Af Mette Garfield Mortensen

Et close-up af et forundret øje omkranset af blå pailletter og med klovne make-up. Om øjet tilhører en mand eller kvinde, er umuligt at sige – snarere et væsen. Ole Christiansen har i en serie af fotos på en udstilling på Warehouse 9, scenen der forener natklub, event og teater i København, også afbilledet dette væsen i fuld figur - iscenesat i positurer foran klaveret eller i sofaen med un-canny make-up og iklædt fascinerende pelsbesatte kostumer. Det er billeder af australieren Leigh Bowerys kropskunst, hvor det narcissistisk makabre og det poetisk skæve smelter sammen.

Leigh Bowery var tøjdesigner i 1980’ernes London, men hans design blev så outreret, at han var den eneste, der turde gå med det, og derfor udviklede hans modeshows sig til regulære performances. Værker, der tematiserede det fremmede og som satte ”det andet” skræmmende samt dragende i scene. I fotoserien kan man se flere af performancekunstens karakteristika. En ellers flygtig og hybrid kunstart, der bevidst unddrager sig lette definitioner.

Performancekunsten udsprang af 1960’ernes happenings og fluxus kunst og var derfor først forbundet til billedkunsten i en oppositionel indstilling til det øvrige kunstmarked, bl.a. ved at performancekunst ikke indebar salgbare værker. Derudover indtager kunstarten ofte en marginaliseret position, også når det gælder køn og identitet. Performancekunstens hybride form kan netop udtrykke en flydende subjektivitet ved at opløse og forskyde traditionelle markører for køn og identitet, ligesom man ser det i Leigh Bowerys kunst. Fotoudstillingen indgik som en del af Performance Studies International også kaldet PSI’s stort anlagte konference Interregnum i København i august med internationale talere, forskere, performanceaktører og kunstnere. I en paneldiskussion diskuterede ledere af forskellige danske kulturinstitutioner samt kunstnere både fra billedkunst- og teatermiljøet kunstartens udvikling og status i dag.

 

Paneldiskussion på Performance Studies Internationals konference blev ledet af Solveig Gade, ph.d. ved Institut for Kultur og Kunstvidenskab.
Paneldeltagerne: Ditte Maria Bjerg, kurator på Camp X, H. C. Gimbel, kunstnerisk og daglig leder af KIT samt Metropolis, Jørgen Callesen, kunstnerisk leder af Warehouse 9, Christine Fenz, kunstnerisk leder af Secret Hotel og ordfører for Uafhængige Scenekunstnere, Ellen Nyman, skuespiller og billedkunstner samt medlem af Kunstrådets Scenekunstudvalg, Solvej Helweg Ovesen, medstifter af U-Turn samt kurator og kunstnerisk leder, Mikkel Bogh, rektor for Kunstakademiets Billedkunstskoler, og Lone Pedersen fra Zene+

Smukke Signa

Men forinden man begav sig ind på KUA’s gange og auditorier kunne man opleve den danske performancedronning Signa Sørensens og Arthur Köstlers performance-installation The 11th Knife på græsplænen mellem det gamle og det nye KUA. I en lejr med bål og hvide telte har en verden midt i mellem fiktion og virkelighed kilet sig ind. Her lever mænd og kvinder iklædt blonder, parykker og med hvid ansigtsmaling depraveret, alt imens de spiller et grusomt spil om magt. Signa har på vanlig vis skabt en parallelverden via minutiøse scenografiske detaljer på hylder og borde: en støvet pudderdåse, gamle guldlænker, visnede blomster, skårede jomfru Maria figurer og alenvis af gulnet linned i sengene.

Performancen kørte non-stop under hele weekendens konference, og man kunne altså gå til og fra for at følge med i og deltage i spillets, karakterernes og hele minisamfundets udvikling.

Re-enactments

Tilbage til paneldiskussionen, hvor Solveig Gade som ordstyrer indledte panelet med spørgsmålet: Er performancekunsten stadig er marginaliseret? Performancekunsten har bl.a. via teatret og danseteatret gjort sit indtog på de større kunstscener i 1990’erne. Og Solveig Gade spørger derfor også til, om det er nødvendigt at blive ved at modstille billedkunst og teaterkunst i forhold til performancescenen.

I øjeblikket er re-enactments eller genopførsler, som fx kunstneren Lilibeth Cuencas værker, hvor hun genopfører ”klassiske” performanceværker, den nyeste tendens indenfor kunstarten. Cuenca har til åbningen af U-Turn re-enacted flere af performancehistoriens store kvindelige kunstneres værker, og hun skal i midten af september genopføre John Lennons og Yoko Onos Bed-in. Derfor kan man nu også, som Solveig Gade nævner, diskutere kunstartens efemeriske karakter, men i samme åndedrag undersøge og tage højde for, hvorledes performances skal bevares og dokumenteres.

Værket Mastercopy af Erik Pold, der havde premiere i Interregnum weekenden på Plex tematiserede i samme genopførsels ånd, hvorledes nutidskunsten ikke længere skaber oprindelige værker, men derimod via samplinger, dekonstruktion og kopiering af kultur snarere producerer kunst. I Mastercopy ser man fx performerne ironisk, usentimentalt og legende genopføre velkendte kærlighedsfilmscener fra bl.a. Woody Allens Manhatten, Ang Lees Brokeback Mountain og Michael Curtiz Casablanca.

Der er altså en brydning i øjeblikket indenfor performancekunsten, der måske ikke længere er så ekskluderet fra den dominerende kunstdiskurs. Derfor blev det også naturligt at spørge til paneldeltagernes erfaringer og til hvilken performancekunst i Danmark, der får støtte samt hvilken performancekunst, der stadig er marginaliseret.

Meningerne blandt deltagerne var selvfølgelig meget delte, og flere holdt fast i performancekunsten som en oppositionel kunstart. De mente ikke kunstarten bankede på for at komme ind på de store scener. Det vigtigste var derimod at få mulighed for og dermed også støtte samt rum til at eksperimentere i. Fokus skulle være på kunstnernes og kunstens præmisser - og ikke på hvilke kunstscener og institutioner den blev opført i. Det lader til, at det desværre stadig er vanskeligt, at udøve eksperimenterende teater og performancekunst i
Danmark.

Fremover vil Teater 1 på linie med vores Spots på dans bringe Spots fra performanceforestillinger. Vi mener, performanceteatret ligesom dansen har de sværeste vilkår, når det gælder om at få plads i den almindelige dagspresse, og at der derfor er vigtigt, at et medie som Teater 1 kan bidrage til synligheden og udviklingen.
Vi vil bestemt ikke garantere at dække alt, hvad der foregår på området, men send os gerne invitationer, så vi har det størst mulige udvalg.