- Man kan lave godt teater på mange måder, og man kan lave dårligt teater på mange måder. Og det gælder også for de såkaldte udviklingsforestillinger. Desværre er der ikke nogen opskrift for den slags ting. Det tror jeg i alle fald ikke. Men som dramatiker, må man vel mærke efter og så sige: ”Nu skal jeg hjem og arbejde”. Dramatikeren render jo heller ikke rundt på scenen og forstyrrer skuespillerne i deres arbejde. I bund og grund tror jeg, som med alt andet kunst, at teater kræver autoritet. At der er nogen, der marcherer i front og siger " Vi skal denne her vej" og tager ansvaret på sig. Det kræver, at der er nogen, der har en vision. Hvis man har en instruktør og en dramatiker, der påtager sig det ansvar, så tror jeg, at man kan lave de mest altfavnende arbejdsprocesser. Jeg holdt eksempelvis meget af en udviklingsforestilling som ”Gynt”, der spillede på Betty Nansen Teatret i 2005. Men de havde også en fantastisk samarbejdspartner i dramatikeren Henrik Ibsen, som havde lavet en samlende historie med meget autoritet. For mig er faren ved udviklingsforestillinger, at man ender med ikke at sige noget. At alt bliver fortabt i demokratiets dunkle sumpe, siger Anna Bro.

Også Andreas Garfield har et bud på, hvad der i sidste ende er med til at karakterisere en forestilling og den dertilhørende arbejdsproces som vellykket eller ej.
 - Dybest set kan man vel se, om det teater, du skriver, har publikumssucces eller ej og så deraf udlede, om folk mener, at de teaterstykker, der er kommet ud af den måde at arbejde på, er spændende og vedkommende og folk gider at se mere af det. Eller om det rent faktisk er et problem, at det ikke er en professionel dramatiker, der står for teksten. Jeg har ikke rigtig set nogen af de nyeste udviklingsforestillinger. Grunden til det er, at jeg ligeså lidt gider se et stykke skrevet af instruktører og skuespillere, som jeg gider at se et stykke opført og instrueret af dramatikere og scenografer.

Andreas Garfield: Født 1976. Dramatikeruddannelsen i årene 2004-2007. Har skrevet en del dramatik til Teater PræCdens i Lyngby fra 2001, men også bl.a. for FÅR 302. Skrev i 2006 "Menneskegalskab" sammen med Line Mørkeby, og fik i 2007 sit helt store gennembrud med "Hjem kære hjem" på Teater Grob. Har senest lavet ”X-periment” til Aalborg Teater, foråret 2008.

Ikke på skemaet

Både Andreas Garfield og Anna Clemensen Bro er uddannet i henholdsvis år 2007 og år 2004 fra Århus Teaters dramatikeruddannelse. Uddannelsen er relativt ny, da det første hold uddannede dramatikere blev udklækket i 1996. Fire hold har siden afsluttet deres uddannelse på skolen, og et femte hold er på vej. Uddannelsen er bygget op som en mellemlang videregående uddannelse strækkende sig over 3 år. Uddannelsen er til dels tilrettelagt som holdundervisning, med indføring i teaterhistorien, dramaturgi, teaterlovgivning o.l. Derudover får de studerende blandt andet mulighed for at følge en teaterproduktion, stifte bekendtskab med børneteater, skrive radiohørespil, fordybe sig i skriveværksteder og afslutningsvis at afholde readings af deres stykker.

Til spørgsmålet om, hvorvidt udviklingsforestillinger i højere grad burde være en bevidst del af dramatikeruddannelsen, svarer Andreas Garfield:
- Vi beskæftigede os ikke med det, da jeg gik der. Derimod udviklede vi de større opgaver og i sidste ende stykker gennem workshops med skuespillere, instruktør og en konsulent. Der blev ikke på den måde improviseret, men teksten blev prøvet af, og alle kunne byde ind med deres mening. Jeg ærlig talt ikke, om ville have nogen betydning og få flere dramatikere i arbejde, hvis det fyldte mere på skemaet. Det jo i sidste ende er et spørgsmål om økonomi, - det er jo mestendels en luksusvariant, som kun de store teaterscener har råd til, men på den baggrund er det da ærgerligt, at vi ikke ser mere af det.