Af Eva Maria Jensen

Krakow er blevet en turistmagnet og har fået sin egen opera. Men helt er de gamle dage ikke væk, for byggeriet er et sammenrend af gammelt og nyt og noget, klemt inde ved siden af noget af kommunismens grimmeste arkitektur, og på en byggegrund uden parkeringsmuligheder og beværtninger til før og efter forestillingen. Og repertoiret: Det skal helst være gamle klassikere til Krakows konservative publikum.

Kraków, en by i den sydlige Polen med 800.000 indbyggere, er blevet en rigtig turistmagnet. Ligesom Prag er blevet populær for nogle år siden, har Kraków nu på samme måde fået sit store turistmæssige gennembrud. I Kraków er historien levende: fra Mariakirkens tårn blæses der en lille fanfare til de fire verdenshjørne. Hver time, dag og nat. Melodien brydes af før den er spillet til ende, til minde om hin anonyme vagtmand, der blæste advarselssignal en dag i 1241, da tatarerne nærmede sig byen. En fjendtlig pil gennemborede hans hals og melodien forstummede. I den gamle universitetsbygning kan man se indskrivningspapirerne for Kopernikus, som studerede her, og i gæstebogen finde Fryderyk Chopins underskrift fra 1829. Og sådan kan man blive ved.

Da jeg boede i byen var der kun to restauranter ved markedspladsen. Den ene hed "Wierzynek" og stammede fra 1364. Den anden hed "Staropolska", og der serverede man kun to-tre retter. Under kommunismen gik man ikke ud og spiste, og turister var der ingen af. Der var heller ingen boder på torvet, og den eneste sælger var en krigsinvalid, der sad på en lille skammel og falbød plastikomslag til legitimationer. Nu er der restauranter alle vegne, de fleste med udendørs servering. Og man kan få en udmærket cappuccino på kafeen med udsigt mod Mariakirken - og betale en pris, som er Markuspladsen i Venedig værdig.

Kraków har været polsk hovedstad indtil 1595, da en konge af Vasa-familien flyttede den til Warszawa (som ikke var andet end en lille flække ved Wisła floden på det tidspunkt). Da Polen blev delt mellem Rusland, Preussen og Østrig og forsvandt fra landkortet i 1795, kom Kraków under Østrig. Byen var grænseby, der var ikke meget udvikling i den, men østrigsk indflydelse kunne efterhånden mærkes. Dels åbnedes der mange kafeer i Kraków (nogel af dem med satiriske kabaretter), dels opførte man nogle officielle bygninger, der var miniatureudgaver af dem, der fandtes i Wien. Byens teater blev således en tro kopi af Wiener-operaen, bare i mindre målestok.

Operaen i Krakow er bygget af arkitekt Romuald Loegler og åbnede i december 2008. Fremtidige premierer er blandt andet en polsk klassiker, ”Halka”, af Stanisław Moniuszko (premiere i december 2009), Bizets ”Carmen” (marts 2010), Verdis ”Nabucco” (ligeledes marts 2010).

Direktøren for operaen i Krakow hedder Bogusław Nowak

Det var i denne bygning, at man af og til spillede opera og ballet. Operetter opførte man et andet sted, i en gammel ridebane, som nødtørftigt blev adapteret til teater.Man har dog altid, i de sidste 150 år, beklaget, at byen ikke havde et eget operahus. Der var utallige projekter, der beskæftigede sig med, hvor sådant et hus burde placeres, og hvordan det skulle se ud. Med andre ord – det lignede vores egen, københavnske, ”kamp om operahuset”.

I København endte det med en privat sponsor, som også bestemte både husets udseende og placering. I Kraków var man ikke så heldig. Projekterne opstod og gik i sig selv igen, indtil man pludseligt fik øje på EU-penge. Her tilbød man penge til renovering af gamle bygninger, der brugtes til kulturformål. Og nu var der én, der fandt på, at det nye operahus burde lægges i forbindelse med den gamle operette – altså – formalt ikke et nybyggeri, men en ombygning. På en eller anden måde har man ”købt” denne idé i EU, pengene kom og vupti – alle jublede: Kraków har fået et operahus!. Det gjorde tilsyneladende ikke noget, at det lå på et meget lidt attraktivt sted – måske det værst tænkelige. Målt i kilometerafstand – ikke så langt fra centrum, men målt ”mentalt” – på den forkerte side af banegården, ved en trafikeret vej, uden parkeringsmuligheder, uden så meget som en gammel knejpe i nærheden – i en by, som bugner med tilbud inden for murene, og hvor der stadigvæk er ledig plads langs floden med udsigt til kongeslottt… Men nej – EU pengene vandt, og man byggede en mærkelig hybrid, hvor den gamle operettebygning udgør et alt for stor indgangsparti, og hvor operaens hovedbygning blev klemt ind lige ved siden af noget af det værste kommunistiske byggeri fra 1960'erne.

