Af Julian Lauridsen

Københavns Teater har kun eksisteret i lidt over et år, men bør ifølge Kulturminister Brian Mikkelsen allerede nu gentænkes. Et helt år før den formelle evaluering foreligger. Men hvad er der så egentlig sket?

Da Københavns teater for små to år siden fremlagde deres visioner og strategiplan, var der tale om et væsentlig skifte: Fra en samling teatre, der først og fremmest var bundet sammen af en fælles støttepulje og fordelingen af denne, mod en mere fasttømret enhed. KbhT fik en direktør med et ressourcestærk sekretariatet, der skulle lede samarbejdet mellem teatrene og sikre at den ambitiøse strategiplan blev ført ud i livet.

Københavns Teater er (næsten) sin egen.

Et af de væsentlige punkter i strategiplanen var en fælles koordineret markedsføring, der skulle hjælpe teatrene frem mod en forøgelse af publikumtilstrømningen på ca. 25 %, når vi når sæsonen 2010/11. De mest iøjefaldende tiltag har i den forbindelse været et reklamemagasin, ’1.række’, hvor interviews og artikler giver indblik i arbejdet med KbhTs forestillinger og medvirkende i disse. Et sådan magasin er, uanset dets indholdsmæssige kvaliteter, en blød form for markedsføring, og min påstand er, at det ikke batter det store i forhold til solgte billetter. Derudover har KbhT fået et særskilt indstik forrest i det seneste nummer af ’Ta’ i teatret’, hvilket er et meget godt billede på KbhTs position i forhold til de øvrige københavnske teatre i ’Ta’ i Teatret’ samarbejdet. KbhT er stadig med, men er på vej ud.

Nærmere bestemt videre til et billetsamarbejde med Det Kongelige Teater. Konsekvensen bliver, som det ser ud nu, at ’Ta’ i Teatret’ ikke længere vil kunne hænge sammen økonomisk og derfor  ikke vil komme på gaden. Konsekvenserne for det københavnske teaterliv generelt kan diskuteres (og bliver det i lederen i blad nr. 138), men KbhTs ledelse har tilsyneladende vurderet, at det fælles udbytte, antallet af solgte billetter, vil være større i et samarbejde med Det Kongelige Teater end med de mange små københavnske teatre (samlet i billetsamarbejdet Teaterbilletter.dk). Lige nu er tiltaget dog sat i bero i 2 år, fordi KbhT trods et stort anlagt og dyrt betalt udbudsmateriale, ikke kunne finde den rette udbyder til at løfte opgaven.

Kbht prøver altså at positionere sig bedst muligt i konkurrencen med andre, både store og små teatre, hvilket kan ses som en direkte konsekvens af de ambitiøse publikumsmål der er opstillet for KbhT. Sekretariatet har fået til opgave at udvikle ’...en enklere rabatordning og billethåndteringer’. Samt varetage...’fælles supplerende markedføring af teatrene’, som der står på hjemmesiden. Kbht driver teatervirksomhed og generelle hensyn til andre teaters vilkår figurere stensikkert ikke deres resultataftale med Kulturministeriet.

I hvor høj grad den øgede profilering af KbhT som helhed har styrket fællesskabet eller ’virksomhedskulturen’, er dog stadig uklart. I strategiplanen tales der om erfaringsudveksling og synergieffekt. Hvorvidt der har fundet erfaringsudveksling sted i ledelsesgruppen (hvor samtlige teaterdirektører og KbhTs direktør sidder), og om de har medført diverse synergieffekter ved vi ikke.

Men at det tilsyneladende ikke er lykkedes til fulde at finde fælles fodslag, blev tydeligt da Østre Gasværks direktør Jon Stephensen kritiserede de fastlagte repertoireprofiler og sagde, at de var udtryk for en forældet tankegang. At der var tale om et generelt problem, blev dog hurtigt skudt ned af de andre direktører. Men som jeg ser det, er spørgsmålet omkring teatrenes kunstneriske profiler centralt, fordi de legitimere den faste støtte til disse teatre. Det vender vi tilbage til.