Teater er endt i den forkerte kasse
Teateret er i tv, radio, dagblade og internetaviser kommet i en intern konkurrence på kulturplanet. Der er opstået en opfattelse af, at nogle kunstarter er mainstream mens andre er svære og elitære, mener Middelboe:- Der har scenekunsten været så uheldig at havne i den forkerte kasse. Den bliver opfattet som noget elitært, til trods for at der sidste år i Danmark blev solgt over 3 millioner teaterbilletter. Det vil sige, at så elitært kan det jo ikke være.
Problemet i forhold til mediedækningen er, at samme holdning findes hos de kulturredaktører, der bestemmer sendeflader og spalteplads. Ifølge Anne Middelboe hylder de filmen, litteraturen og populærmusikken, mens teater desværre er blevet slået sammen med skånsk lyrik og billedhuggerkunst i bronze:
- I forhold til tv er det jo særlig idiotisk, fordi tv er i stand til at gengive scenekunsten: Der er billeder, lyd, koreografi, der er lyssætning, der er måske video, der er kostumer. Der er alt, og alligevel bruger tv det ikke.
Anne Middelboe Christensen beskriver det som en sensation, da tv-kanalen DK4 begyndte at lave programmet Teatermagasinet med Jyllandspostens anmelder, Henrik Lyding. Det var det første seriøse bud på at bringe scenekunsten helt regelmæssigt ind både på nyhedsplan og på et undersøgende plan:
- Det var jo en opgave, som Danmarks Radio burde have påtaget sig hele vejen igennem.
Stram vinkel eller forenkling
Kampen om pladsen i medierne resulterer i stram vinkling. Det betyder i sidste ende, at man på det kulturjournalistiske område kan blive nødt til at gå på kompromis med baggrundsstoffet, detaljer og sågar det sproglig ping-pong, der gør en artikel indbydende og til en fornøjelse at læse. Der er en tendens i tiden til, at man fokuserer på enkeltpersoner, bedst kender man det måske fra mediernes dækning af det politiske stof, hvor spidskandidater fremhæves frem for partierne. Det er smittet af på kulturformidlingen:
- Det er et alvorligt problem, fordi scenekunsten så hovedsageligt får opmærksomhed gennem store portrætinterviews med skuespillere, allerhelst hvis de også er på film eller i tv i øjeblikket. Al den journalistik, man tidligere havde, som forsøgte at diskutere værkerne, flyttes nu over på at skulle bæres af personfikserede interviews. Og det lykkes selvfølgelig ikke.
Når der skæres i pladsen, bliver det som regel kun de store teaterstykker, der får opmærksomheden, og selv dét sker på begrænset plads. Anmeldelsen er derfor i fare for at blive ren og skær dokumentation, hvor Anne Middelboe Christensen mener, at den burde være en personlig, faglig refleksion og vurdering.
Professionel provins
På trods af de svære betingelser i medierne, oplever Anne Middelboe en stor grad af både stædighed og faglig stolthed især hos de mindre teatre i provinsen. Også hos kommunerne og i byerne rundt om i landet er der en større forståelse for, hvilken betydning, det har at have et rigtigt teater – og ikke bare et kulturhus: Et teater, som man selv har valgt, og som man gerne vil betale for:
- Der er en mere eksplicit sammenhæng mellem borgeres glæde ved at bo et sted og det kulturudbud, stedet naturligt har. Som eksempler nævner hun blandt andet Mungo Park i Kolding, der har fået bygget et teater med et æstetisk udtryk, der efter Anne Middelboes mening vidner om en klar prioritering af scenekunsten.
Men selvom provinsen gør det godt, kalder Anne Midddelboe Christensen Danmark for ’et geografidiskriminerende land’. Vi tror meget mere på en forestilling, når den kommer fra en storby.
- Udfordringen ligger i at skabe scenekunst man ikke kommer udenom, og at gøre det så overbevisende, at medierne igen må rydde pladsen for teaterstoffet: It ain´t over till the fat lady sings.
