Den liflige rammestyring

I det nye udspil bliver teaterlovens historie gennemgået grundigt. Og lad det være sagt med det samme: der er ingen steder i lovteksten, der forbyder kollektiv erkendelse. Men en gennemlæsning afslører lynhurtigt et politisk styringsinstrument til at holde teaterstanden stangen: rammestyring. Som oftest er den økonomisk, men den optræder også gennem krav til repertoiret. Og sjovt nok har det teater, der modtager flest penge, nemlig Det kgl. Teater, der modtager lige så mange penge som alle andre teatre i hele andet tilsammen, de mest tilbageskuende og museale repertoirekrav.

Men repertoirerammerne er tit så vagt formulerede og svære at kontrollere, at den økonomiske rammestyring har fået størst betydning. Den økonomiske rammestyring er et nyliberalistisk styringsinstrument, der tvinger teatrene ind i markedsøkonomiske tankebaner. Det er i sagens natur mest borgerlige regeringer, der bruger disse instrumenter, men Nyrup-regeringen holdte sig ikke for god, da den i 1996 lagde rammestyring på de små storby-teatre.
Den mest oplagte konsekvens af økonomisk rammestyring kan ses på udviklingen af de store københavnske teatre. I 1992 skiftede ordningen fra underskudsdækning til pengeposemodel, der gjorde det muligt for teatrene dels at akkumulere et overskud og dels at gå konkurs. Det fik lynhurtigt teaterdirektørerne til at lægge sig i slipstrømmen af de forgangne sæsonners publikumssucceser. Starten af 90’erne bød på store musicalsucceser med fx Atlantis og Les Miserable på Østre Gasværk. Det resulterede i, at der i februar 1996 blev spillet musikdramatik på 92 % af samtlige publikumspladser under det, der hed Det storkøbenhavnske Teaterfællesskab. Lovteksten om alsidighed kom en anelse til kort. Men intentionen om at teatret skulle følge markedskræfterne var ført ud i livet. Amagerscenen, fællesskabets egentlige musikteater, gik konkurs året efter.

Sidste skud på rammestyringsstammen er statsrefusionen i egnsteaterordningen. Hidtil har staten refunderet 50 % af kommunernes udgifter til egnsteatre, men nu lægger staten loft på tilskuddet. Det betyder at refusionsprocenten falder, når der kommer nye egnsteatre. Lige nu ser det ud til, at mange kommuner mangler mellem en hel og en halv million for at kunne opfylde deres aftaler. Det får konsekvenser, når teatrene skal genforhandle deres aftaler.

Generelt betyder den økonomiske rammestyring, at teatret enten skal producere billigere eller sælge flere billetter. Det betyder igen, at fokus for teaterledelsen forskubber sig fra at handle om hvilken art kollektiv erkendelse det er kunstnerisk interessant at arbejde med nu, til hvordan kan man forvente at sælger en fandens masse billetter.

Den økonomiske rammestyring er den største ideologiske påvirkning af teatret, i den tid der har eksisteret en teaterlov. Den flytter teatret fra at være en demokratisk samfundsdebatør til at være en underholdningsvare, som er underordnet et økonomisk og ikke et kunstnerisk system.

Det (af)mægtige scenekunstudvalg

Den selvbestaltede teaterlovskommission er helt opmærksom på den ideologiske påvirkning. Og efter dansk praksis skal den modsvares med armslængdeprincippet - nemlig med et altdominerende scenekunstudvalg bestående af teaterfagfolk, der nu også skal disponere over landsdelsscenernes og Københavns Teaters penge.
Ideen er besnærende, men stillet overfor den egentlige måde at gennemføre ideologiske indgreb på, fungerer den ikke. Den vil blot centralisere magten endnu mere.

Som også teaterlovkommissionen er opmærksom på har kommunalreformen gjort at landsdelsscenerne i Århus, Odense og Aalborg og Københavns Teater udelukkende bliver drevet af statslige midler. Det betyder, at staten er eneste tilskudsyder, til alle landets store teatre. Så når Teaterlovskommissionen vil have at scenekunstudvalget skal afgøre driftstilskuddene til alle disse scener, er det for at undgå utidig politisk indblanding.

Men der nogle problemer. Et sådant udvalg vil fjerne den lokale forankring endnu mere, hvilket kommissionen vil opbløde med mere lokale teaterbestyrelser, end tilfældet er nu. Men igen er rammestyringen det største problem. Hvilke muligheder vil et statsligt udvalg have for at undgå, at deres armlængder bliver bagbundne med politisk rammestyring? Har de overhovedet den nødvendige politiske magt til at forhandle om rammerne for deres bevillinger?

I forhold til den politiske detailstyring har armslængdeprincippet spillet fallit.

Den politiske styring

Brian Mikkelsen nedsatte et nyt teaterlovsudvalg, inden han overtog frøken Justitias øjenbind. Det bliver nævnt i sammenhæng med oplevelsesøkonomi og kultur- og erhvervsliv (udvalget, ikke bindet). Og vi skal nok ikke forvente, at teatret blive flyttet længere væk fra markedstænkningen, med Carina Christensen på pinden. Men til syvende og sidst er det jo også det, kulturpolitikken handler om: Hvilken art kultur vil vi have? Og i dette tilfælde: Hvilken slags teater vil vi have?

At få en teaterlov, der ikke prøver at gennemføre politiske interesser er umuligt. Og alt andet lige er det politikernes job at gennemfører deres ideologi, hvor de kan komme til det. Derfor må det handle om at lave en lov, hvor støttebetingelserne for teatrene skal fastlægges af flere politiske instanser.

Kommissionen beskriver egnsteaterloven som en succes. Den er politisk interessant, fordi den bygger på et samarbejde mellem stat og kommune. Kommunen beslutter hvilket teater den vil have, og staten godkender teatrets professionelle kunnen og spytter penge i foretagendet. Det har skabt kunstnerisk højt profilerede teatre, der har nået et stort publikum.
Måske er det vejen at gå.

Hvis både kommuner og stat er med til at finansiere, skal de også være med til at fastlægge støttebetingelserne. På den måde skal resultatet tilgodese flere interesser, end hvis det kun er staten, der bevilger penge til de store teatre.  
Men en ting er vigtigt i forhold til en ny teaterlov. Vi bliver nødt til at tage stilling de kollektive erkendelser, vi vil have i teater. Skal de tjene gud eller mammon? For det vil kræve et gevaldigt løft i tilskuddene til stort set alle former for teater, hvis de skal fungere som frie kunstneriske elementer i den offentlige debat. For frie er de først, når de ikke længere er underlagt det økonomiske system.