|
|
|
Af Daniel Wedel
Men det er platform som kan bruges til rigtig interessante ting – eller til dybt kedsommelige, ligegyldige ting, siger dramatikeren Daniel Wedel i denne artikel om ”hans” teater.
For kort tid siden oplevede jeg noget usædvanligt: jeg fik 2 anmeldelser af den samme teaterforestilling i den samme avis.
Den første anmeldelse kom i 2. sektion, og var skrevet af en kulturjournalist, den var overvejende negativ. Den anden anmeldelse dukkede op en uges tid efter i 1. sektion, og jeg mener virkelig anmeldelse, ikke omtale. Den var skrevet af en erhvervsjournalist, med speciale i det forestillingen handlede om, og den var overvejende - for ikke at sige meget - positiv. Emnet/sagen blev diskuteret indgående og holdt op mod forestillingen, forestillingens virkemidler beskrevet og bedømt.
Det var en stor sejr for det teater, jeg arbejdede for. De havde i længere tid forsøgt netop det at komme i 1. sektion. Nu var det endelig lykkedes.
 - Fra ”Hr. Møller” på Camp X i efteråret. (Foto: Henrik Stenberg)
For mig var det tankevækkende. Hvorfor føler en erhvervsjournalist sig kaldet til at anmelde en allerede anmeldt forestilling? En protest? En strid mellem 1. og 2. sektion? En ny kulturkamp? Både ja og nej. Kulturkamp ja, men ikke ny.
Som jeg ser det, er det en strid mellem dem, der elsker teatret, og dem der elsker fortællingen.
Jeg vil hundrede gange hellere have, at folk diskuterer emnet/indholdet end kunsten, når de har set mine forestillinger, hørt mine radiospil og (snart også) set mine film.
Udsagn som: ”gode replikker”, ”fantastisk rolle”, ”dramatisk scene” interesseret mig ikke – for ikke at tale om ”ægte teatermagi”(nærmest et yndlingsudtryk for mange teateranmeldere).
Jeg skaber hverken replikker, roller eller scener i almindelig forstand og slet ikke teatermagi.
Jeg elsker ikke teatret. På ingen måde. Det er en platform, som kan bruges til rigtigt interessante ting - eller til dybt kedsommelige ligegyldige ting. Et sort rum med lamper i er intet i sig selv.
 - Daniel Wedel hørte til holdet bag Turbo Town serien. Her fra ”Like a Virgin” med blandt andre Benjamin Kitter og Tina Gylling Mortensen, (Foto: Luca Berti)
Vi – jo jeg tror godt jeg kan svinge mig op til at sige, ”vi” – er en gruppe fortællere/fortolkere/billedskabere som ønsker at sprænge teaterets rammer på forskellig vis.
Det er ikke en ny kamp. Det er en kamp, man finder hos kunstnere lige siden romantikken, hvor man (ulykkeligt!) isolerede kunsten fra videnskaberne og filosofien. En kamp for ikke at blive reduceret til æstetisk nydelse, adspredelse og ”teatermagi”. En kamp som Brecht førte, som var til stede i 70’ernes politiske teater og senest genrejst i de sidste 10 års ”virkelighedsteater” blandt andet. Det er en kamp, som noget forenklet kan beskrives som: kampen for at nedlægge det kunstige skel mellem avisernes 1. og 2. sektion. Mellem P1 og P2. Mellem fakta og fiktion. Mennesket har kun ét sanseapparat, kun én fornuft, kun ét sæt følelser. Hvorfor lade som om vi oplever anderledes i teatermørket end foran TV-avisen. Vi kan blive lige så forført begge steder, lige så manipuleret, lige så oplyst.
Når teatret for mig er helt fantastisk, og det er det heldigvis stadig ind i mellem, så er det ikke for dets magi, poesi eller store skuespiller-præstationer. Det er for dets evne til at formidle ”virkelighedens unikke detaljer” på en anderledes og mere sand måde end selv den vildeste TV-avis. Hvad pokker er så ”virkelighedens unikke detaljer”? Jeg kan bedst beskrive det ved at fortælle om mine læremestre og deres metode. Jeg mødte tidligt de store danske radiomontage mestre: Christian Stentoft, Stephen Schwarz, Torben Paaske m. fl.
De to sidste havde jeg endda lejlighed til at møde og lære direkte af. Montage-gruppen, en nu nedlagt (skam jer DR!) afdeling i DR – symbolsk set, og interessant i denne forbindelse!, autonom i forhold til både dokumentar-redaktionen og radioteatret, måske fordi de bevægede sig på tværs, nægtede at være hverken 1. eller 2 sektion i radioens verden.
I denne afdeling havde man en særlig sans for at lokalisere og finpudse ”virkelighedens unikke detaljer”. Interviewet var deres metode. Og ikke interviewet som vi kender det fra Tv-avisen. Nej et ordentligt interview tager mindst 2 timer, mere sandsynligt 3 gange 2 timer= 6 timer med hver person! De var benhårde med saksen i klippebordet, kun det bedste af det bedste kom ud til lytterne. De kunne fremhæve selve den interviewedes sjæl, så både persontegning og sprog stod lysende klart, men også emnet, fortællingen, dilemmaet.
Er detaljerne gode kan jeg nøjes med lidt. En sætning kan holde mig mæt i længere tid. Når en dramatiker som Jon Fosse er fantastisk, er det ikke hans poetiske sprogs fortjeneste, det er heller ikke hans evne til at skrive situationer, men hans særlige evne til at se og formidle ”virkelighedens unikke detaljer” så de står mejslet i granit. I dansk teater er det desværre langt mellem disse snapse. Det meste er dramatisk fyld, oppustede almindeligheder og psykologisk patos.
Jeg prøver på min måde at hive nogle af ”virkelighedens unikke detaljer” ud af mine personer. Hvad enten jeg ”skriver af” efter virkeligheden eller ”lyver” er interviewet min metode. Jeg taler med mennesker i mange timer. Bagefter klipper jeg tilsvarende hårdt i det og sier, som en guldgraver, de bedste ord og sætninger fra – og sætter dem sammen på nye måder.
Når jeg interviewer en Maersk-ansat og får at vide, at ”Der må aldrig ligge noget og flyde på bordene. Alt skal ind i skabene, og skabene siger klak, klak, klak hele tiden så man er ved at blive sindssyg”, så forstår jeg mere om, hvad det vil sige at arbejde for Hr. Møller end 1000 ord. Når jeg interviewer enken til Danmarks største bogtyv, og hun siger: ”Han havde ikke noget forhold til tid. Tiden stod bom stille for ham”!, og jeg så et øjeblik efter får at vide, at han stjal én bog om dagen i 10 år, Danmarks mest kostbare bøger, ved at pakke dem ind i brunt karduspapir og tage toget op til Espergærde. Så forstår jeg ikke alene, hvordan det kunne lade sig gøre, men er på sporet af et helt specielt menneske.
Kunsten er så at formidle denne oplevelse videre til publikum. Nogen gange lykkes det. Andre gange ikke. Og der er dem der aldrig får oplevelsen, fordi de kigger/lytter efter noget helt andet som ikke er der. En del af sidstnævnte arbejder på avisernes 2. sektioner.
Men hvorfor så ikke bare lave dokumentar-programmer og lade andre om at passe teatret, vil der sikkert være nogen, der tænker? Det ville sgu være synd for fiktionen, fattigt for teatret, siger jeg, hvis vi lod journalisterne rende med guldet. Desuden stjæler dokumentar-genren så meget fra dramaet i disse år, at det kun er rimeligt, at vi tager noget igen. Jeg mener heller ikke, at forskellen mellem de to genrer er så stor. De bedste dokumentarer indeholder fiktion. Og den bedste fiktion er virkelighedsnær (og bemærk: det er ikke den igen så moderne såkaldte ”realisme” på teatret, jeg taler om!) I mødet mellem virkelighedens unikke detaljer og stor – gerne fysisk – abstraktion ligger mit teater.
|
|
