Af Sara Strand
B for Balanchine
Arme og ben arbejder som en organisk vindmølle - piger i hvide dragter og hår i hestehaler på en lang diagonal række. Siden hen kommer flere farvede dragter til og de kantede bevægelser får humoristisk karakter. Kulminationen på dette sker i 1. parret’s solo (Yao Wei og Thomas Lund), hvor de skrå og skæve bevægelser antager nærmest fjollede figurer. Publikum klukker, og dermed er den svære seance lykkedes – hvilket overskud at kunne karikere og skære en bevægelse til, så publikum fanger den let ironiske kommentar til tidligere tiders balletæstetik, hvilket lykkes ikke bare for 1. parret, men for hele truppen. Slutbilledet består af geometriske, men netop ikke symmetriske stræk af arme, ben og kroppe fordelt på farvede dragter – neoklassisisme når det er bedst! Sådan åbner Symfoni i tre satser af George Balanchine og musik af Igor Stravinsky denne festaften i Operaen.
 - Symfoni i C - korpset letter fra gulvet og stemningen løfter taget. (Foto: Kyle Froman)
Søvngængersken fra 1946 er aftenens anden balletakt og adskiller sig fra de fleste andre af Balanchines værker, idet Søvngængersken er en romantisk inspireret handlingsballet. En ung poet kommer til baronens maskebal. Her gør kokotten tilnærmelser alt imens både slaver, akrobater og Harlekin danser. På et tidspunkt bliver poeten alene og ind kommer en søvngængerske. Der opstår nu et sværmerisk spil, hvor poeten indhylles i søvngængerskens søvn og skønhed. Kokotten ser poeten kysse søvngængersken, og det bliver hans død. Baronen dolker poeten.
Silja Schandorff formår i rollen som søvngængersken at indfange nuancerne i søvngængeriets forskelle - bevidsthedens bevægelighed og drømmens ynde. Marcin Kupinski har det sværere som poeten, man får ikke fornemmelsen af, at han opnår muligheden for at udtrykke karakterens splittelse mellem de to kvindeskikkelser, selvom parallellen til James i Sylfiden kunne være oplagt.
Symfoni i C er fra 1947 og må betegnes som aftenens højdepunkt. Her fornemmer man Balanchines afsæt i russisk ballet. Skarpheden i de virtuose partier underbygges af kostumernes sorte og hvide farver – der danses med samme strategiske præcision som brikkerne i et skakspil og med en æstetisk elegance, som man kun finder det i en sort og hvid perlekæde.
Åbningsscenen honoreres øjeblikkeligt af klap fra publikum – der er piger i hvide tutu’er på rækker, og så langt øjet rækker.
Både 1 og 2. satsen udmærker sig ved smukke næsten melankolsk sværmende udtryk, mens det dramatisk udadvendte vækkes i 3.satsen flot effektueret ved 3. soloparret (Tim Matiakis og Gudrun Bojsen) – overskuddet strømmer over scenen.
Således fører opsætningen B for Balanchine og ikke mindst b for ballet, blivende og bevægeligt os igennem den alsidige Balanchines inspirerende univers.
Af Johan Brøndsted
Fire koreografier af gæster fra udlandet: Short Stories
Dansescenen havde i slutningen af februar inviteret gæster fra udlandet. En irakisk trio lagde ud med den stærke og dystre ”Crying of my Mother”, der bearbejdede erfaringerne fra et efterkrigsplaget Irak. De var i kjortler og et vævet tæppe lå på gulvet i orange lys. Med stræk, indadvendte fødder, omfavnelser og arbejde henover gulvet formidlede mændene kaos, tab af familie og fædreland. Deres kroppe blev tegn på den menneskelige lidelse: De kommer fra krigen – det er sket – i virkeligheden.
Italienske Chira Frigo blev siddende med fødderne plantet foran sig. Det var armene der talte og selve den omstændighed, at hun ikke rejste sig. Det var en udforskning af de muligheder som armene har i denne begrænsede position, og det var knugende, hæmmet og anstrengende. Alligevel havde disse arme, der slyngede sig ind i de samme bevægelser igen og igen, en egen ynde. Begrænsningen blev transcendens.
Efter pausen tog islandske Steinunn Ketilsdottir og amerikanske Brian Gerke over i en rablende performance, hvor de fortalte historier og small-talkede om elskere og deres egen forfængelighed. Desværre sluttede de af med den relativt fade kødmarkedsindsigt: at man må elske sig selv for at andre bider på krogen. Alligevel måtte jeg overgive mig til den bravour de leverede det hele med samt en havenisse.
 - Ayman Harper og Yvonne Øyen i ”Sad Story 6 & 8”, der gestaltede længslen og kærligheden så anmelderen tabte hagen og lidt til. (Foto: A.L. Øyen)
Til sidst blev barren hævet og jeg blev taget med ind i et univers jeg nok havde hørt om: En smertende lyrisk længsel efter at blive set af et altomfattende kærligt blik. Norske Alan Lucien Øyen (husk navnet!) havde sat Ayman Harper og Yvonne Øyen sammen på scenen. Hun spørger, om han husker dengang, de sad i køkkenet og tændte cigaretter, de aldrig røg. Han falder sammen og hun griber ham i armhulerne, igen og igen. Han råber desperat forurettet, at der ikke er nogen vej ud af glasboblen. Han danser med lange glidende bevægelser, pirouetter og og en strakt arm der foldes ind foran kroppen. Der er en musik i hans bevægelser der står i en overraskende modsætning til det forurettede. Et kvadrat af rispapir forrest på scenen, hvor han ender og fortæller en historie, der gør ham smuk. Historien handler om et møde i en gyde med en mand, der til sidst kysser ham på panden – om sårbarheden i overgangen mellem scene og virkelighed. Harper bliver præcis så smuk, som han fortæller, at manden i gyden ser ham. Det hele afsluttes med at han danser omkring rispapirlampen med hende indeni, der igen har fortalt, hvordan hun sidder i et køkken og tænker på, hvor han er henne. Fantastisk koreografi og historie og Ayman Harper er en uforlignelig danser. Ord er fattige.
|
