Men hvorfor så stor en interesse?
Men der er vel ikke noget i vejen for, at opera ses om morgenen og i biografen? Nej, ikke så længe, opera også kan opleves og bliver oplevet i teatret. Og her trænger et spørgsmål sig på: Kan det tænkes, at interessen for Operabio er direkte proportional med udbuddet af eksperimenterende, politiserende og konfrontationssøgende opsætninger i København og mange europæiske storbyer – med andre ord: er det operapublikummets tavse protest over regiteatret? Og hvis ja, har publikum så en pointe?
Instruktørerne i regiteater-traditionen fokuserer på handlingens temaer og mulighederne for at formidle disse temaer klart og tydeligt til et samtidigt publikum – gerne med et politisk eller moralsk twist. Der skelnes her ikke grundlæggende mellem teater og opera, fordi det tematiske niveau overordnes fremstillingsformen, og de samme eviggyldige temaer kan uddrages af vidt forskellige operaværker og teaterstykker.
Men skal vi overhovedet se en tematisk, sammenhængende historie? For nok er opera en scenisk kunstart, men man synger i stedet for at tale, og de kulminerende øjeblikke ligger ofte forskudt i forhold til de handlingsmæssige fikspunkter. Operaelskere forventer snarere at blive forført end at få fortalt, og her er usammenhængende handling og usandsynlige sceniske universer ingen hindring.
Når instruktørerne i regiteatret trækker en delvist ny, ofte prosaisk, historie ned over det musikbaserede sanse- og følelsesdrama, der egentlig var tale om, så skrider selve fundamentet. For selvom opera er scenekunst, er opera også væsensforskellig fra skuespil – ja, lige så forskellig som skuespil er fra film. Opera er musikdrama, der taler til noget elementært i os, noget som ligger endnu dybere end oplevelsen af en visuelt forståelig, narrativ handling. Operaens sansebombardement i øjebliksbilleder af drama og stor musik er dens eksistensberettigelse som kunstart.
Heldigvis formår nogle nutidige iscenesættere at skabe opsætninger, der respekterer musikkens dramatiske betydning, samtidig med, at de tilfører det sceniske udtryk nye dimensioner, som igen forstærker den oprindeligt tiltænkte virkning. Dette skete fx både i Francesco Negrins opsætning af Händels ”Julius Cæsar” samt (i hvert fald til dels) i David McVicars opsætning af Monteverdis ”Poppeas Kroning”, begge på Det Kgl. Teater.
Farvel regiteater!
På The Met laver man ikke regiteater, man bombarderer derimod publikum med flotte scener og skøn sang. Onde tunger vil vide, at det er sponsorernes skyld. Fordi de ikke vil betale for noget, kun få gider se. Ergo tilskynder de til opsætninger, der respekterer komponisternes intentioner og ikke mindst flertallet blandt publikums forventninger mht. sceniske miljøer og handling, hvor fjerne i tid og sandsynlighed, de end måtte være. Eller måske skyldes det blot, at man i New York – ligesom mange steder i fx Italien – aldrig er kommet til den overbevisning, at operaen skal være skueplads for sceniske eksperimenter, netop fordi man ikke har forladt opfattelsen af musikken og sangen som det bærende element, operakunstens kerne. Derfor er det også karakteristisk, at man prioriterer sangsolisterne højt; stjernesangere er synonym med The Met.
I alle tilfælde ser det ud til, at Operabio kan noget, regiteatret ikke kan. Ellers ville publikum næppe gå til opera i biografen søndag morgen kl. 10.
