|
|
|
Af Hanne Larsen
Caroline Cecilie Malling havde lige en skuespillerdrøm, er skulle udleves, før hun fandt ud af, at hun hellere selv ville være den der skrev replikkerne, fremfor at sige andres. Hun er den første af de fem dramatikerelever Teater 1 taler med i løbet af deres sidste år på Dramatikeruddannelsen.
- Den muse er sgu en upålidelig luder, ryger det ud mellem sidebenene på dramatikerelev Caroline Cecilie Malling i frustration over et afgangsprojekt, der ikke skriver sig selv. Det blide ydre dækker over en fandenivoldskhed, der afsløres ikke længe efter det første håndtryk er givet, og et usikkert ”goddag” er sagt. Der er ingen tvivl om, at jeg sidder overfor en ung kvinde med ben i næsen og en uhøjtidelig selvironi.
Man skal overraske sig selv
Der er et par uger til premieren på Carolines midtvejsprojekt, som er en del af uddannelsesforløbet på dramatikeruddannelsen. Dramatikerelevernes midtvejsprojekter spilles landet over under den samlede titel: ”Midtvejs 2009”. Carolines stykke har titlen: ”Rester af Alice” og handler om Alice, der får frataget alt det, hun har bygget sit liv på. Hendes mand forlader hende, samtidig med at hendes mor dør af tyktarmskræft.
- Da jeg gik i gang med at skrive ”Rester af Alice” havde jeg en forestilling om, at det skulle være en blanding af drøm og virkelighed. Alice skulle være den gennemgående figur, for hvem de samme ting blev ved med at ske, så man til sidst ikke kunne skelne mellem drøm og virkelighed. Men den idé kom jeg væk fra, og stykket blev undervejs i skriveprocessen meget mere enkelt i sin opbygning. Jeg fandt ud af, at jeg skulle holde op med at stræbe efter det mystiske. Teksten trak i en anden retning, og historien viste sig at være fin nok i sig selv, selvom den var enkel. Nogle gange tror jeg, at man skal gøre så meget for at overraske både sig selv og publikum. Men nogle gange er det bare den simple fortælling, der viser sig at fungere bedst.
 - Caroline Cecilie Malling. Født i 1982 og opvokset i København. Har skrevet ”Stol på Alice”, vinder af DramaRama i 2003 og udgivet af Forlaget Drama i 2005. ”Forlad os hvor skyld”, opsat på ”Planeten” i København i 2009, og "Rester af Alice" til Midvejs 2009.
Facistisk forhold til sine tekster
Inspirationen til sine stykker finder Caroline blandt andet i sin fascination af dramatikere som Samuel Beckett, Jon Fosse, Martin Crimp og Sarah Kane. Hun er ikke nogen stor tilhænger af den naturalistiske spillestil, men mere optaget af det surrealistiske univers, hvor virkeligheden får en drejning fra noget velkendt mod noget, der tenderer til det absurde. Samtidig er Caroline meget optaget af musikaliteten og rytmen i sine stykker. Hun har derfor også en helt klar holdning til, hvordan replikkerne skal siges. Med et glimt i øjet kalder hun sig selv for ”nærmest fascistisk” i forhold til sine tekster. Dette er også kommet til udtryk under prøveforløbet på ”Rester af Alice”, der instrueres af Mia Lipschitz.
