Kunstdebat med loven i hånden
Man kunne spørge, hvorfor kunsten overhovedet skal have en særlov i et demokratisk samfund?
En af grundpillerne i det danske demokrati er den frie presse. Den skal kunne afsløre magtmisbrug fra de folkevalgte politikeres side. Men hvorfor tiltror man ikke pressen opgaven som vagthund for kunststøtten? Er det fordi man mener, pressen er ligeglad? Eller er der ingen, der gider tage en debat om kunst? Er det ligegyldighed, kunsten skal beskyttes imod?
Det følgende eksempel peger ikke i den retning.
Da Louise Frevert, der dengang var kulturordfører for Dansk Folkeparti, for nogle år siden gik i pressen med, at Lars von Trier ikke skulle have offentlig støtte til en film med politiske budskaber, blev der rører. Men hele diskussionen gik på, at det var et opgør med traditionen i dansk kulturpolitik - med armslængdeprincippet.
Principielt er der intet forkert i at tage opgør med traditioner, og det kan heller ikke forbavse, at et sådant forslag skulle komme fra Louise Frevert – hun mente det jo faktisk. Men er det så vigtigt, at et sådant, godt nok kunstnerisk snerpet, men politisk gangbart forslag, skal modargumenteres med loven i hånden? Der er jo ikke tale om, at hun vil forbyde filmen – kun at den ikke skal have statsstøtte. Så det er ikke et angreb på ytringsfrihed - kun et spørgsmål om kulturpolitik.
Hvis ikke vi havde haft armslængdeprincippet til at irettesætte den vildfarne politiker, ville debatten komme til at handle om kunstsyn - og ikke paragraffer. Så ville det komme til at handle om, hvorvidt kunsten skal have mulighed for at forholde sig frit til alle områder af vores samfund. Og hvilke økonomiske muligheder den skal have for at kunne det. Kort sagt: Det ville handle om kunstens plads i vores samfund.
Kunstens demokratiske værdi
Man må gå ud fra, at når et demokratisk samfund har en lov om kunst, er det fordi kunst har en demokratisk værdi. Endda så høj en værdi, at den ikke bare er en underafdeling af erhvervsministeriet.
Men kunstens demokratiske værdi vil altid være til debat, alt efter hvilken politisk dagsorden, der hærger. Så længe kunsten står på en piedestal, hvor den pr. lov ikke er påvirket af politisk indflydelse, har vi ikke mulighed for at tage den debat.
Samtidig skjuler princippet forvaltningsteknisk styring, så det nærmest bliver et værn mod kritik. Det er lige før armslængdeprincippet bliver et middel til politisk styring.
Og så melder spørgsmålet sig: Har armslængdeprincippet den tiltænkte demokratiske værdi?
