- Grob er et eksperiment for både Per og mig. Et forsøg. Vi tror på, at film og tv ikke er de eneste medier, der kan formidle historier, der har mulighed for genkendelse og spejling, men at teatret også kan. Grob er en mulighed for at vise, at den form for teater ikke har spillet fallit, og med det her teater vil vi gerne skabe en illusion på scenen, folk ikke bliver pillet ud af.
- Vi ønsker grundlæggende, at folk føler, at de kan relatere til og leve sig ind i de konflikter og skæbner, vi nu engang vælger at præsentere for dem. Faldgruben ved den målsætning er, at det bliver banalt og forudsigeligt, og det sker jo nogle gange for os. Men når det lykkes at ramme rigtigt, ja så rammer det til gengækd også publikum på et følelsesmæssigt og erkendelsesmæssigt plan, som jeg tror, er ret unikt, siger Thomas Levin.
- At vi lavede et manifest for Grob handlede om at definere en målsætning for, hvor vi skal hen. At skrive ned, at i det her rum, er det det her, vi undersøger sammen. Teater Grob står for noget. Vi stiller krav, men giver også muligheder for dem, der arbejder hos os.
- Men jeg vil gerne understrege, at vi ikke laver den her slags teater i opposition til andet teater. Vi mener ikke, at det er det eneste rigtige teater. Det er et forsøg, en mulighed, en af mange. En niche. For det ville da være kedeligt, hvis det kun var dén slags teater, der blev lavet!

Forfængeligheden bliver udfordret

- Til en rolle læser, læser, læser jeg, og leder efter spor som om jeg er detektiv. Hvad er det for mennesker, forfatteren har i tankerne? Hvad vil han fortælle? Og så forsøger jeg ikke at fortolke for meget. Jeg skal finde nøglen til den logik, karakteren har, for så kan jeg åbne ham.
- Både faderen i "En plads i mit hjerte" og soldaten i "Hjem kære hjem" er lette roller at lave noget spændende med. Arbejdet ligger i at tage rollerne på sig, men det var ikke så svært i de to tilfælde. Det kræver gode roller at lave gode præstationer. Den virkelige svære kunst som skuespiller er at lægge kompleksitet og nuancer ind i en umiddelbart flad rolle.  
- Til gengæld var de to roller hårde at lave, mens jeg var i gang med dem. Begge karakterer er på hver deres måde traumatiserede, og det er et heftigt rum at træde ind i som skuespiller. Men selvfølgelig også spændende.  
- Jeg laver også en del research. Jeg læser, jeg hører musik, alt hvad der måtte have relevans for det liv, karakteren har. Lægger mærke til folk og til ting hos dem, jeg kan bruge. Nogle gange skal jeg bare have noget faktuelt at vide, andre gange, som for eksempel med "En plads i mit hjerte", er det nogle andre ting, der gør en forskel. Til den havde jeg kontakt med en kvinde, der havde mistet sit barn, og det var for eksempel i en samtale med hende, at børneværelset betydning efter et dødsfald, gik op for mig. Hvordan bare det at gå forbi det værelse, der var barnets, fylder i ens bevidsthed. Det inspirerede mig konkret til noget af karaktererens adfærd. Med "Hjem kære hjem" mødte jeg tilfældigt en fyr, der lige var kommet hjem fra Irak. Han var på mange måder uerkendt om det, han havde oplevet, så det var ikke informationsindsamlingen og samtalernes indhold, der var brugbart for mig, det var derimod hans adfærd. At kunne iagttage ham og tænke over hans måde at være på. For eksempel hvad det var ved ham, der gjorde, at jeg syntes, han var så intimiderende hele tiden.
- Egentlig er vi i den form for skuespil, Grob laver ikke så glade for, at dramatikeren meddeler pubikum alt for meget om, hvad han gerne vil med sin tekst i replikkerne. Det går ikke. Det er situationn, historien og i sidste ende skuespillerne, der skal spille dét. Det er ikke replikkerne, der skal sige det hele, smiler Thomas Levin.
- Ens forfængelighed bliver enormt udfordret af at spille naturalistisk teater. For ligeså snart det er dygtigt lavet, har du faktisk spillet fallit. Både for dramatikeren, instruktøren, scenografen og skuespilleren skal der afstås. Det må ikke se dygtigt ud. Jeg skal hele tiden sløre mine teatervaner, for de dårlige teatervaner, som jeg har, er i vejen for, at publikum bare ser et menneske på scenen.

Thomas Levin er født i 1978 og uddannet i New York hos David Gideon og The William Esper Studio. Har været en del af Teater Grob siden 1997, de sidste år som en del af den daglige ledelse sammen med Per Scheel-Krüger og Maja Ries. Fra og med denne sæson er Teater Grob blevet lille storbyteater med fast scene i det gamle Kaleidoskop på Nørrebrogade. Thomas Levin fik en Talentpris til Reumeruddelingen 2003 og var nomineret som Årets mandlige hovedrolle ved Årets Reumert 2007 for sin berømte og stærkt roste rolle som hjemvendt Irak-soldat i Andreas Garfields "Hjem kære hjem". Samme år var han også nomimneret til Teaterpokalen af Foreningen af danske teaterjournalister. Det store folkelige gennembrud fik han for alvor med rollen som forfatterkæreste i tvserien "Sommer" på DR1.

På undersøgelse i karakteren

En væsentlig del af teaterarbejdet hos Teater Grob handler om at improvisere. Ikke at skuespillerne er med til at udvikle teksten, tværtimod. Men indenfor rammerne af manuskriptet, kan skuespillerne gå på jagt i krogene af deres karakterer og undersøge dem, deres følelser og indbyrdes forhold. Det er en arbejdsform, som Thomas Levin selv siger, han har haft rigtig meget glæde af.
- Vi skaber en fælles historie for personerne, som der er konsensus omkring på holdet. Men det er mest nogle faktuelle ting, som hvor personerne kender hinanden fra og den slags. Hvordan de hver især har oplevet tingene, det holder man for sig selv. Det bliver faktisk styret med hård hånd, at vi ikke fortæller hinanden, hvordan vi har oplevet begivenhederne. At vi ikke går i dialog og prøver at blive enige. For så vil man altid prøve at overbevise de andre om, at ens egen oplevelse er den rigtige, og så skrider det. Så begynder man lige pludselig ubevidst at gøre det lettere for hinanden, og så er de helt naturlige hemmeligheder og modstande udviskede, så man skal til at spille dem i stedet for at opleve dem, forklarer Thomas Levin og giver et konkret eksempel:.   
- I for eksempel "Hjem kære hjem" vidste vi jo godt, at de to mænd var meget gamle og nære venner, men også at der var sket et svigt, da den ene ikke tog med og kæmpede i Kosovo. Derfor spillede Frank (Thiel, red.) og jeg middagen igennem, hvor han fortæller, at han alligevel ikke tager med til Kosovo. Det er ikke en del af stykket, men det gav mulighed for at lege sig ind i det, der ligger udenfor stykket, og som spiller en stor rolle for handlingen og personerne. Dét ligger der en stor gave i at have mulighed for. Den proces er ekstremt givtig, siger Thomas Levin, som selvfølgelig aldrig talte med Frank Thiel om, hvordan han havde oplevet middagen og det at få at vide, at han skulle afsted alene.
- Jeg har ikke prøvet at arbejde på den måde særlig mange andre steder end på Grob. Måske fordi det kan virke som spild af tid? Ironisk nok så sparer vi faktisk tid i prøveforløbet ved at bruge et par uger som nærmest er leg. En del af skuespillernes indre liv er nemlig sat på plads efter det, og så begynder replikkerne at leve sit eget liv.

Nå, hvad kan I så?

Ved den store teaterkabale i København i foråret endte den mindre kønne historie teaterligninge med Kaleidoskop + Camp X = Republique i hvert fald lykkeligt for tre teatergrupper, der lige pludselig blev udnævnt til små storbyteatre. Af dem er det Teater Grob, der flytter ind i det tidligere Kaleidoskop på Nørrebrogade, hvor de tit har spillet deres forestillinger, blandt andre "Hjem kære Hjem" og "En plads i mit hjerte". Den 19. september har de åbningspremiere med "TEXAS" af Andreas Garfield og med Per Scheel-Krüger som instruktør og Thomas Levin selv i en af rollerne. .
- At vi blevet lille storbyteater lægger da et vist pres på os. Et "hvad kan I så?" Men det kan vi jo ikke arbejde udfra. Jeg tror nu vi skal fejle rigtig meget, før det får konsekvenser for os - det håber jeg da i hvert fald! For man kan aldrig regne en succes ud. Vi har da også fået nogle knubs ovenpå vores succeser, og de erfaringer tager vi  også med os. Men det bliver dejligt at kunne føre visionerne ud i et hus.
I huset skal de også åbne dørene for andre teaterfolk som en del af aftalen. Derfor opstår der nu dét, der hedder "Grobs Gæster".
- I Grobs Gæster er linien for den kommende sæson, at alt er nyskrevet, og at det er taleteater. Men rent stilistisk vil det kun være skønt, hvis det bevæger sig i andre retninger end det teater, vi selv laver. Det, der er os, er os, og de der er vildt gode til nogle andre ting, skal have lov at dyrke dét. Det skal gerne være et kvalitetsstempel, at de spiller hos os, men de skal kunne gå deres egne veje rent kunstnerisk.

Men drømmen er Shakespeare

- For mit eget vedkommende som skuespiller regner jeg med, at det skal være uforandret med hensyn til jobs, også andre steder. Jeg har ikke været så bundet hidtil, og det regner jeg heller ikke med at skulle være fremover. Jeg bruger selvfølgelig meget tid på at udvikle de kunstneriske tanker, og hvad vi skal lave fremover.
- Men Grob hverken kan eller skal fungere som mit levebrød alene. Jeg er nødt til at lave andet også, både af kunstnerisk og økonomiske grunde. Men der har hele tiden været nogle rigtig gode roller til mig, ikke kun på Grob. Jeg har en virkelig god manager, der tager sig af hele den del af arbejdet, og er opsøgende og så videre.
- Jeg kan ikke hele tiden have for øje, hvor et projekt skal føre min karriere hen. Hvad det videre mål er. For så bliver det jeg laver aldrig godt nok. . Med erfaringen falder det mig også lettere ikke hele tiden at være så fokuseret på at skulle videre til det næste. Man kan jo altid mærke, hvis der står nogen på scenen, som har et andet projekt end selve forestillingen.  
- Hvis du spørger mig om, hvad min egen drøm som skuespiller er, så er det helt klart Shakespeare. Den største dramatiker - det er da drømmen at spille ham. Og at være trænet i metodeskuespil er ikke en modsætning til at arbejde indenfor et stilistisk univers. Da jeg gik hos Gideon, sagde han altid, at Shakespeare var den første method actor og som bevis læste han Hamlets tale til skuespillerne.