at Dansk Folkeparti vækker enormt mange følelser. Allerede ved lanceringen blev forestillingen mødt med mange fordomme. ”Fedt, nu skal de endelig ned med nakken” og ”Åh, nej, hvorfor skal I give dem taletid” var de hyppigste reaktioner. Fælles for fordomme er jo i hvert fald, at man på forhånd ved, hvad der vil komme. Da forestillingen blev budt til salg til andre scener, blev vi overraskede over reaktionerne. Enkelte teatre ville ikke præsentere Dansk Folkeparti på deres scene.

En del teaterforeninger takkede nej, fordi man erfaringsmæssigt har svært ved at sælge forestillinger med politisk indhold, andre fordi man ikke ønsker at præsentere et ensidigt politisk projekt. Det er jo en ærlig sag at takke nej til en forestilling, og heldigvis har "De Stuerene" generelt solgt godt. Begrundelserne for at takke nej kan dog bekymre. At tro, at vi vil behandle et politisk emne ensidigt, er misforstået. Der findes et ocean af forestillinger, som behandler en enkelt politisk person eller bevægelse – og selvfølgelig vil den gode kunst altid belyse fra flere sider. At udelukke et bestemt parti for kunstnerisk behandling er forkvaklet. Det er at lukke øjnene for en del af virkeligheden. Mange politiske modstandere har forsøgt at tie Dansk Folkeparti ihjel, men det har tydeligvis været en fejlslagen strategi. Udelukkelse har vel netop været en af grundene til, at kløften i vores land har vokset sig stor, og en stadig større gruppe føler sig overhørt. At lukke bestemte tanker ude fra debattens platforme er bestemt censurerende og et demokratisk problem.

Det er en ærlig sag, at nogle teaterforeninger takker nej, fordi de ikke tror på forestillingens salgspotentiale. Det kan dog bekymre, hvis et stigende antal teaterforeninger vælger politiske temaer fra. Vores teaterscener er vigtige for den debat, som ikke kun må føres af eksperter i nyhedsmedier – og med markante offentlige tilskud synes jeg, det er problematisk, hvis foreningerne kun præsenterer let underholdning.

Når man kaster teatret ud i en politisk forestilling, er der naturligvis risiko for at støde nogen. Også de politikere, som fastlægger teatrets økonomiske bevilling. På trods af armslængdeprincipper og en fast tro på, at langt de fleste danske magthavere går ind for det frie ord, er det klart, at danske kunstneriske institutioner, som i høj grad er afhængige af offentlige midler, altid er underlagt et indirekte pres til at moderere kritikken af de selvsamme magthavere. Yderligtgående meninger har ikke lang levetid i det danske kunststøttesystem. I Kolding har de lokale DF’ere traditionelt set været imod oprettelsen af Mungo Park Kolding. En modstand, som har medført heftig lokal debat og sågar demonstrationer. Nogen har derfor set De Stuerene i denne kontekst. Var det teatrets slag mod sine politiske kritikere? Eller omvendt en leflen for at sikre byrådets fulde opbakning til teatret? Jeg kan ikke sige mig fri for at overveje, om forestillingen satte teatrets bevilling på spil. Og faktisk overvejede vi på et tidspunkt at lade være med at producere forestillingen, fordi den lokale kontekst kunne skærme for det nationale ærinde. Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt omgivelserne, anmelderne, kollegaernes dom kan være censurerende. Umiddelbart kan man jo mene, at andres mening kun kan være censurerende, hvis man mangler kunstnerisk mod. Men i en branche, der lever af omverdenens gunst, har modtagelsen af en forestilling og en forestillings idé selvfølgelig stor betydning.

Jeg er blevet overrasket over, hvor kraftige reaktioner forestillingen har kastet af sig. Alene dét at give Dansk Folkeparti en hovedrolle på scenen har betydet, at teatret er blevet mødt med vrede og forundring. At vi ikke tydeligt har tegnet horn i panden på Pia Kjærsgaard, har forvirret. “Hvis du ikke er imod, så er du med,” synes rationalet at være. Men: Det dogmatiske, politiske teater resulterer sjældent i god kunst. Kunstens styrke ligger, for mig, netop i det uafgjorte. I tvetydigheden. Kun her kan kunsten give plads til sit publikum. Jeg tror ikke på, at man kan skabe sand dialog ved kun at prædike for koret? Og det havde været resultatet, hvis Mungo park Kolding havde produceret den forventelige centrum-venstre-kritik af det populistiske højre. Så havde vi ikke fået ramt publikum dér, hvor de må tage stilling. Spørgsmålet er, om kunsten altid bør tage tydelig stilling – eller om den har muligheden for at sætte meningen fri?

FAKTA

"De Stuerene" (Mungo Park Kolding, februar 2016) fortæller historien om Dansk Folkeparti i en blanding af satire, portrættering og fortælling. 

Lasse Bo Handberg f. 1972. Direktør for Mungo Park Kolding siden 2012. Uddannet cand.mag. i filosofi og dansk fra Københavns Universitet og har studeret dramatik ved Odsherred Teaterskole. Tidligere chef for BaggårdTeatret i Svendborg. 

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk