Artikel / december 2015

TAK!

Maria Lucia Heiberg Rosenberg modtog Teaterpokalen 2015.

Teater1 bringer her Maria Lucias takketale til modtagelse af Teaterpokalen 2015 der blev uddelt d. 3. dec. på Folketeatret.
Af: Maria Lucia Heiberg Rosenberg

Øøhh…wow!! Tusind tusind tak for prisen! Er så taknemmelig, beæret og VILDT glad!!

Det er MEGET stort, at modtage denne pris og være nomineret sammen med skuespillere jeg virkeligrespekterer og ser op til og som - nå ja, bare er virkelig fantastiske, og så er det mig, som får denne pris og ære?! ….Er helt benovet!

TAK!

Jeg ser det her som en kæmpe anerkendelse og en blåstempling af mig som skuespiller og sanger,hvilket jeg er så taknemmelig for. Men også som en anerkendelse af hele genren ”musical”, da den mildeste talt ikke altid har stået højest på de danske teaterjournalisters ønskeliste. Det er en branche, som har været, og til dels stadig er, meget udskældt, men som i den grad har gennemgået en udvikling i Danmark de sidste 10 år, hvor jeg selv har været en del af det, og derfor kunne se udviklingen indefra.

Jeg og mine kollegaer har stået model til lidt af hvert og måske især pga. kritikkernes syn påmusicalgenren generelt, fordi det ikke altid er blevet accepteret, som den kunstform jeg bestemt synes det er. Det har mildest talt ikke altid være ”fint nok”, at være med i en musical, men det føler jeg efterhånden ikke er sandheden længere,hvilket jeg håber og tror på, at en anerkendelse som denne også kan været et tegn på!

Så TAK!!

Jeg har været med i musicals siden jeg var 8 år gammel og jeg har altid drømt om en karriereindenfor netop denne verden. Teatret! som er så fyldt med sjæl og magi og som jeg har SÅ meget kærlighed til… Jeg ønsker, at være i stand til, at kunne plante bare lidt af den kærlighed ud til alle, som kommer iteatret hver eneste aften jeg står på scenen. Derfor bliver jeg også så lykkelig over, at platformen hver dag bliver større og større og flereteaterchefer og producenter tør satse økonomisk på store produktioner. Dels fordi publikum efterspørger musicals, men også fordi talentmassen vokser og bliver større ogbedre hele tiden, og fordi I kritikere accepterer genren på dens præmisser og efterhånden anerkender den som kunstform!

TAK!

For os, der står med rollerne, er det jo altid udfordringen, at få rollerne til at leve og gøre dem til”ægte” mennesker man tror på, også selvom de ofte i mit tilfælde synger og danser. En opgave som kan lyde ligetil, men som man bestemt ikke kommer sovende til, men heller ikkekommer til, uden hjælp og modspil! For når det ser legende let ud på scenen, så er det som regel fordi der ligger en STOR portion hårdtarbejde bagved… men det ved i jo godt…

Men altså ”The Sound of Music”. Jeg kan helt ærligt sige, at det nok var den første musicalfilm jeg så, og ligesom resten af verdensom har forelsket sig i den film, forelskede man sig også i Julie Andrews. Jeg husker hvordan jeg stod, som 5årig, storsyngende på et stuegulv i Århus ”…the hills are alive”. Det var derfor heller ikke helt uden begejstring, da jeg i en alder af 17 år fik tildelt titelrollen inetop ”The sound of Music” på en amatørscene udenfor Århus og nitten aftner i træk skulle synge de elskede sange.

Derfor, da chefen på Det Ny Teater, Niels-bo Valbro, spurgte mig om jeg kunne tænke mig, atgøre det igen, må jeg indrømme at begejstringen ikke var liiige så høj som dengang, jeg fik lov til atleve min teenagedrøm ud. For hvordan kan man forløse noget man allerede føler man har lavet? Men så igen… jeg var 17 år, og i dag er jeg 31, og jeg føler mildest talt, at jeg har levet et helt livderimellem, så hvorfor ikke netop genoptage en rolle jeg bærer SÅ stor kærlighed til?

