Af Karsten Johansen

Sidste efterår satte Danske Dramatikeres Forbund en dødsannonce i avisen Information: Radio drama er afgået ved døden. Men taler rygterne sandt? Og hvis ja – er Radio Drama så gået i graven uden arvinger? Teater 1 har talt med den ansvarlige producent for radiofiktion, Thomas Hedemann.

- Der er noget mærkeligt i denne dødsannonce. Den er måske opstået, fordi nogen føler sig truet på deres levebrød. Men rent faktisk forpligter public serviceaftalen os til at producere 10% mere radiofiktion i de næste 4 år. Det vil sige i alt 31 timer om året, siger Thomas Hedemann, der er den ansvarlige producent for radiofiktionen i DR.

Men ændringer er der, og de kan måske synes dramatiske nok. Radio Drama er det danske teater, der har høstet størst international anerkendelse, senest i 2006 hvor en produktion vandt førsteprisen ved Prix Europa. Sådanne priser og det store publikumspotentiale har givet Radio Drama en selvforståelse som landets største teater. Men det er netop den tanke, som ledelsen på radioens P2 nu vil gøre op med: De lange radiospil, som har været kendemærket, er ikke er publikumsvenlige nok.          .
- Nu er jeg først blevet ansat i december 2007, så jeg vil ikke tage ansvar for det, der skete før min tid. Der blev produceret nogle rigtig gode ting, men der blev også lavet noget, som var meget indadvendt og næsten ikke nåede ud over sig selv. Samtidig var stykkerne også ofte for lange. Nu laver vi ikke noget, der vare mere end en halv time, og vi laver kun serier. Det er et krav fra ledelsen. Men jeg synes egentlig, det er et rimeligt krav, siger Thomas Hedemann.

Han begrunder det med, at i den tid Radio Drama har eksisteret, er der sket en kæmpe udvikling på medieområdet:
- Der er kommet langt større konkurrence fra både andre radiokanaler, og fra andre medier, og når konkurrencen er så hård, må vi se på, hvad der gør radiomediet unikt. Med TV er man nødt til at sidde foran det og se på det, med internet er man aktiv foran skærmen, men radio er faktisk det eneste medie, hvor man fx kan transportere sig eller vaske op uden at miste noget ved det. Men det er de færreste, der har lyst til at stå at vaske op i halvanden time. Her er en halv time meget passende. Jeg vil selvfølgelig ikke udelukke, at der er nogen, der sidder og lytter til et radiospil i halvanden time, men det er lidt nørdet, så jeg tror, det er de færreste, der gør det.

Thomas Hedemann er 39 år gammel.

Kommer fra en stilling som producent på Koncern Film og Tv Produktion, hvor han havde ansvaret for dokumentarprogrammer og børneprogrammer til DR, TV2 og DFI.

Har tidligere - fra 1999-2004  - været redaktionschef i DR Ung. Har blandt andet haft ansvar udvikling og produktion af dokumentar, satire, musikprogrammer og radiotegneserier på radio, tv og net.

Er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.

Har som forfatter udgivet fantasyromanen "Sortblod".

Det skal fungere i radioen

Men dramatikernes dødsannonce er ikke bare hentet ud af duften fra DR. Som selvstændig afdeling er Radio Drama død. Nu er radiodramatikken blevet integreret i DR Fiktion - en af syv divisioner i DR. Her er hele fiktionsområdet samlet med TV-serier, radiospil og satire, og ifølge Thomas Hedemann går selvopfattelsen ikke længere i retning af teater:
- Vi vil gerne trække radiodramatikken lidt væk fra teatret, så det ikke bliver så meget på dramatikernes vilkår, men mere på radiomediets. Vi skal ikke have en selvforståelse som godt teater, men som god radio.
Det betyder dog ikke, at Radio Dramas erfaringer ryger ud. Fremover vil radiodramatikken bestå af koncepter, som dels stammer fra succeser fra tv og dels fra de gode Radio Drama-produktioner.
- Radiofiktionen vil ligge inden for tre hovedområder: Krimiserier, dokudramaer og satire.

Og netop dokudramaerne stammer fra Radio Drama. Thomas Hedemann nævner et par produktioner af henholdsvis Peter Dupont Weiss og Daniel Wedel, som er fiktion, men som er lavet som rigtig radiodokumentar.
- Denne form er meget interessant, fordi den egner sig så godt til radiomediet. Derfor kommer der en serie med seks dokudramaproduktioner - såkaldte kontrafaktiske dokudramaer - der bygger på historiske fakta, men hvor man leger med tanken om, hvad der ville være sket, hvis historien var gået i en anden retning, fortsætter Thomas Hedemann.

Radiofiktionens afdeling har valgt nogle forskellige set up’s, der tager udgangspunkt i historiske danske forhold. Fx tager en produktion udgangspunkt i, at der er sprunget en terrorbombe på Nørreport, en anden at dødstruslerne mod Naser Kader under Muhammed-krisen i 2006 var blevet til virkelighed, og en tredje er om fugleinfluenza.
- I disse produktioner laver vi så interviews med virkelige eksperter og embedsmænd. Fx prøver vi at få politichef Per Larsen til at medvirke.
Selvom serie-konceptet er gennemgående for al radiofiktion, er nogle serier således tematiske, hvor det er en ny historie og nye personer i hvert afsnit. I de lange krimiserier er det de samme personer, men hvert afsnit bliver afsluttet og så er der kortere sammenhængende serier, hvor historie fortsættes fra afsnit til afsnit.

…er måske alligevel overdrevne

Den nye tilgang til radiofiktionen giver også nye måder at producere på og en ny struktur. Tidligere havde Radio Drama et dramaturgiat som bestilte, vurderede og videreudviklede tekster fra dramatikere. Nu er der lagt faste koncepter omring de tre søjler krimi, dokudrama og satire, og derfor er der ikke længere så mange ansatte. Der sidder to mennesker udover Thomas Hedemann og producere fiktionen. Og disse tre giver opgaver til at forskellige kunstnere.
- Hvis vi fx skal bruge en lang krimiserie, kontakter vi en forfatter, og spørger om vedkommende kunne tænke sig at udvikle denne serie. På de lange serier har vi så en hovedforfatter, der står for det overordnede med at udvikle figurer og fiktionsrammen, og så er der episodeforfattere, de skriver ind de rammer, som hovedforfatteren har lavet. Med de korte krimiserier, der er på fire afsnit er det én forfatter, der skriver det hele.

Thomas Hedemann mener derfor ikke, der vil blive brugt hverken færre forfattere eller skuespillere på radioen fremover. Specielt set i lyset af, at der skal produceres mere radiofiktion, de kommende år. Og langt hen ad vejen vil det også være de sammen forfattere, som hidtil. Men vi skal nok vænne os til at radiofiktionen ikke i samme grad fletter fingre med teatret.
- Tidligere er Radio Drama blevet betragtet som en talentfabrik for teatret. Nu hvor vi er sammenlagt med tv-fiktionen, bliver det nok snarere en talentfabrik for tv. Men der er stadig brug nye talenter, og der er stadig mulighed for at sende forslag ind uopfordret. Det skal bare ligge inden for de tre hovedområde, vi arbejder med

Så nok er Radio Drama død, men radiofiktionen lever ifølge Thomas Hedemann stadig.

TEATER 1 Telefon: 33 32 40 50 E-mail: teater1@teater1.dk Postboks 191 CVR-nr.: 15748680
GOOS web-division