Projektet, der vandt konkurrencen, blev tegnet af arkitekt Romuald Loegler. Byggeriet tog seks år, og afsluttedes i 2008. Det blev til en ret besynderlig bygning, eller rettere sagt – flere bygninger: Den gamle ridebane, selve operaen og en administrationsbygning, der står ved siden af. Hvad man lægger mærke til, er den meget røde farve, der dominerer den kvadratiske operabygning. Ridebanen er grå, administrationsbygningen stribet (lyseblåt og lysegrøn).

"Der er noget kinesisk over det, bemærkede jeg til operaens direktør Bogusław Nowak. "Det har jeg ikke tænkt på", svarede han – "der er heller ingen, der har sagt det før”.

Den røde farve går igen indenfor: væggene er røde, stolene er også røde. Der kan sidde 750 tilskuere, og de sidder godt – der er god hældning, så man ikke skygger for hinanden. Man hører også godt. Der er derimod ikke særlig behageligt i foyererne, som er trange og lavloftede. Det var først efter flere forespørgsler, at vi blev gjort opmærksom på en slags kafe, der er indrettet på taget af ridebanen. Men da vi endeligt nåede frem, var alt spiseligt udsolgt i baren. Man kunne dog stadigvæk købe en flaske vand.

I december 2008 åbnede Krakóws opera med Krzysztof Pendereckis ”Djævlene fra Loudun” (fra 1968-69), et godt valg, da Penderecki er fra Krakow og i mange år var kompositionslærer på byens Musikakademi, og desuden fejrede sin 75-års fødselsdag i december 2008. Instruktøren hed Laco Adamik.

Af andre premierer på den nye scene bør nævnes Mozarts ”Don Giovanni” og to operaer på én aften: Victor Ullmanns ”Der Kaiser von Atlantis” (komponisten blev myrdet i Auschwitz, der ligger 50 km sydvest fra Krakow) og David Eddlemans ”Kolot min HaShoach”(et oratorium for Holocausts ofre).

Ellers byder repertoiret ikke på nogen overraskelser. For operaens direktør, Bogusław Nowak, understregede, at publikum i Kraków er meget konservativt, de har ikke lyst til at se eksperimenterende forestillinger eller høre musik, som de ikke kender. Ullmans opera blev nærmest en fiasko, publikum svigtede.

Mozarts ”Don Giovanni”, der blev sat i scene af den kendte instruktør Michał Znaniecki (der også stod for scenografi og kostumer), blev modtaget ret køligt. Den var for bizar, da den var en slags ”replik” fra Frederico Fellinis film ”81/2” fra 1963. Da jeg så den i april 2009, hørte jeg Mariusz Kwiecień som "Don Giovanni", en verdenskendt sanger, som fik resten af operaens personer til at ligne statister.Anden gang, jeg besøgte operaen, så jeg en repremiere af ”Lucia di Lammermoor” i Laco Adamiks iscenesættelse. Her var der intet, der var overraskende eller særlig foruroligende. 

Opera i Kraków har én svag side: orkestret. Der spilles uengageret, ofte falsk, og musikerne går deres vej, så snart den sidste tone har lydt.

Nye værker? ”Tja” – svarede Nowak – ”Vi pønser på et bestillingsværk, en opera om Solidaritet”. Den bliver muligvis komponeret af den unge (og ret ukendte) Antoni Łazarkiewicz. Desuden har man planer om at spille Thomas Ades’ ”Powder her Face”. De nye værker bliver spillet på kammerscenen, hvor der er plads til 200 mennesker.

Vil man opleve noget særlig, så bør man besøge Kraków om sommeren. For da spiller man operaer i Kongeslottets gård. Og det er et fantastisk interiør – med de flotte arkader fra renæssancetiden. Sommerens Operafestival finder sted hvert år i anden halvdeldel af juni.