|
|
|
Bent Holm holdt talen, da ”Anden” Anders Matthesen fik Holberg-medaljen den 2. december 2008
Af Bent Holm
Formanden har talt om forsiden. Medaljen har en bagside. Den kan jeg som bagmand så tale om. På bagsiden af medaljen står der ”For Aand og Tanke”, hvor ordet ”ånd” staves efter gammel retskrivning, med dobbelt-a. Det har ikke været på tale at udelade det ene ”a”. Der er allerede taget tilstrækkeligt særlige hensyn i og med, at uddelingen ikke finder sted tredje december, Holbergs fødselsdag, men anden…
 - Totalt udsolgte huse, ekstraforestillinger og nye spillesteder, der også er og var totalt udsolgte. (Foto: Rikke Juellund)
Værket og manden
Anders Matthesen er et omvandrende fusions-gesamtkunst-værk: skuespiller, sanger, danser, forfatter, komponist, musiker, tegner, og så har jeg sikkert glemt et par kategorier. Han debuterede som stand-upper i 1993, siden 1999 i tæt infight med Stewart Felfoss Stenstrøm Stardust jr. I 2003 fejrede Matthesen sit ni-års jubilæum og lavede samme år tv-serien ”Jul på Vesterbro”. Fortællingen om ”Terkel i knibe” kom året efter som grum og grotesk film, begge under spektakulær medvirken af Stewart Stardust, som i 2006 i ”Anden på coke?” blev endegyldigt likvideret for åbent tæppe. Lige nu turnerer og huserer han med showet ”Anders Matthesen… vender tilbage”. Matthesen er hædret med i Norge at være stemplet som børneskadelig, underlødig og undergravende. Terkel-filmens moral blev her defineret som ”temmelig speciel”. Sproget som anstødeligt. Uden at skulle åbne diskussionen om Holbergs nationalitet, vil jeg blot konstatere, at i så henseende var Holberg ikke nordmand. Politisk ukorrekthed er nærmest et varemærke. Anden er ingen kylling
Satire og svimmelhed
Man kan vælge og vrage i en rimeligt stor produktion. Man kan slå ned på det skræmmende morsomme mareridt ”Terkel i knibe”. Eller kraftpræstationen ”Jul på Vesterbro”, der rummer satiren, den sproglige mangfoldighed, stilistiske flerstemmighed, anarkiet. Den portrætterer bagsiden af medaljen i dagens Danmark: nassere, narkomaner, pædagoger, politier, terrorister, specialister, skæve og skumle eksistenser, alle gestaltet af mr. Matthesen himself, og hvor det hele ender i ged, kage, kaos og katastrofe. Har man set noget lignende før? Både og. Ludvig Holberg begik en lille vanvittig farce, Julestue, der også er et minisamfundsbillede, situeret i et tumpet Æbeltoft, med en pædagogisk repræsentant for den gode vilje, en skolemester, som forsøger at holde gemytterne i ave i et accelererende kaos, der eksploderer i slutningen, hvor scenen invaderes af politiet, og samtlige medvirkende slæbes med på stationen. Så kan de lære det, kan de!
 - ”Anden vender tilbage” har været en af sæsonens største scenesucceser, og han selv er en stand upper i særklasse (Foto: Rikke Juellund)
Det er klart, at stand-up er navlestrengen i Matthesens værk. Den lige-på-og-hårdt direkte kontakt til publikum. Og at i forhold til den form var ”Anden på coke?” et skred, hvor skabelonen blev brudt, eller rettere klonet med teater, i en forestilling om komikeren, der lader op til aftenens show i kaskader af speedsnakkende desperationsmonologer og kontaktsøgende dialoger med guldfisken Artaud, hvor bogstavelig talt alt ender med at bryde sammen, og showet opstår af ruinerne. Svimmelheden slog igennem det øjeblik, da ideen virkelig indfandt sig: at lade den desperate talestrøm være forestillingen, hvor så det, at han siger, at han siger, at det, han siger, kunne være en del af forestillingen, kunne være en del af forestillingen. Det er jo helt klart Pirandello på speed. Men med rødder i universer, som også Holberg dyrkede. Komedien ”Uden hoved og hale” indledte han f.eks. med at lade komikeren i knibe komme ind med et stearinlys og gå i en desperat dialog med publikum: om de ikke har set en akt, hele første akt til forestillingen er blevet væk. Og da han har ævlet i en rum tid, giver han op og konstaterer, at så må man tage til takke med det, man lige har set, det må så gøre det ud for en akt!
Sprog og kreativitet
Sproglig fabuleringsevne i den mere vildtvoksende vægtklasse ytrer sig bl.a. i evnen til at udvikle navne. Vi nævner i flæng fra galleri Matthesen: Leon Gungadin Mogensen, Beate Habakuk Stenstrøm, rytmeterapeuten Arne Nougatgren, for ikke at tale om nævnte Stewart Felfoss Stenstrøm Stardust jr. Et andet felt er rim-potensen. Det formelig sprøjter ud. Hør blot fra ”Jul på Vesterbro”: ”Intet slår den følelse man får når det’ december […] Og du kan prøve at flygte men du ved du ikke du kan gemme dig”. Eller socialpædagogens gribende linjer: ”Og jeg knokler for kommunen selvom jeg næsten ingen gage får/ Det eneste der kører for mig er mit pagehår”. Sprogligheden slår ud i forbavsende sanse-spring: ”Har aldrig været særlig vild med glögg/ Jeg synes det smager lidt li’som Sverige lugter.”
Matthesen frådser hæmningsløst i talesprogets flora og fauna. I Stewarts sang om pølsevognen hedder det f.eks.: ”Alt kan klares uden dikkedarer/ Og sku’ det ske at du er vegetar,/ så ka’ du få en kradser med bræk og bæ og blod/ rigeligt med sårskorper og en smule jod”. Sårskorper er ikke ekkoer af tressermodernistisk bandage-lyrik. Det er ristede løg. Videre hedder det: ”Du sku’ prøve en grillet ørn med klodser og med snot/ En dødsens indianer i en kano med kompot”, der i oversættelse til fladt normal-dansk handler om en grillkylling med pommes frites og remoulade, og en hotdog med sennep og ketchup. Det kan man vælge at kalde plat. Eller man kan se linjen fra alle tiders grænseoverskridende grotesk-obskøne satirikere. Allerede de gamle grækere… Under alle omstændigheder er det lavkomik på højt niveau.
 - Anders Matthesens projekt er en ustyrlig søgen uden ende, som vi andre følger med fascination og fryd. (Foto: Gasværket/PR)
Kunst og kategorier
Jeg har det tit skidt med kategoriseringer. Hvor er den store pointe i, at noget hedder show, og noget teater? Det handler vel om musikalitet og nærvær. Det samme med stand-up. At en mand står op og går direkte i kødet på tiden og trenden, det har altid fandtes. Det hedder historiefortællere, gøglere, narre. Revy, cabaret, music-hall, varieté har været geniale scener for de rablende udfald. Ikke tilfældigt hedder det moderne teaters grundmanifest ”Varieté Teatret”.
Der er en papirtynd membran mellem vulgærkunst og avantgarde. Monty Python og Fellini er bemærkelsesværdige som surrealister på højt niveau og med folkelig gennemslagskraft. Eller en sprogkunstner som Storm-P. Hvor interessante er kategoriseringerne? Er ikke intensiteten, vitaliteten, seriøsiteten det afgørende?
Tildelingen er ikke udtryk for, at noget skal løftes over i en traditionel kategori. Den er et udtryk for at de traditionelle kategorier ikke længere holder. Litteratur er ikke bare ord på papir. Det snævre litteraturbegreb bryder sammen i en moderne multimedial virkelighed. I det perspektiv er det interessant, at stand-up formen i disse år breder sig hastigt ind over politik, medier og teatre. Kunstgenrer krydses og klones skamløst og hæmningsløst i former, man heldigvis ikke kan styre. Det er f.eks. ikke det, der ligger i ordet Kunst-styrelse. Også den tekst, som skrives til at fremføres, er en tekst. Spørg bare Holberg!
Undren og indignation
Der står i fundatsen, at prisen kan tildeles f.eks. en forfatter, hvis værk har en vis ”Aandelig Forbindelse” med Holbergs ”satiriske Produktion”. Holberg var modernist. Ikke i forhold til søgte smartheder som at kalde ”Peder Paars” for Danmarks længste rap. Holberg var en formbevidst kunstnerisk anarkist med hang til absurditet og maskespil. Han bragte gadesproget ind i litteratur og drama og har i flere omgange været kritiseret for sin lystne omgang med vulgærsproget. Han var en rationalist med et dybt afhængighedsforhold til irrationaliteten. Og drevet af en umådelig undren over verden og sig selv. Man fornemmer en tilsvarende undrende indignation i Matthesens værk: så brug dog hovedet, mennesker! Men hvor ville det det dog være kedeligt, hvis det kun handlede om det. Det er et godt genererende kunstnerisk paradoks. Verden ifølge Matthesen er et skræmmende sted. Fuld af fobi-sværme. Brutaliteten ligger absolut ikke kun i sproget. Den slår igennem for et godt ord. Først er man en dejlig svaneunge, så bliver man en grim and. Karaktererne er jagede og plagede. Deraf komikken. Det matthesenske projekt indebærer en ustyrlig søgen, som aldrig får ende, og som vi andre følger med fascination og fryd. Jagten går videre. Verden er fuld af løse ænder!
|
|
