|
|
|
 - Anders Christiansen i sit stålgalvaniserede kistekar
”H2O” af Anders Christiansen
Det er jo ikke dans! Det er levende installationskunst i høj, høj klasse!
Lysende hospitalsdrops frit hængende fra loftet i lige række, deres rytmiske dryp i de hvide spande på gulvet – både bagtæppe og lydkulisse. I dette mørkgyldne scenerum udforskede den jakkesætsklædte Anders Christiansen vandets muligheder: Hvordan opfører vand sig i et akvarium? Hvordan hælder man vandet ud? Vinglas med vand i – skal vandet drikkes, eller er glassene til at spille på? Hvordan er konsistensen af vand? Og hvordan bevæger kroppen sig, når den er i vand – eller lader som om, den er i vand?
Alle vandkunsterne blev bundet sammen af små tilbagevendende solosekvenser af tilbageholdte, let hæmmede armsving og skuldre trukket op mod ørerne. Anders Christiansens dans var som et langt tilbageholdt åndedræt i et flydende univers af tæmmet vand.
Og så var der det Christiansenske blik. Vi har set det før, som et gennemgående træk i hans tidligere soloværker. Her midt i den dybeste, alvorlige udforskning af vandets fordampning på kogeplade skabte han en åndeløs pause, så ud på publikum med dette sært underspillede, svært håndgribelige, mimikløse blik. Man kan ikke helt tyde, om det er stærkt, tøvende, livstræt, ironisk, opgivende, selvsikkert – og man kan ikke helt bestemme sig for, om man vil grine eller tænke ekstra dybt. For der er meget at tænke over, lige fra det skvulpende univers fødes på scenen til slutningen, hvor Anders Christiansen lægger sig til hvile under vandet i et stålgalvaniseret kistekar. Lynagtige glimt bragede over ham. Lyde, som var man i maskinrummet på en supertanker i uvejr, blev intensiveret og blandede sig med hans hiven efter vejret, når hans ansigt indimellem brød vandspejlet, for blot endnu engang at lade sig omslutte af vandet.
Nej, det var ikke dans – eller det var også dans og så meget, meget mere.
Af Michala Hauge Kofoed
DANSK DANSETEATER – SPRING DANCE
Mørke og lys var kontrasterne, der stod skarpt mellem de to værker, som Dansk Danseteaters Spring Dance bød på fra midten af maj til starten af juni på Hippodromen. I kvaliteten var der desværre også kontrast mellem Tim Rushtons kraftfyldte og hjernekradsende leg med mening og betydning i ”Enigma” og Adi Salants lidt for lette og upolerede ”Like a Star”.
Rushtons gåde
Ud af mørket vælder Bachs sprøde cellotoner og lokker en hvidt, spillende lyskegle frem som et guddommeligt lys fra en åbning i skydækket. Lyset vælder ned og omslutter en firkant midt på scenen, hvor cellisten Jakob Kullberg favner sit instrument.
Lysglimt med tal og tegn flytter sig over gulvet, og som i en forvirret tagfat kaster de muskuløse mandlige dansere, kun iført korte, løst omvikledede benklæder, sig på gulvet for at fastholde de evigt flygtende tegn. Og det er netop pointen i Rushtons ”Enigma” – gåden i tegnene – alle de symboler og betydninger, vi omgives af. Vi forstår dem, eller gør vi? Rushton bombarderer os med heftige bevægelser – hverdagsbevægelse - der hele tiden twistes og ændrer indhold og udtryk. Klappen på maven der bliver desperat, en løftet pegefinger, der sniger sig om bag øret til kærtegn, gniden eller koncentreret lytten. Vi bliver konstant snydt og fanger, som danserne, aldrig de flygtige tegn.
Alle dansere, fem mandlige og en kvinde, fik i denne koreografi virkelig mulighed for at vise deres høje tekniske niveau. Til musikken, der hele tiden vekslede mellem Bachs suiter og Mathias Friis-Hansens sitrende elektroniske kompositioner, bragede danserne igennem med råstyrke, finurlig gestik og groteske spasmebevægelser. Til tider desperat krabbende, som en Gollum fra Ringenes Herre, og til tider i vilde kast og gulvrul fyldte med rå dødsforagt. Især Kang Ma og Edhem Jesenkovic skal fremhæves. De to mænd bar som gennemgående par forestillingen med imponerende teknik og fint balancerende spil. Kæmpede de, elskede de, var de ramt af kærlighedens smerte? Igen forsvandt betydningen, lige så hurtigt som den var tittet frem.
 - Kang Ma og Edhem Jesenkovic var både gådefulde og kraftfulde i Rushtons ”Enigma” (Foto: Freddy Tornberg)
Adi Salants stjernestrejf
En kæmpe rød og gul sol som baggrund, salsamusik og tre kvinder og tre mænd klædt i hvidt slog en frisk tone an og antydede en lys lethed i kontrast til Rushtons mørke.
Musikken gik over til en poppet Rock & Roll, og vi så danserne i abrupte selvlækkerhedsbevægelser, blandet med træk fra jive, show dance og ballroom. Det var som en stopdans, hvor tunge, nedadstræbende og lidt kluntede bevægelsesserier blev bremset i låste positurer. Ansigterne var konstant lagt i selvhøjtidelige folder og med vilje blottet for selvironi. ”Like a Star” ville vise de konflikter, det individualistiske menneske alligevel forsøger at passe ind i sociale sammenhænge, i parforhold, i grupper. Den enkelte er som en stjerne i sit eget liv, der, med Adi Salants egne ord, ”udgør en lille del af et større stjernebillede”. Desværre viste hun os kun stjernestunder i strejf. Det var tydeligt at se at materialet var der, at idéen var der, at potentialet og de dygtige dansere var der – men det virkede ikke overbevisende, der manglede simpelthen finish.
Så desværre bar den anslåede lyse tone ikke igennem, den strålende stjerne blev ikke den lyse kommentar til Rushtons gådefulde verdensbillede.
Af Michala Hauge Kofoed
 - Lys og sol i Adi Salants ”Like a star”. (Foto: Freddy Tornberg)
|
|
