Af Katrine Sekjær

De mindre teatre i provinsen bliver forbigået af de større medier. Nationalt tv, radio og de landsdækkende aviser besværer sig sjældent med at opsøge kulturlivet i provinsen. Et kulturliv, som man fra politisk side ellers ønsker, skal blomstre i Danmark. Til gengæld har teatrene glæde af de lokale medier, der er med til at skabe samhørighed og kommunikation mellem kulturinstitution og publikum.

Teater 1 har mødt to egnsteatre for at høre, hvordan de oplever mediedækningen som kulturinstitutioner i provinsen. Team Teatret i Herning og Bornholms Teater har hver sit udgangspunkt: Det første ligger centralt placeret i det, der er kendt som en messeby i Jylland, mens det andet ligger på en ø, hvor lokalbefolkningen er stærkt forankret. Begge steder bliver fra tid til anden invaderet af henholdsvis messefolk og turister. Det giver liv og mennesker på gader og stræder, men kun indtil messen er ovre, eller sommeren er forbi: Herefter er kun lokalbefolkningen tilbage. Hvad gør man så, for at få folk i teateret?

Teater på Solskinsøen og i Messebyen

Ifølge Jens Svane Boutrup, leder af Bornholms Teater er både lokal og landsdækkende pressedækning vigtig for de små teatre i provinsen: Den lokale i første række, hvis der er tale om en forestilling, der primært spiller lokalt for et lokalt publikum, den landsdækkende, hvis der er tale om turne-forestillinger eller forestillinger, der henvender sig til et bredt publikum, for eksempel Bornholmerrevyen. Både anmeldelser og mere generel omtale i medierne har betydning for egnsteatrene, mener Jens Boutrup:

- Begge dele er vigtige. Markedsføring og PR består af mange små tiltag, der virker sammen. Men en god anmeldelse er altid rar at have og tæller nok højere i publikums bevidsthed.

I Herning har Steen Jøker Dohn, presseansvarlig for Team Teatret undersøgt, hvor stor indflydelse de lokale medier har i forhold til publikum. Og det er ikke så lidt:

- For os er er den lokale pressedækning ekstremt vigtig. Vi har lavet en undersøgelse der viser, at over 70% af vores publikum jævnligt læser Herning Folkeblad. Vi kan også høre på de tilbagemeldinger, vi får fra folk, at de bruger avisen til at følge med i, hvad der sker på teateret.

Jens Boutrup kan godt mærke gode anmeldelser direkte på billetsalget, mens jyderne er lidt mere tilbageholdende på det punkt. De stormer ikke billetsalget efter en god anmeldelse, men lægger dog mærke til den, det kan Team Teatret godt høre.

Og selvom den lokale pressedækning sørger for, at det lokale publikum finder vej til Team Teatret, ville Steen Jøker Dohn også gerne have mere bevågenhed både i form af netop anmeldelser og almindelig omtale:

- Begge dele er jo vigtige, men jeg må nok sige, at jeg synes at de landsdækkende medier prioriterer anmeldelser af teater i provinsen meget lavt. Det er meget svært at få anmelderne her ud på heden. Det er ret problematisk, fordi vi dermed ikke får en ærlig chance for at blive målt og vejet i forhold til teatrene i for eksempel København.

Når pressen bliver centreret om kulturlivet i de større byer, bliver fordommene omkring provinsteater, ifølge Steen Jøker, heller aldrig udfordret:

- Jeg tror, der er opstået sådan en uheldig fordom hos folk, der ikke har været på et egnsteater: At det laver teater på et lavere niveau. Det er muligvis også en uheldig betegnelse. Egnsteater. Det lugter sgu lidt af festspil og glad amatørrevy.

Andre historier, andre steder

Ønskescenariet for de små teatre i provinsen er ikke blot mere omtale, men også anderledes omtale: Fokus på andre historier, hvor teater bogstaveligt talt spiller en rolle. Ifølge Jens Boutrup er der behov for flere historier, som binder teatret sammen med alt det andet, der foregår:

- Historier der viser eller genetablerer teatret som bærer og formidler af vores fælles kultur og historie. Som en vigtig stemme.

For Steen Jøker Dohn er pointen med en bedre og bredere dækning af teaterstoffet heller ikke kun at få publikum i teateret:

- Som jeg nævnte før, så kommer teaterdækningen efter min mening sjældent ret langt væk fra København. Det er synd. Ikke så meget på grund af billetsalget. Det klarer vi fint med de lokale medier. Men mere fordi der er mange gode historier og emner, som ikke bliver bragt i spil, fordi kulturjournalistikken er koncentreret om København.

Men for ham er der også en anden pointe, der hænger direkte sammen med egnsteatrenes eksistensgrundlag:

- Måske ville vi heller ikke have haft den her problematik omkring statens begrænsninger på egnsteater-midlerne, hvis medierne havde været bedre til at dække os og til at vise politikerne, at teater i provinsen er fuldt på højde med det, de laver øst for Valby bakke?