Af Hanne Larsen

Janicke Branth har været rektor for Dramatikeruddannelse ved Aarhus Teater i 11 år og er om nogen dén, der har formet uddannelsen. Blandt andet ved at tage initiativ til Midtvejs-stykkerne, som netop nu spiller på landsdelsscenerne. Midtvejs projekterne er dramatikernes og deres værkers første møde med teatrets virkelighed. Men det igangværende hold bliver Jannicke Branths sidste.

De fem dramatikerelever ved dramatikeruddannelsen på Århus Teater skyder den nye teatersæson i gang med projektet ”Midtvejs 2009”. Hver elev har på deres 2. år skrevet et stykke, som nu bliver professionelt iscenesat i et samarbejde mellem landsdelsscenerne. Projektet er en essentiel del af uddannelsesforløbet, hvor eleverne ser deres skrevne ord udtalt på scenen og oplever tilblivelsen af deres forestilling.
Uddannelsens rektor, Janicke Branth, blev først for alvor bevidst om vigtigheden af midtvejsprojekterne, da hun tiltrådte som rektor i 1998 og på ny skulle definere uddannelsens indhold og form.
- Opførelsen af midtvejsstykkerne spiller en stor rolle for de studerende. Jeg vidste, at den var betydningsfuld, da jeg startede, men at den var så betydningsfuld, blev jeg først klar over efter det første hold. Midtvejsprojektet betyder, at det bliver vældig konkret for de studerende, hvad det er for en skriveproces, de er i gang med, når de skriver til scenen. De mærker, hvad det vil sige, at skuespillere og instruktører tager over og digter videre på deres sceniske fortælling. De studerende bliver mere bevidste om sig selv som dramatikere ved at deltage i hele prøveforløbet og lærer, hvad det er væsentligt at fokusere på, og hvad de kan overlade til skuespillere og instruktører selv at skabe. Det er derfor en vigtig læringsproces, de studerende gennemgår i løbet af de to måneder, prøveforløbet varer.

Enakterne spiller skiftevis på Odense Teater, Aalborg Teater og Aarhus Teater i løbet af  august/september. Afslutningsvis kan alle 5 enaktere opleves på Det Kongelige Teater d. 19. og 20. september.

Læs mere om uddannelsen som dramatiker og ”Midtvejs 2009” på www.aarhusteater.dk

Vi vil i de efterfølgende numre bringe et portræt af hver enkelt dramatikerelev.

Mest præg af det personlige temperament

- Der stilles ikke bestemte formelle krav til de stykker, de studerende skriver til midtvejsprojektet - ud over, at hvert stykke skal kunne spilles af fire skuespillere, og at det kun må vare en times tid. Men i løbet af det første uddannelsesår har de naturligvis fået nogle ”redskaber” med sig.
 - Da jeg startede som rektor på uddannelsen, var jeg meget optaget af ikke at have en norm for, hvad der er ”rigtig” poetik. Jeg mente, at eleverne skulle have spredt hele paletten ud foran sig, så de kunne opleve så mange forskellige typer af tekster og dramaturgier som muligt. Ikke noget med at de absolut skulle forholde sig til den klassiske dramatiske spændingskurve og alt det der. De fik i stedet udfoldet det helt store teaterlandskab, som de efter gemyt og interesse kunne vælge ud fra. Men det første hold var skam også lærepenge for mig: jeg opdagede, at det var et alt for stor en mundfuld at kaste dem ud i. Det kræver faktisk, at man er ret konsolideret som dramatiker for at kunne forholde sig til så stort et teaterlandskab. Ved at se den første årgangs stykker opført, opdagede jeg, at der var nogle grundlæggende ting, de gik glip af på uddannelsen. Basale ting, vi ikke havde lært dem, så som: Hvad er en dramatisk situation? Hvordan bygger man en dramatisk karakter op? Hvordan takler man spændingsopbygning? osv. Jeg har stadig ingen faste normer for ”rigtig” poetik, men på den anden side skader det jo ikke, at man starter med at gå lidt håndværksmæssigt til værks – selv i en postdramatisk tid! I løbet af de næste årgange fik vi lidt mere styr på det, men uden at det virker som en spændetrøje for de studerende. Så når du ser midtvejsstykkerne, er det ikke sikkert, at du umiddelbart vil kunne spore den klassiske dramaturgi. Du vil nok mærke, at de studerendes eget temperament er det, der præger teksterne mest.

Det kræver meget at søge ind

Der uddannes kun seks dramatikere på tre år, og der findes kun denne ene uddannelse i landet med fokus på teatermanuskripter. Der indgår dog et halvt års mediekursus, hvor der undervises i at skrive tekster til radio- tv og film. Der afholdes altså kun optagelsesprøve til dramatikeruddannelsen hvert tredje år. Konkurrencen er hård og optagelsesprøven bestemt ikke for useriøse ansøgere.   
- Det kræver meget at søge ind på Dramatikeruddannelsen. Ud fra de ansøgninger vi modtager, vælger vi 20, der bliver inviteret til første prøve, som varer syv timer. Her får de stillet en individuel opgave ud fra det materiale, de har sendt ind. Desuden laver vi en times interview med hver. Efter denne prøve vælger vi 12 ud, der kommer til anden prøve, som varer tre dage. Og her får de løbende alle mulige slags opgaver i takt med, at vi læser deres besvarelser. Efter denne prøve vælger vi de seks studerende, som vi tror på og gerne vil have ind på uddannelsen.
- Vigtigst er den personlige stemme. Men noget af det, vi også ser på til optagelsesprøven, er – foruden talentet -  om folk har et blik på tilværelsen bagefter? Går ansøgerens horisont til at komme ind på uddannelsen, eller går den mod at ville skrive til teatret bagefter? Har ansøgerne en tydelig lyst til at skrive tekster, som andre på teatret arbejder videre med? Vi har et fint ansøgerfelt. Det er ikke kæmpestort, hvis man sammenligner det med eksempelvis skuespillerskolen, men det kræver jo også meget at søge ind på Dramatikeruddannelsen. Som tiden går, synes jeg, at de tekster, vi får tilsendt, bliver stadigt bedre. Vi har også gengangere, altså folk der har søgt ind før. Det er jo herligt, hvis de så oven i købet har brugt de tre mellemliggende år på at udvikle sig.

Nu skal der andre til

Janicke Branth har besluttet sig for at stoppe efter 12 år som rektor. Dette hold dramatikerelever er derfor det sidste, hun følger som rektor.
- Nu har jeg været med til at uddanne en række dramatikere og skabe en uddannelse, der er blevet præget af mig og min måde at anskue tingene på. Nu synes jeg, der skal andre til. Nogen, der kan bibringe uddannelsen en anden form for tænkning. Jeg håber for uddannelsen, at den får lov til at fortsætte som en lille fleksibel enhed, der kan bygge videre på det tværfaglige samarbejde med forskellige institutioner, som nu er skabt. Jeg synes, det fungerer godt, at vi på den ene side er i kontakt med det aktivt producerende og pulserende teaterliv. På den anden side er det også vigtigt, at de studerende får ro til at fornemme og skabe deres egen identitet som dramatikere.