Af Camilla Stagsted

Sådan udtrykte en dreng i 4. klasse sig, da han efter besøg fra Den Jyske Opera ville forklare, hvad opera er. Formuleringen er meget sigende, for operasang lyder netop som om, det er forstærket. Rent teknisk etableres denne kraftige lyd gennem en særlig sangteknik og gennem den måde, som musikken er komponeret - det sidder alt sammen i kroppen.

Netop kroppens muligheder har været udgangspunktet for den formidling af opera, som Den Jyske Opera har lavet for børn og unge siden 2002. På et kursus for operahusene i Skandinavien mødte vi i formidlingsafdelingen den tyske dramapædagog Markus Kosuch, der har udviklet metoden Musikdramatisk Interpretation som en alternativ måde at formidle opera på. I et opgør med den sædvanlige foredragsform, hvor en formidler og nogle sangere tager ud på skoler og fortæller og illustrerer opera, har Kosuch udviklet en interaktiv metode, hvor børnene med egen krop er med til at skabe og fortolke opera. Det særlige ved metoden er, at den formidler med operaværket i centrum, og at den interaktivt involverer deltageren gennem et fysisk workshoparbejde. Efter mødet med Kosuch har Musikdramatisk Interpretation været en vigtig inspirationskilde i Den Jyske Operas store ambition om at give børn og unge interessante operaoplevelser.

”Rigtig operakunst”

De operaoplevelser, som deltagerne får i det musikdramatiske arbejde kan langt hen ad vejen sammenlignes med dem, som publikum får i mødet med ”rigtig operakunst.” Metoden indskriver sig derfor i høj grad i en kunstnerisk og æstetisk diskurs, og ikke i en pædagogisk eller læringsorienteret. Det handler ikke om at gøre børnene til fremtidens operastjerner eller om rigtigt eller forkert, men derimod om den enkeltes æstetiske oplevelse i mødet med kunsten. I forsøget på at gestalte det æstetiske møde mellem værk og deltager anvender Musikdramatisk Interpretation de dramaturgiske principper og æstetiske teorier, som også ses i tidens scenekunst. For at engagere deltagerne interaktivt benytter metoden sig af performanceteatrets nedbrydning af scene- salforholdet, hvor det ofte hænder, at publikum træder op på scenen og bliver til medperformere. I formidlingsmetoden sker denne nedbrydning ved, at børnene så at sige træder ind i værkets fiktive ramme, hvor de agerer personerne fra operaen, således at fortolkningen sker fra en position implicit i værket og ikke udelukkende fra den sædvanlige publikumsposition i tilskuerrummet. Fortolkningspositionen er dog ikke statisk, idet metoden benytter sig af det, som adjunkt i visuel kultur og billedkunst Helene Illeris kalder det relationelle møde med kunsten, hvor mødet med kunsten ikke alene fokuserer på værket, men derimod på relationen mellem de forskellige elementer, der er med til at etablere kunstmødet - værk, sanger, publikum, scenografi og operahus. I Musikdramatisk Interpretation får børnene lejlighed til at opleve fra alle positioner. Gennem et arbejde med rollekort, der kan sammenlignes med sangerens arbejde med rollen, identificerer deltagerne sig med en karakter i operaen. Fortolkningspositionen bliver derved rollens. Undervejs i workshoppen præsenterer deltagerne arbejdet for hinanden, sådan at de bliver publikummer til de andres præstationer, og herved bliver fortolkningspositionen publikummerens.

Hvis du vil vide mere:
Fischer-Lichte, Erika: Ästhetik des Performative, Suhrkamp Verlag Frankfurt am Main 2004

Illeris, Helene: Billede, pædagogik og magt, - postmoderne optikker i det billedpædagogiske felt, Forlaget Samfundslitteratur Kbh. 2002

Illeria, Helene: ”Performative positioner i kunstpædagogik” in Valör, Konstvetenskapliga studier, nr. 4 2003. Udgivet af Uppsala Universitet

Illeris, Helene: ”Det relationelle møde med kunsten” in Uddannelse, undervisningsministeriets tidsskrift, vol. 3. www.uvm.dk

Dette er blot eksempler på nogle af de forskellige fortolkningspositioner, som deltagerne indtager, men det interessante er, at disse positioner er relationelt betingede – de opstår i kraft af hinanden, og det er relationen mellem positionerne, der er det interessante og ikke positionen alene. Gennem en analyse af de forskellige positionsskift bliver det synligt, hvordan deltagerne ikke blot performer opera, ligesom skuespilleren spiller teater, de er så at sige med til at skabe opera på lige fod med komponist og librettist. Det sker, fordi operaværket i Musikdramatisk Interpretation ikke optræder som en facitliste, som deltagerne skal agere op imod. Værket som det foreligger fra fx Mozarts hånd privilegeres altså ikke som det rigtige, fordi der ikke findes rigtige eller forkerte bud på værket, men derimod mange lige gyldige, som indenfor den enkelte fortolkningsposition synes mere eller mindre interessante. Her træder inspirationen fra performanceteatret frem igen, fordi deltagerne ikke blot laver opera ud fra et allerede foreliggende materiale (læs værket som det foreligger fra Mozarts hånd), de opfordres derimod til at fortsætte, hvor komponist og librettist slap, og derved digte videre på rollen og handlingen og evt. skabe en helt anden slutning. Dette skaber en stor grad af uforudsigelighed, hvilket også ofte ses i performanceteatrets ikke på forhånd fastlagte struktur. Ordet performance er hentet fra sprogfilosofien, hvor man taler om performativer, der af den engelske filosof J.L. Austin anvendes til at kategorisere særlige sætninger, der udfører det, de konstaterer. Et eksempel på et performativ kunne være sætningen: ”Jeg erklærer jer hermed for rette ægtefolk at være,” fordi sætningen så at sige gør det den siger – den udfører handlingen ”at vie nogle.” Med fare for at blive lidt for teknisk kan man tale om, at noget, med denne form for sætning, bliver til og betyder på en og samme tid, fordi sætningen skaber en ny virkelighed med en ny betydning– før var de ikke gift, nu er de gift. Det samme gør sig gældende i Musikdramatisk Interpretation, fordi deltagerne skaber en ny og anderledes virkelighed om værket ved at digte videre på det oprindelige forlæg, hvilket skaber en helt anden fortolkning af værket.

Hvad kan børnene så bruge det til

Udover at give børnene nogle interessante og anderledes operaoplevelser beskæftiger metoden sig ikke direkte med noget målbart afkast såsom at skabe nye operasangere eller operapublikummere. Alligevel synes den at give børnene nogle navigeringsredskaber i det, man kunne kalde en postmoderne virkelighed, hvor al betydning, lidt firkantet sagt, synes opløst i fraværet af universelle statements. Musikdramatisk Interpretation beskæftiger sig ikke med universelle sandheder, men alligevel synes alt ikke lige gyldigt, fordi der trods alt indenfor den enkelte fortolkningsposition eksisterer en mere eller mindre interessant betydning. Metoden kan derfor styrke børnene i at skabe nye og anderledes forståelser af virkeligheden i en tid, hvor mulighederne er mange.

Camilla Stagsted er cand.mag. og artiklen er skrevet ud fra hendes speciale om emnet.