- Netop fordi jeg har en helt klar forestilling om, hvordan tingene skal gøres og siges, var det noget, jeg i starten af prøveforløbet diskuterede en del med Mia. Heldigvis forstår hun mig rigtig godt og giver mig plads til at udtrykke mine holdninger. Samtidig er hendes opgave jo ikke at gøre mig tilfreds. Hendes opgave er jo, at instruere stykket, som hun mener, det skal være. I skriveprocessen har jeg måske nok en forestilling om, at der kun er én bestemt måde at spille teksten på, men det er kun, indtil jeg giver teksten fra mig. Jeg har det fint med, at der er en instruktør, der tager over. At andre får teksten i hænderne, er jo også med til at løfte den og gøre den færdige forestilling endnu bedre. De gange vi på skolen har fået lov til selv at instruere vores stykker, har jeg da virkelig elsket det. Men dybest set er det vel lidt ligesom, hvis man havde lavet en opskrift på denne her vildt gode kage, man bare ikke selv får lov til at bage. Men så er det måske også bare fordi, at jeg er vildt dårlig til at bage. Så jeg har brug for nogen, der bager den for mig.”, siger hun og griner.
Skuespillerdrømmen skulle udleves først
Caroline debuterede som dramatiker, allerede inden hun vidste, at det var den vej, hun skulle gå. Efter gymnasiet var drømmen at blive skuespiller, og det var imens hun gik på den private skuespillerskole, ”Ophelia”, der ligger i København, at hun skrev sit første stykke.
- Jeg tænkte, kæphøj og naiv som jeg var: Hvor svært kan det være at skrive et stykke! Og fandt ligeså hurtigt ud af, at det var rigtig svært. Men på en eller anden måde kunne jeg godt lide det. Det endte med mit første stykke: ”Stol på Alice”. En god ven opfordrede mig til at sende det ind til Katapults DramaRama konkurrence, men i første omgang blev det lagt i skrivebordsskuffen. Jeg rydder altid op, når jeg er ked af noget. Det må jeg have været den dag, for midt i min oprydning fandt jeg pludselig stykket frem igen, og tænkte: Hvad fanden! Jeg brugte resten af aftenen på at skrive det færdigt, og sendte det ind dagen efter, samme dag som fristen udløb. Stykket blev udvalgt til en workshop, hvor jeg i samarbejde med en dramaturg fik arbejdet det igennem. Og så vandt jeg sgu! Det kom så meget bag på mig, at jeg slet ikke reagerede, da mit navn blev råbt op!
Da Caroline første gang søgte ind på dramatikeruddannelsen, havde hun samtidig søgt optagelse på den førnævnte skuespillerskole. Da hun blev kaldt til første prøve på dramatikeruddannelsen, skinnede det tilsyneladende tydeligt igennem, at skuespillerdrømmen endnu ikke var udlevet. Endnu et par år skulle gå, før Caroline denne gang helhjertet søgte ind på dramatikeruddannelsen.
- Anden gang jeg søgte ind på skolen, følte jeg, at der var meget mere på spil. Jeg havde allerede taget beslutningen om at flytte til Århus sammen med min daværende kæreste. Han var blevet optaget på skuespillerskolen ved Århus Teater, og jeg var nu blevet meget opsat på at blive dramatiker. Det var pludselig gået op for mig, at jeg hellere selv ville skrive replikkerne frem for at sige andres. Jeg tror endda, at jeg til optagelsesprøven fik sagt noget i retning af, at jeg under alle omstændigheder ville flytte til Århus, om ikke andet, så for at skule ondt og bittert op på skolen hver eneste dag, siger hun og griner endnu engang højt og fortsætter i en mere alvorlig tone:
- Jeg har seriøs separationsangst ved tanken om at skulle forlade skolen. Det er et helt ufatteligt privilegeret sted, og der er så sindssygt meget velvilje mod alt, hvad du foretager dig. Det er den tryggeste verden at være i, og det er jo fantastisk bare at kunne komme og lave det, man holder allermest af. Hvis noget skulle bekymre mig ved tiden efter skolen, så skulle det være, om der var afsæt nok i nyskreven dramatik, inklusiv mine egne stykker. Men lige nu prøver jeg bare, at nyde det frirum skolen trods alt stadig er. Jeg forsøger ikke at bekymre mig alt for meget om fremtiden, men måske jeg skulle begynde at overveje at melde mig ind i en a-kasse, slutter hun af med sin befriende selvironi.
|
|
