Af Mette Garfield Mortensen

Japansk kunst og kultur var hovedtema på Festival d’Automne i Paris i 2008. Dramatiker Toshiki Okada lader i værket Freetime et pauvert sprog flyde frit mellem diverse identiteter. En iscenesættelse af den fortabte generation af japanske unge arbejdsløses kedsomhed og apati

Saitu indleder. Hun er en ung kvinde, der arbejder på en familierestaurant i Tokyo. Hun fortæller, at hun møder lidt tidligere end alle andre på arbejde, men ikke rigtig kan bruge den ekstra tid til noget. Hun sover også ofte over sig og møder for sent. Men ingen bemærker det på restauranten. Hun fortæller om den flirt, hun har med en af kunderne på restauranten. Så fortæller hun om, hvordan hun ofte sidder og kigger på skyer, når hun er på arbejde.

Herefter overtager en af kunderne, der hænger ud i restauranten. Han fortæller, hvordan han mødte en pige, der hed Saitu. Og senere overtager en anden af de to mænd eller fire kvinder på scenen ordene, historierne og digressionerne, der vikler sig ind og ud mellem hinanden. Om alt og især ingenting.

Identiteterne flyder bogstaveligt i Freetime ved at performerne uengageret overtager, gentager, digter videre på eller referer hinandens historier og replikker.

Den handelsuddannede japanske dramatiker Toshiki Okada er født i 1973. Siden 2001 har  han afdækket japanske unges slang i sin dramatik, der også inddrager stram koreografi. I 2005 var han sammen med sit kompagni nomineret til en Toyota Choreography Award i kategorien ”bedste unge koreograf”. Med Freetime, der er hans seneste værk, som handler om spændingen mellem frihed og arbejdsløshed, har han har sat sig for at skrive et stykke i et sprog bygget på ingenting. Et sprog der mimer unges hverdagssprog om almindeligheder med digressioner og afbrydelser. Og denne demontering af sproget må siges at være lykkedes ham i Freetime, der blev opført under den tilbagevendende Festival d’Automne på en af Paris nyeste scener i kulturcentret Le CENT QUATRE.  Ingen af historierne der påbegyndes i Freetime og som måske forventes afsluttet, når til en konklusion. De blafrer åbent i vinden.

 

En tidslomme

Freetime er en enakter, og de seks performere i stykket er alle en del af Toshiki Okadas kompagni Chelftisch, hvis navn efterligner en barnlig udtalelse af det engelske ord Selfish. Performerne agerer i et minimalistisk set up af lave borde og stole, altså familierestauranten, og er alle klædt i dagligdags komfortabelt tøj. De er aseksuelle, spiller næsten uden kraft og energi og slet ikke til eller op imod hinanden. Sprogets demontering findes således også i opsætningens spillestil.

Performerne taler monotomt og let famlende ud i det tomme rum, mens de laver forskellige bevægelser med arme og ben, der hverken har nogen retning eller mening i forhold til replikkerne. En kvinde står lænet henover et bord og tegner cirkler på et papir, alt imens hun løfter det ene ben højt bagud. Hun taler om at skrive - om at skrive dagbog. ” At skrive handler om at finde ud af, hvad man vil skrive”, siger hun, men så fortaber hendes sætninger og historie sig. Hun overtager istedet Saitus monolog om at arbejde på familierestauranten, og om hvordan hun ser ud af vinduet, når hun er på arbejde og ser en sky, som hun så overvejer at skrive om.

Tiden bliver simpelthen strukket ud og gjort langsomt meditativ i Freetime, ligesom som når man lader tankerne flyve, kigger på skyer og overvejer hvad de ligner. Tiden er forankret i et nu, men forsvinder eller opløses samtidigt, hvilket som sagt også er tilfældet for sproget for de involverede, hvis man kan kalde dem det. For det mest kendetegnende ved personerne i Freetime er deres apati og ligegyldighed. Overfor hinanden, scenografien, replikkerne og dialogen.

De to mænd ser ud af vinduet og  ser en pige med afrofrisure. Så begynder et replikskifte om hendes frisure er pæn eller ej? Om en asiat kan have afrofrisure eller ej? Den ene mand taler, mens den anden svarer distanceret: ”mmm, mmm”, så det til sidst bliver komisk og selv de mest hard core avant-garde publikummer må le. Der behøves ingen oversættelse selvom det foregår på japansk med forsinkede franske undertekster.

Kedsomhed  

Freetime vidner om den kolossale frihed, der lammer de unge. De er arbejdsløse og hænger ud på familierestauranten og har al den tid de vil, men intet at tage sig til. Den rastløse spænding, der opstår heraf mærkes i dialogen, sproget og koreografien. Vidner om de unges indespærrede frihed og kedsomhed.

Performernes ben og arme spjætter umotiveret ud i rummet uden tilknytning til noget eller nogen. De tegner krusseduller i et væk, mens de taler om alt fra cumulusskyer og en bedstefaders død. Hægter sig på hinandens ord og taler videre derfra i digressioner, der aldrig får afslutning. Helt tydeligt en netværksgeneration, der kobler sig på og af hinanden og derfor måske ikke har noget egentligt hvilepunkt eller nogen tilknytning.

Toshiki Okada udtrykker en virkelighed, der er svær at gengive. De unges konstante skiften i synsvinkel, retning og historie. Og med sprogets opløsning og de unges venteposition i Freetime er det ikke svært at se Okadas inspiration i Samuel Becketts figurer og sprog.

Freetime er et bestillingsværk af Tokyos Nye National Teater, og Okada har bevidst villet konfrontere teatrets borgerlige, ældre publikum med de japanske unges virkelighed og vanskelige situation. Med en præcis koreografi, der bæres af et improvisationens tilfældige udtryk og søgen sammen med et på overfladen fattigt sprog, der mimer netværkskulturen, indkapsler Okada nutiden, men også noget menneskeligt universelt. 

I et rum mellem teater og dans, mellem naturalisme og abstraktion åbner Okada til et indblik i den japanske virkelighed, der måske kan facettere vores egen europæiske. Freetime ridser singulære konturer op af unges udflydende og måske splittede identiteter. En virkelighed mange unge også i Danmark vil kunne genkende.

Freetime er en givende udveksling mellem generationer over internationale grænser som kun bliver mulig i kraft af Festival d’Automnes tværkulturelle samarbejder, der giver både indblik og udsyn.