Af Mette Garfield
Den fjerde og sidste Berliner luft festival fandt sted samtidig med teatersymposiet Interaction på Camp X kort før teatrets lukning. Festivalen har været et inspirerende pust til et ønske om forandring i dansk teaterliv. Fælles for dette års performances fra Berlin var teatergruppernes kollektive kunstneriske arbejdsproces og inddragelsen af publikum i de ellers vidt forskellige opførsler
Hvornår begynder forestillingen? Vi sidder på stole omkranset af et højt stillads fyldt med alverdens ting og sager. Som et i supermarked fra halvtredserne. Kasser, bildæk, gamle kjoler, et par kogeplader, grønne planter, lamper, legetøj, nudler og kaffe – you name it!
Udenfor stilladsets trygge sfære, bag det strimlede forhæng, skimtes så gruppen af halvnøgne, rituelt dansende mænd og kvinder. Vi kan høre og næsten mærke deres rytmiske trampen i gulvet. Og de bliver ved. Til sidst går det op for os, de ikke har tænkt sig at danse for os indenfor stilladsets kreds. Performancen finder sted udenfor vores synsfelt. Men vi kan i stedet selv gå i aktion med omgivelserne (habenguttet på stilladset står til vores rådighed) og hinanden.
Sådan er performancegruppen Showcase Beat Le Mots befriende irriterende værk, der bærer præg af installation og performance: Vote Zombie Andy Beuyz.
Værket med klare referencer til kunstnerne Andy Warhol og Joseph Beuyz konkretiserer grænserne mellem den rige vestlige verden, os gemt inde i cirklen bag supermarkedshylderne, og den tredje verdens fattige, gestaltet af de dansende udenfor vores synsfelt. Men som vi ved, er der. Samtidig producerer værket komisk, ironisk det vestlige blik på de vilde fremmede og kritiserer forbrugersamfundet. Ydermere iscenesætter Showcase Beat Le Mot antydningsvist et overlevelsesrum efter atombomben er faldet.
 - Gruppen Showcase Beat Le Mots var at træffe på Camp X’ Berliner Luft Festival med forestillingen ”Vote Zombie Andy Beuyz”.
Teaterledere
Parallelt med Berliner luft festivalen husede Camp X det internationale teatersymposium Interaction.
Teaterchefer fra tre fremtrædende eksperimenterende teaterhuse i Europa er oplægsholdere sammen med de udøvende kunstnergrupper på Berliner luft festivalen. Spørgsmålet, der bl.a. stilles er: findes særlige lokale scenekunstneriske produktionsstrategier til at behandle globale emner?
Matthias Liethenthal fra Berlin præsenterer HAU, som bl.a. har Rimini Protokoll, der også for nylig gæsteoptrådte på Camp X, som artists in residence. Han fortæller HAU ikke er en autoritær arbejdsplads, men derimod er præget af et fladt hierarki. HAU er altså et teaterhus uden de traditionelle arbejdsmønstre mellem instruktør, dramaturg og performere.
Huset inviterer de grupper indenfor, som de finder, er de bedste. Liethenthal mener, det er godt for det uafhængige scenekunstmiljø, at grupperne, inden de når til hans teaterhus, konkurrerer indbyrdes om støttemidler til udviklingen af deres kunst. På den måde får miljøet sin struktur, og grupperne med de bedste ideer støtten, forklarer han.
 - Gob Squad’s ”Kitchen” var med til at skabe luftforandring i det københavnske teatermiljø.
Modsætningsvis beretter Erwin Jans fra teatret Toneelhuis i Antwerpen, at institutionen er bygget op omkring syv kunstnere af diverse karakter. De kan samarbejde og mødes som de ønsker. Denne arbejdsstruktur har været en succes op til nu, forklarer Jans. Toneelhuis er ikke så interesseret i repertoiret og føler sig ikke særlig forpligtiget overfor publikum, men lader det derimod være op til de syv teatermagerne, hvad der skal ske på scenen.
Jans mener endvidere, at denne struktur, kunne være et muligt svar på spørgsmålet om, hvordan man bedst muligt arbejder med globale problemstillinger på et lokalt niveau. Netop fordi Toneelhuis arbejdsstruktur er dette mix af samarbejder uden hierarki. For skal man være kritisk overfor sin egen tid i øjeblikket, må man være forgiftet af den, som han siger. Man kan ikke have det kritiske overblik over den globale politiske situation i vor tid. Som man også ser det i den relationelle samtidskunst, må man i stedet arbejde indefra og rette sin kritik via de strukturer, der nu en gang er.