Det har været vildt angstprovokerende, at tænke på folks forventninger til mig, om at indfri rollensom den livsglade nonneaspirant Maria Rainer. For når jeg kun havde perfekte Julie Andrews i tankerne, så havde alle de andre Sound of Music-fans det vel også. Det er svært, at finde den der balance mellem ”sig selv” i rollen og ”deforventninger” folk har om hvordan den ”skal se ud”, så det kan jo næsten kun gå galt - Men det gjorde det heldigvis ikke.

TAK Niels-bo – fordi du insisterede på, at se mig i denne rolle på dit smukke teater, også selvom du kendte tilmine forbehold, min angst men også min kærlighed for historien. Tak fordi du gang på gang giver mig roller, som jeg kan arbejde med og lære noget af og ikkemindst fordi du nærer stor tillid til, at jeg kan løfte opgaverne gang på gang! Også stor TAK til min manager og ven, Steen Kundby, som har taget sig af alle forhandlinger medteatre osv. Gennem tiden - det er ikke altid en liiige nem opgave tror jeg…

Så Jeg priser mig lykkelig over at have dig i mit liv og er meget taknemmelig for al det arbejde duhar gjort for mig igennem nu 12 år! Jeg glæder mig til mindst 12 mere. TAK!

Inden for musicalgenren er ”frihed” ikke altid et ord, som vi spillere har mulighed for at brugeret meget. Meget er allerede skabt på forhånd og det er op til os, at løse og frigive os selv som spillere i netopde allerede givne, ret faste rammer. En opgave som til tider kan synes ret umuligt. Derfor har det været en gave at have en instruktør som Daniel Bohr som, har kæmpet bravt for atgive os plads til at forme vores egne udgaver af karaktererne og aldrig trukket noget ned overhovedet på os. Tværtimod givet os plads til selv, at kunne vælge bl.a. de ord som lå bedst til os,hvilket heller ikke er givent i en stor musicalforestilling. Så, TAK!

Det er nemlig den her frihed blandet med hele holdets engagement, seriøsitet og kærlighed forhistorien (og faget), som er gået op i en højere enhed og jeg kan derfor heller ikke tage imodprisen uden at takke hele holdet! På scenen, bag scenen, i orkestergraven, ved lydpulten, lyspulten ALLE som på én eller andenmåde har medvirket i denne produktion, – TAK fordi jeg hver dag glæder mig til at komme på arbejde og fordi vi hver aften kan dele såmeget kærlighed og glæde med publikum også selvom vi i aften spiller vores forestilling nr. 75!

Men TAK. Især, til min medspiller Jens-Jacob Tychsen, min Von Trapp, som jeg ikke ville kunne have løstdenne opgaven uden! Tak fordi du endelig sagde ja til at komme ind i musical-verdenen og fordi du hver dag insisterer påat fortælle historien med nærvær, præcision og kærlighed.

Her til sidst vil jeg slutte med et lille citat fra forestillingen. Den mindste af Von Trapp’s 7 børn siger: ”hvorfor er jeg altid den sidste” hvortil Onkel Max svarer ”Fordi DU er den vigtigste”!

Derfor vil jeg afslutte min tale med at takke de Danske Teaterjournalister og Kulturministeriet fordenne fornemme pris og ære! TAK - Fordi I bliver ved med at insisterer på vigtigheden af priser som denne, og dermed sætter lidtmere fokus på kulturen, men også fordi i tør at sætte lidt mere fokus på en, lad os kalde den, enhidtil udskældt genre: Musicals!

Nu mangler den vidst kun sin egen kategori ved de årlige Reumert uddelinger ;) hahaTAK!!!! Jeg er meget meget glad!!! TAK!

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk