Af Mette Garfield Mortensen
Peter Brooks opsætning af Beckett tekster i Paris og grundlæggeren af Théâtre du Soleil Ariane Mnouchkines forestilling ”Les Ephémères” kredser begge intimt om livets skrøbelighed og om tiden. Beckett teksterne udspiller sig i fem knappe fragmenter, mens ”Les Ephémères” strækker sig over seks en halv time
Det tomme rum gløder. Salen på Théâtre Bouffe du Nord i nærheden af den berygtede Boulevard St. Denis i Paris står helt nøgen med afskallede vægge i gulbrune og okkerrøde nuancer. I kraft af lyssætningen knitrer rummet insisterende, lige inden Peter Brooks opsætning af fem fragmenter af Beckett begynder.
Det tomme rum har stor betydning for den berømte, eksperimenterende teaterinstruktør Peter Brook og er også titlen på en af hans mange bøger.
På scenen under salens kuppel udsmykket med diskrete arabesker, ses kun en bænk, en stol og et par skamler – på den ene ligger en violin.
To skuespillere træder ind, så rummet fyldes af deres kroppes tilstedeværelse og af Becketts skarpe ords bevægelser og rytme.
Let som en vittighed
Peter Brook har valgt at iscenesætte de knap så kendte Beckett tekster med fokus på humoren. Brook mener, at tiden er kommet til ikke kun at se Beckett som en negativ pessimist uden håb. Han mener, at Beckett i sine stykker selvfølgelig kaster sit blik ned i menneskets tilværelse som ned i en afgrund, men at hans humor netop redder ham fra at ryge helt til bunds.
Tosprogligheden er endnu et aspekt ved Beckett, som Brook i sin opsætning undersøger og inviterer til at opleve. Beckett skrev som bekendt på både engelsk og fransk, og derfor opføres fragmenterne af de samme skuespillere på forskellige aftener på enten engelsk eller fransk, men med undertekster projiceret blidt op på de afskallede vægge i rummet.
Brooks skuespillere, Kathryn Hunter, Jos Houben og Marcello Magni, formår at gøre Becketts svære, abrupte, meta-tekster, der drejer sig rundt om et ingenting lette som en vittighed og fysisk nærværende og forståelige.
Det viser sig i al tydelighed, da de to føromtalte skuespillere træder ind, og den ene sætter sig på en skammel og tager violinen frem og begynder at spille. Så udspiller der sig som i flere af Becketts tekster et magtspil mellem de to herrer. De undersøger slave og dominans forhold på kryds og tværs, mens de taler rundt om og stadigt forbi hinanden.
Den ene er blind og spørger skrøbeligt den anden til dels dominerende mand, der dog mangler det ene ben: ”Is it day og night?
Den dominerende svarer hurtigt og demonstrativt mørkt: ”Night if you wish!”
Og sådan lader Brooks elegante opsætning af Rough for Theater 1 Beckett ironisere og grine af sig selv.
