Af Rie Hammer

Skuespilleren Rasmus Botoft er manden, der fortæller om sin fars begravelse og kones fødsel i forestillingen ”PIS”. Skildrer sin fars sindslidelse i filmen ”Gaven”. Har givet klassikerne kant i sine fem faste år på Det Kongelige Teater. Og udgør halvdelen af den satiriske duo Dusk og Bomholt fra DR’s ”Rytteriet”.  
Her fortæller Rasmus Botoft om grænsen for det private på scenen og om at skabe satire ud af skæve eksistenser.

- God satire skal have en bund i en form for smerte og livsvisdom. Det behøver ikke nødvendigvis have en historie, men det skal vække genklang og genkendelse hos tilskueren, siger Rasmus Botoft og kigger frem fra skyggen af sin grå filthat.
Siden Rasmus Botoft for ti år siden blev færdig som spiller på Skuespillerskolen i Århus har karrieren taget fart og forgrenet sig i en sjælden set alsidighed. Botoft er en af de få, der har formået at sprænge typecast-konventionerne og fortolket klassikerroller med samme succes, som han skaber skæv satire, skriver politisk teater og bruger sine private historie som dramatisk rambuk.
I sidste sæson kæmpede han som helten Achilleus i Det Kongelige Teaters ”Ifigenia”. Stod på scenen som sig selv i Kamilla Wargo Breklings ”PIS”. Skrev og spillede med i ”Rytteriet”, der er DRs 3. mest podcastede radioprogram overhovedet. Optrådte i fire afsnit af "Livvagterne". Skrev og spillede ”Den kolde Sweater” på Cafe Teatret. Spillede Trine Dyrholms nabo i filmen ”Lille Soldat”. Isas far i 28. afsnit i børneprogrammet ”Isas Stepz”. Og samtidig var der premiere på filmen ”Gaven”, som er en dramatisering af Botofts egen historie om sin periodevis manisk syge far.
I foråret faldt belønningen, da Botoft fik Lauritz-prisens rejselegat 2009.

Danmark hænger i dyndet

Et af Botofts mange projekter er satire serien ”Rytteriet” som han har skabt i samarbejde med vennen Martin Buch. Sammen skal de skabe femten faste minutter på P2 det næste år, med mulighed for at det bliver til tv på DR2.
”Rytteriet” er bygget op omkring et cast af faste figurer  sat ind i rammen af en række faste situationer. Og er en leg med karaktererne frem for kække punchlines. I figurgalleriet findes blandt andre de to folkemindesamlere Dusk og Bomholt, der hænger i fortiden og afviser alle nutidige problemer som pyller og pjat. Der er de to stenrige snobber, som synes, fattige er kedelige, fordi de er så nærige. Ægteparret Erik og Else, der ser ”Dus med dyrene” på VHS, mens Erik bæller rødvin og ikke-nikke-nej skal foretage sig noget som helst af det, Else foreslår. Mens ”Manden i skabet” handler om Ole, der har låst sig inde i et skab og nægter at komme ud før der er ’blevet fred i verden’. Men hver gang ender med at komme ud fordi Lis og husvennen Tage lokker med en hjemmebagt vandbakkelse eller lidt lun leverpostej.  
- ”Rytteriet” er mere en tilstand end en egentlig fortælling, siger Rasmus Botoft efter lidt betænkningstid.
- Det er et univers af ulykkelige skæbner der har det af helvede til, men ikke rigtig kan finde ud at komme videre. Eksempelvis er ”Manden i skabet” er en fortælling om Ole, der så forfærdeligt gerne vil gøre en forskel. Han render rundt med evig dårlig samvittighed over verdens tilstand, men kan ikke få fat og gøre noget seriøst ved situationen. Og som mange af os andre ender han altid med at hygge sig ud af problemerne, med lidt kage og hyggesnak.
- Så ”Rytteriet” er egentlig et slags nutidigt Danmarksportræt, der gennem et arketypisk figurgalleri skildrer en mentalitet og en tilstand, som vi synes, præger Danmark. Og vi får da også utrolig mange mails fra folk, der kan genkende karaktererne fra deres eget liv og omgangskreds. 

Genkendelsen er det vigtigste

- Satire behøver ikke handle om dagsaktuelle eller konkrete politiske emner. For mig er genkendelsen det vigtigste. Vi vil gerne vække lytterens fantasi og følelser, og på den måde få dem til at tænke over tingene. Samtidigt behøver satire ikke at være lårklaskende morsomt hele tiden. Jeg kan godt lide, det har en torn af smerte i sig, så det kan gå ind og ramme lidt dybere end bare ved at råbe ’pik og patter’.
- Det forsøger vi at gøre gennem et forsvar af karaktererne. Samtidigt har vores satire ikke kun afsæt i hverdagen, men også, og måske mere, i det absurde teater og klovnens univers. I klovnens verden er der intet som egentligt udvikler sig. Men griner fordi det er grotesk, og alligevel genkendeligt. Samtidigt er klovnen en arketypisk figur vi holder af, er sjov men også en tragisk og sørgelig figur – ligesom Else, Erik og alle de andre hos os, siger Rasmus Bortoft.

