Anmeldelse / december 2014

Syngepigerne

Spilleperiode: 29. november – 21. december 2014. Tirs-lørdag kl. 20.
Spillested: Nørrebros Teater
Iscenesættelse: Rolf Heim
Kapelmester og musikalsk arrangør: Laurits Emanuel
Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum, Jeanette Lindbæk Birk, Signe Kærup Hjort og Laurits Emanuel
Af Anne Liisberg

”Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt”. Sangen om Larsen er ikke i den lumre ende og derfor ikke med i Syngepigerne, men omkvædet dækker meget godt forestillingen, der har det bedst tænkelige råstof i form af de gamle viser, men trods gode ideer, intentioner og spillere hverken får barmen til at bølge eller udfordret dominerende seksuelle konventioner. Mest af alt, fordi forestillingen ikke ved, om den vil det ene eller det andet eller ikke formår at sammentænke de to vinkler, hvilket nok har været tanken, da iscenesætter Rolf Heim ønsker at udfordre sangenes mere eller mindre implicitte myte om den lykkelige luder – eller måske mere generelt mænds fremstilling af kvinders lyst.

Men hvis fokus skal på kvinders fremstilling af egen lyst og på at udfordre hetero-normativiteten, hvorfor skal spillerne så jævnligt klædes ud som mænd? Det bliver ikke leg med køn/queer/burlesque – det bliver bare kvinder i mandetøj med kvindelig gestik. Hvis manden/maskulinitet er så vigtig for udtrykket – hvilket man da sagtens kan argumentere for - så sæt dog en mand (mere) på holdet.

Skal vi blive i kønsstereotyperne fremstiller kvinder ofte sig selv som mere sensuelle end mænd, og det kunne forestillingen da med fordel have integreret i kropssproget. Det viser sig i glimt, dog mest som stemmer i de mere blide, eftertænksomme sange som fx Samarkand og Sådan en aften sku’ man være 20 år. Megen anden gestik er ganske traditionel lummer, pornoseksuel, maskinel. Ikke at jeg vil hævde, at disse udtryk ikke er del af den kvindelige seksualitet, men det er der jo rigtig mange andre udtryk, der også er, og den variation får vi ikke i Syngepigerne. Et par forfriskende hoppe-koreografier giver piget livsglæde, flere af den slags skæve kropsudtryk ville have løftet - såfremt de altså kunne indskrives i et fællesunivers, en samlet fortælling.

Forestillingens scoop, opdateringen af en gammeldags perspektivkasse, hvis billeder projiceres op på bagscenens dominerende backdrop, samler bedre end noget andet i forestillingen tiden nu og tiden dazumal, hvor viserne kommer fra. Kassen danner samtidig smukke, sjove og tankevækkende billeder med alt fra rosenblade over vandkandesprøjt til småbitte, druknende mennesker. Desværre får billederne alt for sjældent lov at stå alene op mod sangen – hvilket de sagtens kunne bære. Den Monthy Pyton-agtige sekvens med damer og herrer i undertøj anno 1920 suppleret med bananer i alle hjørner er enkel, grinagtig og gennemført – hvorfor skal den så forstyrres af endnu et liderligt overfald på forestillingens enlige herre. Det er her, som en del andre steder, som om man ikke rigtig stoler på sit eget koncept. Hele tiden dynges på – flere rekvisitter, flere dansemoves, mere afklædning, tøj af og på i én og meget lidt erotisk uendelighed – og næsten værst: Rosenbaums fint neddæmpede ”Glemmer du” afrundes med stadig mere insisterende spisning af hendes tårevædede snotklud. Hverken sjovt eller rørende, bare overflødigt. 

Emanuels musikalske arrangementer spænder over mange genrer og fungerer godt, men som resten af forestillingen fremstår lydsiden også lidt fragmentarisk uden samlende idé. Alle fire medvirkende synger godt og har alle fine numre, særligt skal måske fremhæves Kærup Hjorts Sådan en yndig aften, der både har et overraskende dystert arrangement og gives med intens balance mellem uskyld og liderlighed, som jo for fanden er kernen i den skatkiste, forestillingen er bygget på.

Forestillingens væsentligste problem er altså en vaklende iscenesættelse, der både handler om indhold og form. Heim har lavet fantastiske – og på det seneste mindre gode – teaterkoncerter før. Måske er det bare selve genren, der er ved at have udtømt sine muligheder? 

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk