Af Claus Flygare

Efter nogle år der mest minder om det københavnske blodbad står lige nu og her 20 sceneprojekter uden et sted at spille i næste sæson. Årsagen er en fantasiløs og egoistisk beslutning om at lade Camp X få Kanonhallen

Den seneste tids udvikling indenfor teaterlivet i København, viser med stor tydelighed, at manglen på overordnede ideer og visioner gør det muligt for tilfældige enkeltpersoner at gå ind, sætte de almindelige demokratiske spilleregler ud af kraft og trække politikerne i Købehavns Kommunens kulturudvalg og Københavns Teater rundt ved næsen.

Forhistorien er kort fortalt:

Martin Tulius, der er leder af Kaleidoskop K1 og Kanonhallen K2, bliver udnævnt til ny leder af Camp X. Camp X står overfor en større modernisering, ombygning eller evt. flytning. Der er mange penge på en byggekonto og den årlige teaterbevilling er langt over 20 millioner kroner.

Det må være en drømmeopgave for en ung, visionær teatermand, som Martin Tulinius har ry for at være.

Men her hopper kæden efter min opfattelse af.
I stedet for at gå på opdagelse i virkeligheden for at skabe et nyt, enestående spillested, fostrer MT i selskab med en hel del andre, en plan der går ud på, at i stedet for at blive i de ikke tidssvarende lokaler på Frederiksberg, vil Martin Tulinius blive, hvor han er – i Kanonhallen – som ganske vist, i følge ham selv, også er uanvendelig.

Her springer der et nyt kulturpolitisk begreb ind på scenen: Den internationale loftshøjde.

Ifølge Martin Tulinius, skulle der være rigtig mange store, internationale gæstespil, som i de seneste år, er draget uden om Danmark, fordi der ikke har været international loftshøjde i Kanonhallen. Det lyder som nogle usædvanligt luftige argumenter.

Sådan fortsætter det. Litten Hansen, der er konstitueret leder af Camp X og formand for bestyrelsen på K2, bevæger sig ud i en tågesnak om at ”pengene følger manden” – og kommer med nogle angstfyldte betragtninger om, at det kun er MT og ingen andre i hele landet, der kan drive et sted som Camp X/ Kanonhallen/ Kaleidoskop...

De betragtninger virker meget udbrændte og ude af trit med virkeligheden.
Hvis Martin Tulinius & co. havde skabt et helt nyt spillested med sin store bevilling og sine store internationale ambitioner – ville det have været en gave til teaterlivet.

Det havde været en inspirerende knopskydning, som ville give et løft til en branche, der kæmper hårdt for at overleve.

I stedet for praktiserer man et overlagt kulturdrab.

Efter denne artikel blev skrevet, har Mammutteatret fået ansvaret for NyAveny i en overgangsperiode.

Gennem de sidste 10-15 år har man halveret teatrene i København.  Man har talt om, at det var det mest tidssvarende, og at der ikke var publikum til alle de teatre, der fandtes.

Ifølge statistikkerne er teaterinteressen rent publikumsmæssigt stadig stigende. I øjeblikket er der omkring 20 teaterprojekter, der er hjemløse i København, så selv om teatrene er blevet halveret, er strømmen af nye initiativer og projekter ikke blevet halveret.

Det mest forstemmende ved den såkaldte teater-kabale er den åbenlyse glæde alle kulturpolitiske fløje og andre grupperinger, der har været involveret i kabalen, giver udtryk for.

Man fornemmer hos nogen ligefrem en vis form for stolthed.

Det er ubegribeligt. Planen eller kulturdrabet – er en kopi af den borgerlige måde at lave planer på: Man lukker noget, slår noget sammen, sparer lidt hist, omfordeler lidt der og så giver man det et nyt navn og taler om, hvor godt det er, at der bliver rørt rundt i grøden en gang imellem.

Efter min mening har man pligt til at undre sig højlydt over sådan en opvisning i bevidstløs, liberal kulturpolitik, og især når forslaget kommer fra teatrets egne rækker og anført af den tidligere venstrefløjs forkæmper Litten Hansen. 

Tilbage står man med en lukning og en ombygning og ca. 20 hjemløse projekter og savner i den grad visioner og planer for, hvad man vil med teaterlivet i København.

Det kan blive en længere proces, men man kan starte med at sikre, at det aldrig mere er muligt at lave sådan et overgreb på teaterlivet – fra dets egne rækker – der er styret af fantasiløshed og egoisme.