Den tredje teaterleder på Interaction er Amelie Deuflhard fra Kampnagel i Hamborg. Kampnagel er Tysklands største produktions og performance facilitet for nationale såvel som internationale free-lance kunstnere. Teatret repræsenterer med sine seks scener, biograf og øvelokaler et bredt spektrum af grænsebrydende tendenser ikke bare indenfor performance og teater, men også indenfor musik, arkitektur og kunst.
Teaterkunstnere
Da det bliver kunstnernes tur til at lufte deres synspunkter om relationerne mellem institutionerne og kunstnere, nævner performeren Sarah Thom fra gruppen Gob Squad, at hun ikke er enig med Matthias Liethenthal i, at konkurrencen blandt kunstnerne om støttemidlerne er til gavn for det kreative vækstmiljø.
Thom mener derimod, det kun er til fordel for teaterinstitutionerne, da de kan spare penge på ikke at skulle stille fx øvelokaler til rådighed, men i stedet får kunstnernes forestilling indenfor dørene, når den er færdig uden at have ydet til produktionen og udviklingen.
Det bliver endvidere tydeligt at alle tre kunstnere, udover Sarah Thom tæller panelet Veit Springer fra Showcase Beat LeMot og Sophia New fra gruppen Plan B, har det bedst med at være så frie og uafhængige som muligt af institutionerne.
Dog nævner Sarah Thom afslutningsvis, hvorledes hendes arbejdsliv formede sig, fordi hun som ung blev en del af et program for unge kunstnere ved et teaterhus. Hun fik på den måde en enestående chance for at finde sig selv og prøve kræfter med teatret samt en platform til at etablere sig i miljøet.
De tre kunstnere er derimod enige om, at deres respektive teatergrupper, ser sig selv som en form for institution. De fortæller endvidere om deres kollektive arbejdsform, hvor de alle tager del i instruktionen, scenografien, produktionen osv. er den bedst tænkelige.
Og til spørgsmålet om hvorfor de alle interesserer sig for at inkludere publikum i deres forestillinger, svarer de, at det næsten er en del af den kollektive arbejdsform: hele tiden at inkludere alle og lade alle få del og indflydelse i processen.
 - Gob Squad’s “Kitchen”
KITCHEN
I gruppen Gob Squads genopførsel af Andy Warhols film Kitchen fra 1965, som er på Berliner luft festival programmet, får enkelte publikummer simpelthen også lov til at deltage og overtage nogle af hovedrollerne. De får deres 15 minutes of fame.
I Warhols film, der er en hyldest til musen Edgie Segwick, sker der næsten ingenting. Da filmen blev lavet, betragtede man replikker som gammeldags, og derfor består filmen af skuespillernes ligegyldige samtaler i køkkenet om sex, stoffer og fester. Men filmen indfanger alligevel 60’ernes eksperimenterende kraft.
Performancen består stort set i rekonstruktionen af Warhols film samt performernes egne kommentarer hertil, men andre film af Warhol såsom Sleep, Addiction og Kiss inddrages også. To kysser fx hinanden længe og inderligt, mens en anden sover. Publikum ser skuespillerne live som sort/hvid film på projektionslærredet.
Men efterhånden byttes skuespillerne ud med fire frivillige fra salen, der via høretelefoner instrueres af performerne fra tilskuerpladserne. De frivillige er meget interessant og måske overraskende bedre end Gob Squads performere til at være autentiske og naturlige på scenen.
Den humoristiske og veloplagte performance omhandler spørgsmål om identitet, kopi og original, ligesom den via film/video diskuterer, forhandler og iscenesætter vor tids oplevelser af samt problemstillinger omkring nærvær og fravær.
Man kan kun håbe på dansk teater har fået inspiration af de berlinske teatergruppers forestillinger, arbejdsprocesser og metoder, som man stadig ikke ser meget af i dansk teater. Paradoksalt har den sidste Berliner luft festival fundet sted, når Camp X, scenen for det eksperimenterende teater lukker, men måske har festivalen og Camp X trods alt givet inspiration til fortsat luftforandring.
|
