Af Mette Garfield

Identitetens nulpunkt?

Das Beckwerk tematiserer i en stram æstetisk forestilling vor tids menneske. Intenst og præcist stilles spørgsmål til hvorledes det nye menneske udspaltet mellem borger/samfundsdeltager og privat person af kød og blod kan agere i en uoverskuelig storpolitisk verden.

Han trykker hver enkelt publikums hånd. Byder velkommen i laboratoriet, hvor forsøgene med udviklingen af det nye menneske, over-mennesket eller trans-mennesket finder sted.

Senere vrænger han, forsøgspersonen, håner, skælder ud og stikker mikrofonen helt op i næsen på publikum. Planter et aggressivt dødskys med rødmalet mund på en pande eller kind.

Performeren, kunstneren, musikeren og forfatteren Claus Beck-Nielsen erklærede sig død i 2001 og har efterfølgende fungeret under virksomhedsnavnet Das Bechwerk. Nu senest med musik-performancen Det Nye Menneske på Camp X.

Via skærme og videoprojektioner udspiller sig en komisk dialog mellem Karl Marx, Sokrates og Pygmalion med det mytiske verdensbillede - alle i skikkelse af Das Bechwerk. Til dialogen bidrager også trans-humanisme forskeren Nick Bostrom, der kun figurerer som stemme og alkymisten Paracelsus, en Nielfisk støvsuger. Disse lærde herrer diskuterer det nye menneske her på ur-scenen for demokratiet: teatret. Das Bechwerk iscenesætter med stumper og stykker fra den europæiske filosofihistorie og moderne teknologi identitetens nedskrivning til et nulpunkt. Eller med Nietzsches ord henvendt direkte til publikum: ”Hvad har du gjort for at overstå mennesket i dag!?”

For i midten står forsøgspersonen, der forvandler sig for øjnene af os, synger til Bjørn Svins komplekse elektroniske brudflader, taler og tapper sit eget blod. Hans jeg kollapser.

Rekvisitterne er sparsomme: en madras, en stol og en kasse på hjul, der både er briks, bord, podium og kiste.

En ung mand i hættetrøje, med pistol og faretruende fagter igen gestaltet af Das Bechwerk afbryder snakken i en smuk og voldsom musikvideo. Nærbilleder af et øje, hans lysende mobiltelefon display, et kig langt ned til drøblen skaber en enkel og skrøbelig æstetik holdt i rødt, sort og hvidt.

Allermest rørende bliver trans-menneskets afsluttende overgang til skrøbelig krop med rødt blod, hvid hud og sorte længselsfulde øjne. Trans-menneskets sidste tvetydige sang: ”I need human arms right here right now” er det, der i virkeligheden overrumplende overskrider grænserne til publikum. Vi bliver selv forsøgspersonerne på vej mod at blive de nye mennesker.

Trafficking

Cantabile 2 forvandler klassikeren ”Tiggeroperaen” til kropslige billeder om handlede kvinder. Historien om to fattige søstres rejse fra Øst- til Vesteuropa udfoldes med klamme bagmænd og voldtægter på en beskidt madras.

Af Mette Garfield

Hun hænger livløst og alene i sexgyngen. Hendes krop er spændt fast af remme og spænder. Armene og benene stritter ud til alle sider. Hendes forsvarsløse krop er blevet misbrugt igen og igen, og hendes sind splittet i stykker.

Dette ene stærke billede er kulminationen på Cantabile 2’s fortolkning af Bertholt Brecht og Kurt Weil klassikeren ”Tiggeroperaen”. Brechts og Weils iscenesættelse var en populær musikalsk bearbejdning af en satirisk opera skrevet af John Gay i 1728. Weils og Brechts udgave fra 1928 omhandlede underklassen og stillede provokerende spørgsmål til ejendomsretten.

I Cantabile 2’s nyfortolkning er fokus de prostituerede. Forestillingen er tilegnet de handlede kvinder fra Østeuropa, Afrika og Asien, der lever som slaver i Danmark. Og man kunne sige, performancen meget aktuelt igen stiller spørgsmål til ejerskab: Hvem ejer og råder over disse kvinders kroppe?

Cantabile 2’s ”Tiggeroperaen” er uden ord, men tekster projiceres op på væggene og scenografien. Teksterne kommenterer på det, der foregår på scenen og fungerer som en medspiller i forestillingen.

Marilyn Mazur har komponeret musikken, der med forskudte og skæve rytmer på baljer, kedler og skægge ophæng konkurrerer med performernes historie om publikums opmærksomhed. En scene, hvor musikerne bogstaveligt spiller og jammer på den bil, der bringer pigerne ud på deres rejse, giver lidt humoristisk ilt til forestillingens kvælende beretning. Musikerne trommer på billakken, klapper med bildørene, klikker med sidespejlene og knipser med vinduesviskerne.

Performerne fortæller historien med deres kroppe - undertiden krydret med cirkusartisteri sejlende i reb et sted på vej ned mod underverdenen. For der er kun en vej i denne forestilling, og det er nedad.

De to legende søstre gestaltet af Siri Haff Andersen og Nina Matthis lokkes med lovende kontorarbejde væk fra den fattige og krumryggede bedstemor. Men det viser sig hurtigt de charmerende bagmænd i skikkelse af Michael Søeborg og Samuel Gustavsson har en anden kynisk side. En rå voldtægt bag bilen på turen mod Vesteuropa vidner om, hvad pigerne har i vente i Vesten.

Desværre er forestillingens scenebillederne ikke markante nok til, at man virkelig får de ulykkelige kvinders historie ind under huden og ind i kroppen. I forhold til vore dages radikale billedmedier bliver forestillingen simpelthen ikke farlig nok. Og Kaleidoskops 2’s lokale bliver for stort til at samle historien til et hele.