Altid skrevet selv

Sideløbende med sin skuespillerkarriere har Botoft altid skrevet selv. Og i 2006 blev det bl.a. til filmen ”Hvordan vi slipper af med de andre” som han skrev sammen med kollegaen Anders Rønnov-Klarlund. Undertitlen lød ”Udryd taberne og betal mindre i skat” og bød på et grotesk opbud af sociale tabere der tissende fra Triletten bad for deres liv i minimalstaten Danmark hvor mennesker med økonomisk underskud på samfundskontoen blev nakkeskudt. Og Botoft spillede selv skinheaden China, der måtte lade livet til slut.
Filmen tog sig på overfladen ud som en grotesk komedie, men latteren fik hurtig en grim bismag. Og da Aarhus Teater året efter omskrev manuskriptet til scenebrug, udsmykkede de teatrets bygning med nazilignende-bannere. Pointen var klar og uden mere PR troppede hele Venstres ungdom op med krav om, at stykket skulle pilles af plakaten. Helt så galt gik det ikke, og i stedet fik forestillingen fem og seks stjernede anmeldelser. Som i ”Rytteriet” havde Botoft fået folk til at føle noget, reagere og måske fatte lidt forståelse for folk med lidt mindre overskud på kontoen end den kulturelle og økonomisk overskudsdansker.  
Og det med at forsvare og forsøge at vække forståelse for sine andre typer med kan næsten siges at være en rød tråd i Botofts kunstneriske virke.
I sidste sæson stod han frem med sine private fortællinger på scenen i Camilla Wargo Breckling ”PIS” og havde lagt fortælling til filmen ”Gaven” som tager afsæt i hans private egen historie om hans manisk syge far.

??Hvad skal vi med de private fortællinger

RB: Nu er det jo langt fra alt privat der er interessant, og især på en scene. Men de private fortællinger udspringer fra hovedstolen i os selv, og det giver derfor et helt andet drive på scenen.  
Med ”Gaven” ønskede jeg at fortælle om det at være del af en familie med en psykisk uligevægtig far. Fordi den historie rumsterede inde i mig og havde gjort det i mange år. Men filmen er jo ikke kun min fars og min fortælling, og Henning Jensen, der spiller faderen i filmen, er også meget anderledes end min far var. Men med den private fortælling tror jeg vi kan nå hinanden meget direkte og vække genkendelse, og jeg er meget stolt af ”Gaven”, og synes, det er blevet en meget kærlig film.  
I ”Gaven” dropper sønnen at få faderen indlagt og kører i stedet rundt i de Københavnske gader. Mens han undervejs forsøger at forstå faren og få indsigt i hans sygdom. Og det er egentlig den morale, jeg gerne vil frem til med filmen: Vi må forsøge at forstå og nå ind til hinanden, for at mødes som mennesker. Og det tror jeg bl.a. vi kan med den private fortælling fordi den har sit afsæt i virkeligheden.  
- Det kræver stor tryghed som spiller at gå ind og spille de private fortællinger, og for at de skal fungerer scenisk skal publikum også have den tryghed. Det kræver en stram form som instruktøren skal skabe. Og det kan Kamilla Wargo Brekling (instruktør på "PIS", red.) med hendes arbejdsform. Hun kan hive historier ud af en, som du ikke anede var interessante, rørende eller specielt seværdige, få dem til at leve på scenen og gøre dem alment vedkommende.
- Teksterne er jo iscenesat virkelighed, og på den måde bliver de til fiktion på scenen. Men bag teksterne ligger der er levet liv, og det giver et enormt drive at spille, netop fordi de kommer fra et helt andet sted i en, end en klassisk tekst eksempelvis gør.

??Med hvad med de pårørende, som er med i historien hvor går grænsen for hvad der kan vises på scenen

Botoft griner lidt: Jeg ved jeg vil mærke en tvivl, hvis jeg begynder at gå for langt. Og selvfølgelig kræver det en enorm bevidsthed om, hvad du fortæller på scenen. Der var nu ikke nogen af de pårørende der blev stødt i ”PIS” og min familie var meget glade for ”Gaven”. Men det er selvfølgelig en hårfin balance, hvor kun ens egen moral og etik kan sætte grænsen. Men for mig handler det først og fremmest om ikke at udlevere nogen, hvad enten det er fiktion eller faktion.