Anmeldelse / december 2014

SygtSund

Spiller på Teater Grob frem til d. 12 dec.
På scenen: Betina Grove & Marianne Søndergaard
 Manuskript: Mette Heeno
 Iscenesættelse: Anders Lundorph 
Idéudvikler: Hella Joof
Scenograf: Lisbeth Burian
Lysdesigner: Raphael Solholm
Dramaturg: Line Mørkeby
 Komponist: Sune Skuldbøl Vraa
 Speak og sang: Bjørn Fjæstad 
Gæstespil af: Teatret st.tv.
af Rie Hammer

”Jeg er ikke sådan en der bliver syg” lyder det resolut fra mor Momsen, da lægen levere diagnosen sclerose. Sygdom matcher ikke mor Momsens glutenfri livsstil med prestigekarriere, maratonløb og otte timers daglig søvn. Datteren Emilie er sådan set heller ikke en ”der bliver syg”, men lider af lavt selvværd og anoreksi i sidste stadie før døden. Faren er familiens raske får, men har fortiet sin nikotintrang og flygter pulsende ud i verden med familiens minihund Wilma.

Teatret st. tv. tager endnu engang livtag med et aktuelt samfundsproblem i ungdomshøjde. Denne gang er omdrejningspunktet sygdom og sundhedsfanatisme. Men hvor Teatret st.tv. tidligere har spiddet målgruppens problemer med scenisk nerve og tematisk stramhed, fx i det rasende intense undervandsridt Jeg mig fuck dig, forgrener SygtSund sig i et hav af historie, der luftigt pirker til forskellige samfundslidelser, men aldrig kommer til bunds i hverken persontegning eller sygdomskonflikt.

Betina Grove og Marianne Søndergaard Madsen spiller samtlige karakterer i stykket iklædt blå kedeldragter og et utal af parykskift. Karaktererne er skarpt skåret med store fysiske fagter og få psykologiske dybder. Det fungerer fint flere steder, specielt i de absurde scener, som da far Momsen kravler op i rygertræet Flemmings trækrone, hvor villavejens sidste storpulsere har forskanset sig, for at kunne ose i fred.

Men sygdomsscenariets seriøse problematik, som det at være dødssyg af anoreksi og sclerose, får aldrig en seriøs bundklang. Særligt Emilies venindeforhold med Ana (læs anoreksi) er stavepladetungt formuleret, uden det byder på en dybere indsigt i hverken sygdom eller baggrundsforløb. Emilie vil veje 36 kg. Ana synes det lyder fint og giver hende fedt-afførende piller, mens grunden til anoreksien tillægges en fortravlet mor og fraværende far - men er virkeligheden ikke mere kompleks end som så? Det er desværre ikke noget forestillingen giver et vægtigt bud på. Og skal man grine eller græde når mor Momsen, med komisk vissen arm, forsøger at følge tempoet hos et grotesk karikeret opbud af fitnesshealere og alternative økoeksperter, mens hun efter et par veludførte yogatimer pludselig finder fred med sig selv og sin nye sygdom.  

Meget kan man tro på, men at sclerose skulle være sygdomsafsæt for et nyt og lykkeligt selvindblik, er en kamel af de større der er svær at svælge. 

Stilen er smart og velsmurt med fin underlægningsmusik og Bjørn Fjæstads varme voice-over til, at binde de mange scener sammen. En hilsen til TV- og filmmediet introduceres allerede i første scene hvor Betina Grove og Marianne Søndergaard Madsen fremviser de forskellige karakterer til Fjæstads oplæsning af kreditlisten. Den medierede zappestil giver et kvikt flow, men divergerer også med emnets alvor. I stedet for en legende lethed med det tunge temastof, ender stilen som en forceret overfladedyrkelse, hvor hverken alvor eller komik rigtig når at fæstne sig. 

En lykkelig slutning, hvor Emilie pludselig får selvtilliden tilbage, far træder ned fra trætoppen og mor Momsen blomstrer med sin nyerhvervede selvindsigt, er helt mærkværdig – og det er svært at se hvad SygtSund egentlig har på hjertet. 

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk