|
|
|
HVAD ER DET VIGTIGSTE DET NYE TEATERLOVSUDVALG SKAL TAGE FAT PÅ - OG HVORFOR?
Andreas Garfield, dramatiker
Det vigtigste punkt for det nye teaterlovsudvalg er at kæmpe for større økonomisk støtte til teatrene. Flere af de små scener har for nylig fået besked på at skabe det samme antal forestillinger, de havde sidste sæson, samtidig med at deres midler er blevet drasktisk reduceret. Hvis ikke der bliver givet flere penge til at udvikle ny dramatik og nyt teater, risikerer vi, at repertoirerne i fremtiden kun
kommer til at bestå af klassikere og "sikre" kassesucceser.
 - Andreas Garfield har stået bag nogle af Teater Grobs store successer, senest ”En plads i mit hjerte” med Thomas Levin og Patricia Schuman (foto: Have PR)
Jacob Schokking, kunstnerisk leder af Holland House
Mine forventninger/forhåbninger til Teaterlovsudvalgets virke: - At udvalget stimulerer og strukturerer debatten om hele det danske teaterlandskab, gennem bl.a. at analysere Det Kongelige Teaters forældede særposition og ved at fremhæve evt. relevante internationale perspektiver i forhold til den danske praksis.
- At udvalget retter fokus på projektteater segmentet og dets klemte position i den nuværende struktur og foreslår de nødvendige flerårige tilskudsstrukturer. Her er ment de professionelle uafhængige grupper og organisationer, som i mange år har stået for de væsentligste fornyelser i dansk scenekunst, så som vores Holland House, Mammut Teater, Hotel pro Forma, Signa m.fl.
- At udvalget kommer med forslag som skaber en øget fleksibilitet og dynamik mellem de store etablerede institutioner og de uafhængige organisationer og mindre scener. Feks. gennem fjernelse af stivnende og obstruerende regulativer og ved at foreslå nye tilskudsstrukturer for de etablerede scener som er kvalitets- istedet for kvantitetsorienterede, eller med andre ord et tilskudssystem hvor pengene følger kunstens krav og behov istedet for institutionernes eller branchens behov.
Archauz, Århus
Vi vil gerne slå et slag for en justering af de nationale strukturer for scenekunsten og for det internationale udvekslingsarbejde. Lige nu er der barrierer for nye formater og internationalt spændes der ben for en potentiel udvikling.
Nye strukturer
Der skal i en ny teaterlov gøres plads til nye formater og gøres op med utidssvarende kassetænkning. De rammer der findes for scenekunsten har et umoderne snit og begrænser et globalt udsyn.
Der skal i fremtiden tænkes ind at teatermediet har en bredere tilgang end tidligere og at nye formater, nye fusioner vil dukke op og med de nuværende strukturer har svært ved at gøre sig gældende.
Archauz er et godt eksempel på fremtidens scenekunstplatform, der desværre lige nu er indpasset i to af de gamle formater, nemlig en kombination af en lille storbyteater-bevilling (Århus) og projektmidler fra Scenekunstudvalget til huskompagniet Mancopy. Archauz er i virkeligheden et regionalt center for dans og bør ligge et helt andet sted tilskudsmæssigt. På Archauz er vi i de kasser, hvor vi lige nu bedst kan udfolde vores visioner for et koreografisk center. Centret danner rammen om en masse tiltag indenfor den moderne dans, herunder har stedet en meget stærk international profil, og selve teaterdelen er bare en af de seks-syv parametre der satses på. Sådan vil der være flere og flere steder (teatre), der undergår en moderne forvandling fra ”kun” at producere teater til at beskæftige sig med fx. forskning, arbejde med unge, artists-in-residence-programmer, festivalplatforme m.v.
Regionerne og tilskud herfra skal i højere grad tænkes ind, så nye institutioner kan opstå, som hverken ligner et egnsteater eller en landdelsscene. Man kan godt forestille sig, at relativt små institutioner har meget brede felter af opgaver. Lige nu begrænses disse potentialer af en masse håndfaste kasser, alle skal indpasses i. Vi foreslår nogle forsøgsordninger til dem, der præsenterer strukturer for scenekunsten der træder udenfor de gængse rammer.
 - Out of Hauz expericencens på taget af Musikhuset i Århus (Foto: Jens Bjerregaard).
Stram op på internationalt arbejde for dansk scenekunst
Generelt synes vi på Archauz, at der skal være kortere vej mellem tilskudsgiver og kunstner. I DK er der så mange lag og institutioner, som de kunstnere, der har et drive skal passere for at kunne få støtte til fx. turnésalg på udenlandske messer m.v. Der er en tendens til, at alle skal hjælpes på lige fod, så de der har bedst fat i de internationale kontakter holdes nede, for at få mere tilfældige grupper i spil.
Scenekunstnere med et internationalt potentiale kan godt selv klare det fornødne og det er vigtigt for dansk scenekunst, at der satses på færre frontfigurer ad gangen på den internationale bane. Disse kunstnere og deres kompagnier og forestillinger vil bane vejen for fremtidens eksport af dansk
Louise Seibæk, leder af Dansescenen
At de scenekunstformer, som loven dækker, nævnes og tages hånd om i lovteksten, at loven afspejler sin samtid ved at respektere bl.a. dansen som en selvstændig kunstart og ved at tage navneforandring til Scenekunstloven.
Og så skal rammebevillinger til egns- og små storbyteatre afskaffes og erstattes med 50% refusion.
Erik Pold, danser og performer, Liminal.dk
Jeg vil opfordre udvalget til at henvende sig til teatermiljøet og LYTTE til hvad der bliver sagt. Invitér miljøet ind, vi har mange holdninger fordi vi lever i og med scenekunsten i det daglige.
Jeg kan nævne: Uafhængige Scenekunstnere, De Frie Koreografer, Danske Sceneinstruktører, Den selvbestaltede Teaterlovskommision, Dansk Skuespillerforbund, 3DK.
Men det er også fordi jeg mener det største problem vi har lige nu i dansk teater, er at der bliver tænkt alt for kort-sigtet. I stedet for at kigge på hvad der i fremtiden kunne udvikle sig til et potentielt fremtidigt teatersprog, har man meget travlt med at være kritisk hvis noget ikke er lykkedes med det samme. Hvis det ikke har en belægningsprocent på 80% eller er en kioskbasker på den ene eller den anden måde. Og derfor kom Camp X efter min mening i klemme. Kunne projektet overhovedet lykkedes? Ja nu prøver en ny ledelse så om de kan få det til at lykkedes, det kan de måske, det håber jeg da, men det er hårde odds.
Jeg mener det vigtigste man skal kigge på ved en teaterlovsrevision er at sikre sig at "de frie midler" fra Kunstrådets Scenekunstudvalg sikres i fremtiden.
Det har under den nuværende regering været en politik at gøre midlerne mindre og mindre hvert år. Måske ikke direkte ved at skære i dem, men så ved ikke at regulere dem svarende til almindelig lønregulering. Man har brugt og bruger mange penge på teater, men langt de fleste går til store institutioner og mursten og færre og færre midler går til de frie projekter, som også får ringere og ringere kår. Kulturminister Brian Mikkelsen sagde ved sin tiltrædelse og ved omlægning af Kunstrådet til det nuværende, at der ville komme flere midler direkte til kunstnerne. Men hvor bliv de af?? Så vidt jeg kan se skete det stik modsatte!
Jeg mener man derved dræber udviklingen af et nyt og moderne scenekunstsprog.
Jeg mener man skal lytte til Teaterlovskommisionen som jo for eksempel foreslog at man nedlagde Københavns Teater og istedet lagde pengene over i Scenekunstudvalget. Så ville man se en moderne revolution af scenekunsten som kunstform!
Jeg mener man skal se på og regulere institutionerne og se på hvordan man opnår det mest differentierede teatermiljø. Det bliver jo som regel mest flotte tanker i lovtekst, men gør dem flotte nok! Sørg for at frie midler ikke bliver et fortidslevn som drukner i populismens navn!
Hvordan sikrer man både store kiosk-baskere og små vellykkede eksperimenter og at begge dele når ud til publikum?
Hvordan skal fremtidens teaterrum se ud? Måske ikke i direkte fysisk udformning, men strukturelt. Men også tildels fysisk. Altså hvordan ser scenekunst ud i fremtiden?
Foregår den også på internettet, bruger den også moderne teknologi?
Idag ser man masser af scenekunst som blander film og teater, kommer man til at se mere af den slags? Hvordan sikrer man sig en fleksibel teaterlov der også kan indeholde fremtidens fusioner af former?
Og samtidig bevare det rene tekst-teater, den rene dans, musikteater med videre.
OG så skal jeg da ikke mindst fremsige mit største ønske, nemlig at det ikke hedder teaterlov, men Scenekunstloven, eller loven om scenekunst.
 - Erik Pold som chekket erhvervsmand i ”Børsen Roadshow” (Foto: Per Morten Abrahamsen)
H.C. Gimbel, meddirektør Camp X
Den store kunst bliver skabt af en kunstneriske nødvendighed og det er den, som der skal gives plads til. Hvis kunstneren ikke får plads, får de heller ikke de frirum, som gør, at de kan skabe det, som udsiger noget nyt om morgendagen. Så bliver det ofte reproduktioner, som kan være fine nok i en kommerciel sammenhæng, men for mig ikke har det store med kunst eller statslige tilskud at gøre. Men pladsen - frirummet - skal selvfølgelig afbalanceres af en nødvendig forpligtelse til at skabe med et særligt niveau.
Det vigtigste område for den nye teaterlovskommission er derfor, som jeg ser det, selve strukturen for dansk teaterliv. Strukturen og dermed selvfølgelig scener, tilskud, produktions- og uddannelsesmuligheder osv. for teaterlivets eksistens er helt afgørende for, at de kunstnere der brænder for deres kunst, rent faktisk også kan lave det de brænder for - og ikke alt muligt andet, som bliver presset ned over hovederne på dem af producenter eller det de bliver nødt til at vinkle på en måde, som passer ind i tilskudskasser, regionale muligheder eller andet udefrakommende.
For at udstikke rammerne for det, kræves naturligvis en enorm indsigt i det at producere teater, det kræver en enorm indsigt i de muligheder og begrænsninger, som produktionsstrukturerne skaber, og det kræver en enorm indsigt i alt fra uddannelsespolitik til inspirationsressourcer og sammenhænge, kunstens levetid og professionelle scenekunstneres arbejdsvilkår - herunder også arbejdsvilkår når de er uden lønnet arbejde. For det er kunstnere ofte, selvom de fleste reelt arbejder hele tiden."
Henrik Hartmann, direktør Betty Nansen Teatret
Det vigtigste er at stille alle teatre lige. At se på hele billedet – også de store teatre. Læs teaterloven, udvalg! Så vil I opdage, at vi andre har samme forpligtelser som Det Kongelige Teater for eksempel har, og selvfølgelig skal vi leve op til en masse krav fra statslig side, det er i orden. Men så er det netop også vigtigt at se på os alle under ét.
De små teatre har klynket over deres økonomi, og sagt, at det er fra dem al udviklingen i scenekunsten kommer. Jeg ser det som, at der skal være udviklingsmuligheder for os alle. Det er kunstneriske baser, vi driver, ikke merkantile.
Jeg vil så også godt være fortaler for, at man bevarer konstruktionen Københavns Teater. Hvis man nedlægger den, er det for nemt at skille os ad. Der skal være noget kit, der holder os sammen. Hvis vi bliver delt ud som enkeltinstitutioner, er det meget nemmere at lukke nogle af os.
Jeg har altid kaldt teatret en talerstol, og som jeg ser det, er der ikke råd til at lukke flere talerstole, hvis vi skal have et demokrati.
Men helt konkret og først og fremmest: Giv os lige muligheder for at udvikle teatret!
 - Lige muligheder for at udvikle teatret, siger Henrik Hartmann. Der selv har været frontløber med bl.a. skrakoforestillingerne ”Købmanden” (foto: Betty Nansen Teatret/PR)
Henrik Flygare, formand Danmarks Teaterforeninger
Det er vigtigt at få fjernet bureaukratiet omkring formidlingsordningen og den afrapportering, teaterforeningerne skal lave til Kunststyrelsen. Især fordi det lader til kun at gælde teaterforeningerne og ikke musik- og kulturhusene.
Men så mener jeg også, at udvalget skal sørge for at afspejle teaterbilledet i Danmark, både hvad angår bevågenhed og økonomi. Send venligst flere penge, tak! Men uden at lægge bindinger på dem hvad angår beløb til markedsføring for eksempel.
Noget andet, det er vigtigt at udvalget ser på, er, hvad der skal ske, når de frie midler – altså de bevillinger, som kom fra de gamle amter - forsvinder i 2011. I dem kunne der ligge måske 80.000 kroner eller mere til PR og lignende for den enkelte teaterforening. Det er ret væsentligt at fastholde de midler for teaterforeningerne, for med den økonomi, der er i kommunerne nu, kan man godt frygte, at de penge ellers vil gå til hjemmeplejen eller renovering af skoletoiletterne.
Henrik Petersen, formand, Dansk Skuespillerforbund
Det vigtigste, mener jeg, er at indse, at de problemer, teatret står overfor, kan man ikke strukturere sig ud af. Derfor mener jeg det er vigtigt, at udvalget ser på, hvad man kan gøre for flere penge, og jeg noterer mig da også, at opgaven er blevet til at udvalget skal komme med deres visioner. Derfor kan man håbe på, at det bliver en ønskeliste, der kommer ud af det, men også at udvalget tør anvise de økonomiske rammer, der skal til, for at de enkelte ønsker lader sig opfylde.
Jeg vil ikke ind i den diskussion om, hvorvidt teatret har fået flere penge generelt. Jeg kan kun konstatere, at stort set alle områder, med undtagelse af Det Kongelige Teater, som har været igennem en nødvendig styrkelse, har færre penge.
Et andet vigtigt punkt er at fastholde armslængdeprincippet, og også få det styrket. Det, der springer først i øjnene, når man taler om armslængde, er selvfølgelig en styrkelse af Scenekunstudvalget, men man må heller ikke glemme den armslængde, der ligger i at styrke de små teatre.
Thomas Eisenhardt, kunstnerisk leder af Åben Dans, Roskilde
Decentralisering og frugtbart kunstnerisk anarki! Både geografisk og produktionsmæssigt. Det er i de senere år blevet pålagt store statsinstitutioner som Det Kgl. Teater at skulle varetage alle teatrets genrer, mens andre statsinstitutioner, som Københavns Teater, er blevet pålagt at skulle producere indenfor bestemte genrer. Det er dræbende både for den kunstneriske kreativitet, udviklingen af teatret som kunstform, opfostring af nye talenter samt for den geografiske spredning. På mystisk vis har det statslige teaterapparat under en liberal regering, udviklet sig til noget, som mest af alt minder om socialistisk planøkonomi.
Annette Eggert, teaterformidler og –administrator
Tja - problemet er jo, at der ikke er flere penge i kassen - i hvert fald så vidt jeg er orienteret. For der mangler i dén grad penge! Inden for det område, som Scenekunstudvalget administrerer, blev der ved den borgerlige regerings tiltræden skåret 15% - de er aldrig kommet tilbage, mens alle omkostninger er steget voldsomt.
Mit hjertebarn er børneteater - og det er efter mere end 30 år frygteligt fortsat at se området blive behandlet så stedmoderligt! Eks. det stort (i pressen) opsatte Statsensemble for børn - lanceret som et fyrtårn med hele udtrækket. Nu efter 4 år er det bare væk - uden begrundelse i kvalitet endsige den positive evaluering, der er lavet om stedet. Og man kan jo blive ved i det spor! At kvalitet og udviklingsarbejde ikke belønnes - derimod sætter Ministeren gerne Peter Shaufuss på finansloven!
Der bør komme flere driftsstøttede små teatre, så Scenekunstudvalget kan koncentrere sig om det nye, det eksperimenterende, det grænsesøgende. Ikke kun børneteatre, men teatre, som har holdt ud år efter år efter år.
Og egnsteatrene skal sikres de 50% refusion fra staten. Det er skammeligt, at regeringen fortsætter med at skære ned på provinsens kunstliv. Og det hindrer blomstring af det engagement, som faktisk findes herude!
Og så skal det internationale område opprioriteres - det står skrevet alle vegne, men de økonomiske resourcer er fortsat ufatteligt begrænsede!
 - Corona La Balance har været statsensemble i 4 år, nu er ordningen ophørt. Her fra ”Solo”. (foto: Gorm Valentin).
Mogens Holm, formand for FAST
Jeg så gerne, at hele loven bliver revideret. Man kan ikke friholde 60% af teaterbilledet, som man gør ved at udvalget ikke må tage Det Kongelige Teater med i betragtningerne. Det er useriøst. Dels er der den rå økonomiske situation at tage hensyn til, med en fordeling på 60-40%, dels teatrets centrale placering der giver det en dominerende rolle i hele scenebilledet. Så tager man ikke dem med, så er det effektløst, hvad man laver på resten af området.
Jeg siger ikke, Det Kongelige skal have færre penge. Men de har store organisatoriske problemer, som i andre virksomheder havde ført til, at der var sket rationaliseringer, noget var solgt fra eller stedet ligefrem sat under administration.
Der står ikke skrevet nogen steder, at vi skal have så stor en mastodont i teaterbilledet, derfor er det også nødvendigt for udvalget at bryde det hele op. Man kan ikke kun se på kunsten, ved at se hvad folk producerer med stort K, skal man også se på det store O(rganistation), A(dministration) og B(ygninger), for at se, hvad kunsten skabes ud fra.
Udvalget er jo egentlig opstået, fordi man var klar over, at man var nødt til at se på strukturen i Københavns Teater. Det er også nødvendigt, fordi der bliver kanaliseret så mange penge over til København, og det eneste der sker er, at der skabes stadig mere bureaukrati og stadig mindre kunst for de penge.
Når Det Kongelige Teater og Københavns Teater er det, der falder mest i øjnene er det fordi de begge er forlængelser af traditioner, ingen har stillet spørgsmålstegn ved. Man fortsætter bare en 360 år lang tradition med en samlet nationalscene, og man laver en landsdelsscene i København med KbhT fordi det har man i provinsen og så må man også have det i København.
Ethvert teaterudvalg må starte med at tage stilling til, at de skal beskæftige sig med en kunstart, der egentlig hører til i en montre på Hofteatret. Tør de tage så frisk et afsæt, at de siger, at der ikke er nogen grund til at forlænge traditionerne, men i stedet se på det globaliserede digitaliserede udgangspunkt vi lever i i dag. Og så skal de glemme alt om at lave en perfekt lov. Teater er en organisme, ikke en maskine. De kan sætte nogle skibe i søen, men de kan ikke komme med løsninger. Teaterlove skal være kludetæpper.
Christian Have, direkte Have PR
Jeg mener, at to ting er helt afgørende i forhold til kommissionens arbejde. For det første, at man foreslår at allokere 10 % af de samlede teaterbevillinger til formidling. Midlerne må ikke bruges til andet end formidlingsaktiviteter. De bør ikke bruges til at producere indhold eller købe nyt inventar. Til gengæld bør ”formidlingsaktiviteter” defineres bredt. God formidling er også en kunst, og den kan udføres på mange måder. Derfor skal det være op til den enkelte teaterinstitution selv at udforme og udvikle rammerne for og indholdet i sine formidlingsaktiviteter. Formidling er det altafgørende bindeled mellem kunstnere og publikum, og formidling er nøglen til succes, hvis målet med at have en statslig kulturpolitik skal opfyldes: Nemlig at få så mange som muligt til at benytte de offentlige kulturtilbud og på den måde sikre borgernes kulturel dannelse og udvikling. Der består ikke mindst en formidlingsmæssig udfordring i forhold til at få det segment, der aldrig går i teatret, i tale.
For det andet bør der etableres en pulje af risikovillige midler til at understøtte nye, kreative, innovative og ”risikable” projekter inden for scenekunst. Det er nødvendigt med en sådan pulje, dels fordi risikovillige midler er en nødvendighed for at sikre den fortsatte udvikling af danske teater, og dels fordi teatrene ikke kan erhverve sige risikovillige midler andre steder end hos det offentlige – specielt ikke i tider med lavkonjunktur, som dem vi står overfor nu.
Jakob Steen Olsen, teaterredaktør på Berlingske Tidende
For det første kan man håbe på, at det, det kompetente tremandsudvalg kommer frem til, ikke bare bliver et urealistisk drømmekatalog, men et modigt og konkret arbejdsværktøj. Ærgerligt er det dog, at udvalget skal holde nallerne fra Det Kongelige Teaters voksende økonomi. Forlig eller ikke forlig Hvorfor må udvalget ikke mene noget om de mange millioner, vi poster i en nationalscene? Hvad skal der ske efter forligets udløb? Det kunne udvalget vel godt forholde sig til?
Teaterlovgivningen her i landet har jo netop været præget af lappeløsninger – nu havde vi lige chancen for at se det hele lidt fra oven. Derefter kan man så i øvrigt kun bede til, at den nye kulturminister, som indtil videre har gjort alt for ikke at træde i karakter, vil have mod og mandshjerte nok til at gennemføre også nogle af de beslutninger, udvalget kommer frem til – for man kan ikke flytte ret mange kommaer i dansk teater, uden at der bliver ballade. Og der er nok at tage fat på: Der skal findes en ordning for egnsteatrene, så de ved, hvad de har at holde sig til. Folketeater-konstruktionen – holder den? Umiddelbart en god ide, men det ser mere og mere ud som om skeptikerne fik ret: København fik et reduceret flagskib ud af columbusægget. Handler det om konstruktionen eller den kunstneriske ledelse? Hvad skal der ske med Københavns Teater? Er det ikke en underlig konstruktion, at vi har den forskansede højborg Københavns Teater og et helt andet, københavnsk teaterliv i frit kredsløb udenom? Men helt afgørende er det, at der sikres flere frie midler i systemet. Hvorfor? Fordi de frie midler er altings moder – forstået sådan, at de er en forudsætning for, at nye, spændende initiativer kan skyde op . De muliggør, at det er muligt at tænke udenfor rammerne og skabe det teater, som umiddelbart har det vanskeligere på institutionsteatrene. I øjeblikket er der stort set ingen midler til rådighed, fordi velrenommerede teatre sluger en del af scenekunstudvalgets rådighedsbeløb, ganske enkelt fordi disse teatre, som også fortjener støtte, ikke har andre steder at gå hen. Prøv at kaste et blik på de initiativer, der får afslag: Det vrimler med gode ideer, interessante konstellationer, spændende projekter, vi aldrig får at se. Og så skal der findes en løsning for det turnerende børneteater, som er udsultet til ukendelighed og lider under kommunernes skrantende økonomi. Den behandling hæderkronede teatre udsættes for, kan vi ganske enkelt ikke være bekendt. Slet ikke over for kommende generationer.
Lasse Bo Handberg, leder BaggardTeatret
Det der umiddelbart springer i øjnene er jo egnsteaterproblematikken. Ikke så meget det med rammestyringen og frafaldet af 50% ordningen, som det at sørge for, at der er en kollektiv ramme om egnsteatrene. Det problematiske er jo, at hvis vi øger omsætningen, går det ud over nogen i måske Nordjylland.
Det er blevet en unfair struktur.
Jeg er helt på det rene med, at Finansministeriet ikke kan skrive noget nær en blankochek ud til de 98 kommuner, der nu har en størrelse, hvor de reelt kan have et egnsteater hver. Jeg er med på, at man må have en offentlig styring af offentlige midler. Som ordningen er nu, er den forkert. For der er rigtig mange løsninger på problemet, men også rigtig mange forkerte løsninger, som jeg ser det. Jeg synes for eksempel, det vil være en dårlig ide at gøre som med de regionale spillesteder, en ordning man godt kunne forestille sig indført på egnsteaterområdet. Men så skal der sidde nogen og bestemme, hvem der skal have licensen hvornår, og det vil ødelægge området.
Der ligger et stykke konkret arbejde omkring egnsteatrene, og jeg er med på, at der skal udvikles og at udvalget tænker ud af boksen.
Mikael Helmuth, leder Team Teatret
Jeg mener, det vigtigste punkt på udvalgets dagsorden er, at få styr på, hvad staten egentlig vil med egnsteatrene. Vi har brug for at få klar besked om, hvad der skal ske, om ordningen skal tænkes om, om antalle af teatre skal mindskes eller hvad der skal ske.
Vi har en 4 årig aftale med Herning Kommune, men når den ophører, ved ingen, hvad der sker. Så kan det da godt være, de er træt af at betale op til en 600.000 ekstra hvert år til egnsteatret. Vejle Kommune lukkede for eksempel Teater Trekanten med det samme, da rammestyringen blev meldt ud – og det vil sikkert ske for flere andre også.
På et egnsteater kan man mærke, at man laver noget, der virkelig betyder noget for provinsen, men der er overhovedet ingen opbakning fra ministeriet, der er ikke flere penge. Der er en fantastisk lokal støtte, men ikke fra staten. Det er en utilfredsstillende arbejdsform for os.
Det siger meget om provinsens status.
|
|
