Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Er teateranmeldelser ved at blive et fortidigt fænomen i den trykte presse? Ekstra Bladets tidligere teateranmelder Gregers Dirckinck-Holmfeld har taget springet til nettet med samlede ben. Her fortæller han hvorfor og hvordan, og hvad det har betydet.
En lørdag formiddag i februar sad jeg i toget og griflede på en anmeldelse. Stillekupé. Quiet, please. Jeg havde været til Kafka-forestillingen ’Slottet’ med Niels Ellegaard i hovedrollen som K.
I holderen ved siden af mig stod dagens Berlinger og Jyllands-Posten. Dem kikkede jeg lige i. Fandt kultursiderne. De var slunkne.
Teateranmeldelser? Jo. 15-20 linjer i Jyllands-Posten om Peer Hultberg-forestillingen på det nye ”Københavns Musikteater”. Og 15-20 linjer i Berlingeren om Bellevue Teatrets ”Gæster fra Rødby”.
Senere konstaterede jeg, at Henrik Lydings anmeldelse i Jyllands-Posten lå i en længere udgave på avisens netside. Mens Jakob Sten Olsens anmeldelse havde ligget i parallelversion på netavisen, men allerede var skubbet i afgrunden af andre artikler. Færdigt arbejde. Hvis man tror, man skriver for evigheden på nettet, så er Berlingerens evighed altså et par dage.
Det fungerer altså lidt hulter til bulter. Håndteringen viser i hvert fald, at respekten for papir-læserne er begrænset.
Der satses på læsere, der er netstærke. De netsvage må klare sig på skånekost.
 - Niels Ellegaard i ”Slottet” på Aarhus Teater. En forestilling der slap igennem nåleøjet og blev anmeldt. (Foto: Jan Jul)
Det giver anledning til nogle overvejelser.
Teater1 har spurgt mig, hvordan jeg forholder mig til de igangværende ændringer. Af den gode grund, at jeg selv har part i den proces.
Baggrunden er følgende: For to år siden sagde jeg op efter tolv år som teateranmelder ved Ekstra Bladet. Det var blevet uden mening at skrive i avisen. Da jeg kom til bladet i 1995, blev jeg ansat som musik- og teaterkritiker. På det tidspunkt var vi så fem – fem! – som anmeldte teater. Jonna Gade, Paul Jørgen Budtz, Janus Kodal, Hans Ole Hein - de to sidste med særlige opgaver: Kodal performance- og andre hybridopsætninger, Hans Ole Hein klassisk ballet. Da jeg forlod bladet, var jeg ene mand tilbage på skansen, teaterstoffet var stort set reduceret til en enkelt side om ugen, og da dén så også blev dømt ude, var der ikke så meget mere at komme efter. Som chefredaktionen fastslog: Vi skal bare have Cirkusrevyen og et par ting til. Det andet interesserede ikke læserne. Vi drejede forsøgsvis en måneds tid over på interviewgenren. Men da et søndagsinterview med Lone Hertz blev underkendt, fordi det ikke handlede om sex, ex-mænd o.l., men om Lone Hertz’ retur til scenen efter 13 år, sluttede ballet på Ekstra Bladet, og jeg fortsatte på dagbladet Børsen med interviewene, ikke med anmeldelserne, for Børsen var velforsynet med Lars Wredstrøm og Jacob Wivel, men avisen var i sin almindelige ekspansion af kulturstoffet interesseret i at forsyne avisen med interviews, bl.a. på teaterområdet.
Anmeldelser var for mig en del af blodomløbet, sat i gang i studietiden (musikvidenskab) på det hedengangne Dagens Nyheder i 1958. Så det måtte fortsættes. Jeg fik en dygtig webdesigner (Jes Petersen – www.jesroger.dk) til at lave en hjemmeside til mig, tog fat på anmeldelserne igen, og fik så efter nogle måneder koblet tegner på: Claus Seidel, formand for Danske Bladtegnere og mangeårig teatertegner for først Land og Folk, så BT. Det pyntede!
Anmeldelserne er siden blevet skrevet i nogenlunde den rytme, der var etableret gennem mange år: At skrive straks efter en forestilling, gå i seng og sove trygt - men nu pludselig have den mulighed at kunne stå op næste morgen og pynte på en detalje - i stedet for at slå avisen op og måske ærgre sig over et eller andet, der ikke var til at ændre.
Og så én afgørende forskel: Ingen linjebegrænsning. Mulighed for at komme længere ned i stoffet. Meget stimulerende. Men psykologisk er situationen ellers stort set den samme: Skrive intensivt på oplevelsen og den viden, man har. Slås med sine overvejelser. Rase eller juble. Den uopslidelige fornøjelse ved at sidde ved tasterne. Og opleve, at fornøjelsen ved at se produktet på skærmen ikke er mindre end at se den på papiret.
 - “Slottet“ Århus Teater: Ensemble (Foto Jan Jul)
Det har taget et stykke tid at indarbejde opmærksomhed hos andre omkring websiden. Det har ikke bekymret mig. Jeg skriver som sagt anmeldelserne af almindelig drift, men også fordi jeg som medlem af Reumert Juryen har brug for hele tiden at være à jour og kunne gå tilbage og se, hvad jeg mente.
Interessen for ’6. række midtfor’, som jeg kalder siden, er steget jævnt. Flere og flere er inde på den, teatrene citerer anmeldelserne i deres annoncer og på deres websider. Hvis de er positive - men det er jo ikke anderledes, end da de stod i avisen. Nogle teatre mumler bandeord over, hvad man skriver, andre jubler. Som før.
Hverken jeg eller Claus Seidel får penge nogen steder fra for anmeldelserne - dem tjener vi ved vores andre gerninger. Skuespillere mailer nogle gange til Claus Seidel og spørger, om de kan erhverve hans tegninger. Det er vist det nærmeste, vi kommer fænomenet indtægt. Bortset fra den mere udefinerbare synergieffekt af webside, foredrag, Børsen-interviews o.l. For Claus’ vedkommende bl.a. hans aktiviteter på Det Kgl. Bibliotek.
Økonomien kan man selvfølgelig betragte som et problem med netanmeldelser. Generelt og på længere sigt. Ikke så meget for Claus og mig (og dog!!). Men for aviserne. I takt med at læserne nedtrapper læsningen på papir til fordel for skærmen – og redaktionerne følger samme kurs – vil afhængigheden af annoncer på skærmen vokse. Håbet er selvfølgelig, at annoncerne strømmer samme vej. Det gør de kun, hvis annoncørerne har lyst til at stå skulder ved skulder med anmeldelserne. Først i den situation forsvinder den paniske rædsel hos redaktørerne for teaterstoffet og det andet ’finkulturelle’ stof. Og hvordan forsvinder den rædsel? Kun ved, at de konstaterer, at læserne læser teateranmeldelserne på nettet, og at annoncørerne leger med.
Vi kan fælde tårer over, at de flagrende papirsider er på vej ud og tænke vemodigt på, hvordan vi med Schyberg og Kistrup har indsnuset tryksværten og lyttet til rotationspressen dundren. Men samtidig glæde os over, at det ikke er computernes og nettets skyld, hvis teaterlivet ind imellem har trængsels tider. Folk søger derhen, hvor formidlingen er, og medierne derhen, hvor folk er. Det er vist læren. Gregers Dirckinck-Holmfeld kan læses på:
www.gregersdh.dk
 - Manden her var engang det store ideal for enhver anmelder: Frederik Schyberg fi k på Politiken lov at skrive doktorafhandlinger om de forestillinger han så. Det er længe siden, og det er måske meget godt - trods alt. (Foto: Arkiv)
|
