AF ANNE MIDDELBOE CHRISTENSEN
MERCE CUNNINGHAM KASTEDE TERNINGER OM SIN AVANTGARDE-DANS. BÅDE I KUNSTEN OG I LIVET SLOG HAN EN SEKS’ER. HAN BLEV 90 ÅR
 - Merce Cunningham blev manden, der gjorde den moderne dans abstrakt.
Tilfældighedens væsen fascinerede Merce Cunningham så meget, at han lod al sin kunst konstruere ud fra terningkast. Samtidig arbejdede denne amerikanske koreograf lige så systematisk som en ingeniør. Muskel for muskel og led for led afdækkede han kroppens mulige placeringer og vinkler, hvorefter han satte kropsudtrykkene sammen i mønstre efter antallet af terningernes øjne...
Abstraktionen var afgørende for Merce Cunningham (født 16. 5. 1919 – død 26. 7. 2009). Og den var med til at bringe ham direkte ind i hjertet af avantgardekunsten i New York fra 1960’erne og det næste halve århundrede.
Cunninghams udgangspunkt var musikken – den elektroniske musik med dens anarkistiske strukturer og dens minimalistiske effekter. Han dannede par med komponisten John Cage (1912-92), hvis eksperimenter med lyde og stilhed gav inspiration til Cunninghams uortodokse forestillingskompositioner. Og han arbejdede tæt sammen med visuelle kunstnere, ikke mindst Andy Warhol og Robert Rauschenberg. Storbyen gled ind i Cunninghams koreografi med sin dynamik og sin arkitektoniske fremmasen, men også med sin fremmedgørelse og sin rastløshed. Men danserne fremstod aldrig som almindelige mennesker på scenen – de var tværtimod blot ’kroppe i bevægelse gennem tid og rum’, som Cunningham yndede at definere sine levende redskaber.
TRIN UDEN MUSIK
Humoristisk var Cunninghams dans måske ikke ligefrem. Men lette af sind og nysgerrige af trin. Alligevel var hans dans skabt ud fra en dybtliggende trang til at reducere vores aktiviteter til banale forskydninger og forrykninger – som forenklede abstraktioner over vores psykologiserede selvforståelse og forviklede modernitet.
Hos Cunningham var der ingen ’roller’. Hans kostumer var ofte bare tætsiddende heldragter, der understregede, at det var kroppene som funktionelle mekanismer, der interesserede ham – ikke kroppene som æstetiske skønhedsåbenbaringer som i den klassiske ballet eller danserne som dramatiske skæbnefortolkere, sådan som i danseteatret. En Cunningham-danser fik først sin sceneidentitet gennem dansen.
Cunningham kendte ellers rigeligt til det mytiske danseunivers. Han havde været solist i Martha Graham Dance Company i seks år, men efter mødet med John Cage brød han med det sammenhængende forestillingsunivers. Han skabte bevidst sin koreografi uden at kende til Cages musik – samtidig med at Cage komponerede uden se Cunninghams bevægelser - så satte de det hele sammen til premieren. Gerne efter det kinesiske tilfældighedsprincip, I Ching.
 - Knæ, albuer og hofter bøjes og strækkes efter sirlige tilfældighedsrækkefølger hos Merce Cunninghams koreografi . Men altid i heldragter, så kroppen er optimalt synlig.
MÅSKE MED HINKEBEN
Bevægelsesmæssigt kan Cunninghams stil umiddelbart minde om en slags ’klassisk ballet med systemnedbrug’. Armene rundes tit oppe over hovedet, benene løftes strakt til siden – og løftene er overraskende lette og luftige, selv om de ikke er klassiske spring med definerede afsæt og landinger. Fødderne svirper måske ekstra, og hoppespringene er måske med hinkeben – og utallige er Cunningham-variationerne over ’arme over hovedet‘ og ’fod langs gulvet’.
Men den klassiske ballets trinkomposition og dramaturgi er hos Cunningham erstattet af dynamikforskydninger mellem synkrongrupper - og udbrud for individer. Dansen er blevet befriet for mening.
FRÆK HALVFEMSÅRIG
Den krølhårede Cunningham skabte sin første forestilling i 1953, og siden da har han haft havde han sit eget kompagni, hvis dansere selvfølgelig er blevet skiftet ud adskillige gange. Selv fortsatte han med at danse på trods af en svær leddegigt - på sin 80 års fødselsdag performede han i Occasion Piece sammen med Mikhail Baryshnikov! Og på sin 90 års fødselsdag den 16. april fejrede han fra sin kørestol sin sidste premiere med den rammende titel Nearly Ninety.
Denne berømte ’krøllede hjerne’ har i alt skabt mere end 200 danseværker og mere end 800 site-specific koreografier. Desuden arbejdede han utrætteligt med nye filmteknikker og projektioner, der kunne gengive og spejle den dansende krop på nye måder. Hans konsekvente udvikling af videodans har været forbillede for en lang række af de dansekunstnere, som siden har præget den vestlige contemporary dance og den postmoderne dans. Og samtidig har hans fusionsudtryk på tværs af kunstarterne været med til at bringe dansen tilbage ind i avantgarden med en intensitet, som ellers ikke har eksisteret siden 1910’erne hos Les Ballets Russes.
Cunningham besøgte København to gange med sit kompagni, først i 1984 ude i Østre Gasværk og siden under kulturbyåret i 1996, hvor hans dansere indtog Stærekassen. Her var danseenergien uomtvistelig. Til gengæld var chokket over Cunninghams abstraktioner ikke længere overvældende hos det danske publikum.
For Cunningham var forlængst blevet en myte. Men anerkendelsen var klar: Cunningham havde slået en seks’er.
Anne Middelboe Christensen er danseanmelder ved Dagbladet Information.
|
