Kan man drive et morskabsteater i København?

Men hvorfor gentage det, der indtil nu kun er endt i lukninger? Selv for en garvet teaterkøbmand som Niels-Bo Valbro og hans Privatteater.

- Der er sådan en holdning til morskabsteater, at det ikke er rigtig fint. Det skal kunne klare sig selv, fordi der er publikum til det. Men teaterdrift er dyr lige meget hvad man spiller. Selvfølgelig skal man støtte det smalle, men støtte til morskabsteater kunne for eksempel betyde at man kunne spille mere skæve forestillinger – det kunne vi for eksempel rigtig godt tænke os. Men det er svært at gøre under de nuværende økonomiske betingelser, siger Jeanne Boel. Henrik Lykkegaard er dog ikke ubetinget enig med hende i det med støtten:

- Hvis man er en ildsjæl som en Torben Træsko eller Ernst Trillingsgaard, tror jeg godt, det kan lade sig gøre at drive et morskabsteater i København uden statsstøtte. Det er også ok, at der ikke er støtte til alt. Morskabsteater kræver drive, man kan ikke læne sig tilbage i den genre, og derfor er der også en dynamik i, at det skal klare sig på markedsvilkår. Det er faktisk ok, synes jeg, fordi morskabsteater er så ultimativt. Hvis ikke publikum griner, så er det bare ikke godt nok, og så må man lave det om! mener Henrik Lykkegaard

- Men når det er sagt, så skal det da også siges, at vi jo på sin vis får en statsstøtte. For hvis ikke teaterforeningerne havde refusionsordningen kunne de ikke købe os, og så var vi jo ikke på markedet mere. Så på den må er vi støttede indirekte, tilføjer han.

- Men hvis man ville støtte sådan nogen som os, så behøver det heller ikke være på den klassiske måde. Det kunne også være ved at give os muligheden for at leje os ind et sted i København i et par uger med bare en pose penge til produktionen som eneste støtte. Eller ved at skabe kontorfællesskaber, mulighed for at have en lastvogn sammen med nogen andre eller udstyr, for man bruger det jo ikke hele tiden. Det kunne være rigtig godt med den form for støtte til nye teatre, siger Jeanne Boel.

Godt parløb

59 forestillinger, 30.000 danskere i teatret til ”Hvor svært kan det være?”. Ikke særlig svært, hvis man bare ser på tallene og salgstallene for den kommende forestilling, ”Røg i køkkenet”; der skal på landevejen efter nytår. Men helt ærligt, så gik det måske også så relativt nemt for de fem, fordi de egentlig havde gjort deres forarbejde godt – blandt andet ved at vælge hinanden af arbejdsmæssige, mere end private årsager, og ved at have en fuldstændig mangel på berøringsangst overfor praktiske opgaver og udfordringer. Noget de alle vurderer er enormt vigtigt som nystartet iværksætter, uanset om det er et teater, et tømrerfirma eller et computerfirma, man starter.

- Vi har arbejdet sammen på kryds og tværs, men aldrig sammen alle sammen på én gang. Og så er vi ens på et punkt, nemlig at vi er vant til at få tingene lavet. Der er nogen mennesker, der har meget snævre kompetencer, og som ikke kan forestille sig, hvordan man kan andre ting, men sådan har ingen af os det. Så Jeanne og jeg har for eksempel stået og strøget kostumerne om aftenen, og Henrik har banket scenen sammen, og vi har alle sammen været med til at stille op og tage ned, når vi var ude.

- Det er også en fordel, at vi alle fem har lavet revy. For uanset om det er Cirkusrevyen eller tre mand på en kro, så ser man på tæt hold, hvordan en forestilling bliver bygget op. Man er meget tæt på produktionen som skuespiller i de sammenhænge, siger Pernille Schrøder.

- Vi siger altid, at vi tilsammen har over 100 års erfaring i teaterverdenen. Vi er vant til at lave foreningsarbejde og komme ud og stå mærkelige steder, at skulle klæde om i køkkenet og den slags. Så der er ikke mange forhold, der kan komme bag på os, supplerer Jeanne Boel.

- Man skal have gode stemmebånd, når man starter et teater, for man får snakket meget! Det er møder, møder, møder, man kan møde sig til døde… Men vi har til gengæld også talt os sammen i en grad, så vi faktisk kan sige, hvad de andre vil sige, når de ikke er til stede, siger Pernille Schrøder. Hvilket jo er heldigt, i og med Karsten Jansfort og Thomas Mørk ikke kunne være med til interviewet…

- Vi har lavet en konstruktion, hvor vi binder os og hinanden, men ikke mere end man kan komme løs, hvis man vil. Vi har hver en 5. del i et Aps., en kassekredit og så har vi en kontrakt, hvor vi kan sige op én gang om året. Vi har faktisk brugt mange møder på at opstille worst case scenario op og få skrevet os ud af dem. Det var ret sundt.

De 100 års erfaring i teaterbranchen har også givet dem et vanvittig godt netværk, og det har de brugt godt og grundigt, og uden at møde andet end velvillighed og hjælpsomhed fra de adspurgtes side.

- Hvis vi havde skulle betale honorarer for al den hjælp vi har fået af vores netværk, ville vi løseligt sat have haft et underskud på 1,2 millioner kroner i stedet. Det drejer sig om regissører på teatre, layout af program, etablering af hjemmeside og den slags, vurderer Jeanne Boel.

Men budgettet holdt. Og det er dét, der på mange måder er den allerstørste sejr for teatret når de skal gøre status over deres første sæson.

- Isoleret set var det en succes, men kunsten er nu, at lave en forretning ud af teatret også, siger Jeanne Boel. For de har været nødt til at sælge rigtig, rigtig mange forestillinger, og er samtidig skrøbelige. Bare to aflysninger havde fået alt til at vælte og gjort det lille overskud til et pænt underskud i stedet.

- Vi havde to friaftner lagt ind i turnéplanen, og det var faktisk ikke for at vi skulle holde fri, men som en buffer, hvis der skulle komme aflysninger undervejs. Så kunne vi komme tilbage på de aftner i stedet. Men nu er skuespillerfaget det fag, hvor der er færrest sygedage, så vi undgik aflysninger.

- Vi har ikke selv fået løn udover spilleperioden, men vi har til gengæld givet overenskomstløn til de ansatte, vi vil gerne kunne se dem i øjnene! Men fremover kan vi ikke hive meget mere hjem på indtægterne, så enten skal vi spare eller også skal vi ud og have nogle flere sponsorer. I år har vi haft én sponsor, Dansk Folkeferie. De har givet 90.000 kroner og så har vi fået seks kasser vin til premierefesten. 

- Men vi er nødt til at få en til at hjælpe os med sponsorater. Vi er alle sammen for blufærdige til at gå ud og spørge sponsorer om bidrag. Vi skal jo heller ikke lave alting selv!